Frøen

Frøen er et undseligt dyr, men symbolsk set kan den fortælle os mere, end hvad man skulle tro ved første øjekast.

Den kom til mig i en guidet aktiv imagination, hvor jeg havde forventet at møde et grandiost, engleligt væsen. I stedet for viste min hjælper og ven sig at være en lille, grøn frø.  Sådan kan man blive så overrasket.  Og det viste sig at være en god overraskelse. Da vi bagefter talte om vores oplevelser i forbindelse med den aktive imagination, anvendte min samtalepartner om frøen ordet ”moist”, der på dansk bedst oversættes til fugtig. Der er noget ved lyden af det engelske ord moist, der gav resonans i mig. Det er rundt og glat og blødt – som frugtbar jord, som vandhuller og vandløb og gemmesteder for små grønne frøer. Frøer kan i øvrigt antage mange forskellige farver, og nogle har endda evnen til at skifte farve.

Frøens hud er, netop fordi den lever halvt i vand, halvt på land, meget sensitiv og derfor forbundet med healende egenskaber. Fysiologisk set regulerer frøens hud dens temperatur, idet den udskiller sekreter for at holde sig fugtig. I nogle tilfælde er disse sekreter giftige. Endelig skifter frøen ham engang imellem, ligesom slangen. Et træk, der symbolsk set er forbundet med fornyelse og transformation. Et andet træk ved frøen, der angår transformation er dens forvandling fra haletudse til voksen frø.

Frøer er kendt over hele jorden, og derfor findes de i folklore, myter og eventyr fra hele verden.

Folklore og mytologi
I populærkulturen kender vi Kermit fra Muppet Show – som får den ene gang høvl efter den anden af miss Piggy. Han er ikke specielt heldig, meget ydmyg og temmelig komisk. Men i hele verden synes frøen at være forbundet med held, helbredelse, fornyelse og frugtbarhed. Især med regn som forudsætning for en god høst. I den egyptiske mytologi er frøen associeret med Heqet, gudinden over embryoniske vande, og dermed med fostertilstanden, med livmoderen, med graviditet og fødsel. Figurer med en frøkrop og et kvindeligt ansigt tyder på eksistensen af en frøgudinde, der går helt tilbage til 6000 bce [Book of Symbols, p. 190].

Den egyptiske frøgudinde Heqet.

Frøen er i Østen også forbundet med det lunare. I den japanske folklore er ordet for frø forbundet med ordet for tilbagevenden – det vil sige en lykkelig tilbagevenden af penge eller held. Og det er i øvrigt også i Japan, at et berømt og meget enkelt haiku om en frø blev forfattet af Matsuo Bashō (her i én af mange mulige engelske oversættelser):

”At the ancient pond
a frog plunges into
the sound of water.”
[The Poetry of Zen p. 149]

I den gæliske (eller druidiske) tradition siger en moderne fortolkning, at frøen

“is an ally that brings the blessings of the water spirits – the healing blessings of rain and purification. The frog also brings its own medicine and was seen as a healing messenger of the Mother Goddess ”[The Druid Animal Oracle, p. 64]

Det fremgår også, at man tidligere troede, at meget gamle frøer (og tudser) i hovedet kunne have en sten, som besad magiske egenskaber

”These objects at one level, represent a crossing-over from the animal to the mineral realm – rendering the transient life of animal eternally cast within a stone. By carrying such a stone, and using it magically, the Druid or shaman would be able to contact his ally, the animal spirit.” [Ibid p. 65]

I alkymien kan frøen anvendes som symbol for både vand og jord. I de indiske vedaer understøtter den store frø hele universet [Stefansson, 2009, p. 135], og dette forbinder den så igen med Prima Materia, der er den alkymistiske betegnelse for det første stof, forudsætningen for det alkymistiske værk:

”The Great Frog supporting the universe, represents the dark and undifferentiated prima materia; the watery element and the primordial slime, the basis of created matter” [Cooper, 2015, p. 72]

I folklore er frøen – som katten – forbundet med heksen som hendes tro følgevend, det som på engelsk kaldes en ”familiar” – som ikke er et kæledyr, men snarere er det en slags ånd forklædt som dyr, men som også nogle gange kan antage en menneskelig skikkelse. I Harry Potter-serien er Neville Longbottoms familar netop en tudse ved navn Trevor.

Og igen – som med katten – kan vi måske forsigtigt konkludere, at de dyr der var forbundet med Gudinden senere devalueres i kristendommen og associeres med heksen? I kristendommen har frøen med genopstandelse at gøre – hvilket må være fordi nogle af de oprindelige associationer ikke kunne udryddes helt – men den forbindes også med synd, det onde, det kætterske, misundelse og grådighed [Ibid].

Frøregn

Derudover var en af straffene i Det Gamle Testamente [2. mosebog, kap. 7, v. 26] en plage af frøer, der dukker op af floderne. Dette illustreres i filmen Magnolia [1999] af Paul Thomas Anderson, hvor en californisk by rammes af en voldsom regn af frøer. Store fede frøer klasker voldsomt mod jorden, skildret på en særdeles realistisk måde, om end dette dramaturgiske greb bryder med den ellers realistiske fortælling og gør den magisk realistisk.

I Det Gamle Testamente var syndfloden af frøer en af Egyptens syv plager, en guds straf for at holde israelitterne i fangenskab. I Magnolia er frøregnen også en himmelsk straf – men for hvad?

Som jeg senere vil komme ind på, kan frøen symbolsk fortolkes som undertrykt Eros. Og filmens røde tråd er netop fortrængt eller forskruet Eros. Eros ikke blot som reduktivt i den seksuelle betydning – men dybere som i forhold til evnen at relatere. Den handler om, hvordan fædres synder, ikke mindst deres undladelsessynder får en smertelig og konkret betydning for deres børn. Den handler om svigt, og de konsekvenser svigt får for børn langt ind i det voksne liv, og således om hvordan fædrenes synder kan nedarves i generationer, hvis de får lov. Men det handler også om. hvordan en sådan arv kan stoppes, hvis man vælger at gribe ind og hjælpe hinanden, og om at man måske kan overkomme sådanne svigt. Og derfor er straffen fra Himlen træffende; fædrenes synder er af bibelske dimensioner, og således må straffen – eller tegnet for oven ligeledes være det. I form af fuldfede frøer, der lander på bilens tag og laver blodspor på forruden, frøer, der får en ambulance til at havarere – eller smasker ned i dit ansigt, når du forsøger at kravle op ad et nedløbsrør …

En væsentlig og medierende figur i filmen, sygeplejeren Philip Parma, siger – måske mere overrasket end chokeret – da frøregnen begynder: Oh, there is frogs falling from the sky. Og drengen Stanley siger: This is really happening.

Jeg fortolker frøregnen i Magnolia som straffen – Guds eller forsynets – af os mennesker fordi vi ikke er gode nok til at skabe relation, Eros, i den dybeste forstand af ordet, inden det er for sent. Magnolia er en film med mange lag. Et af dem angår forholdet mellem fri vilje, skæbne og tilfældighed. I denne sammenhæng er den interessant, fordi den bruger frøen som et symbol i en moderne kontekst. Det arketypiske har betydning og meningsmættelse til alle tider.

Eventyret om Frøkongen
Det siges, at hvis man kysser nok frøer, vil en af dem før eller siden forvandles til en prins. Men i eventyret om Frøkongen er det faktisk ikke et kys, og dermed accept, men paradoksalt nok kongedatterens vrede, der forvandler frøen til en prins, eller rettere en konge. Kongedatteren bliver vred, fordi hun lovede den væmmelige frø, at den måtte sove i hendes seng, spise af hendes tallerken og drikke af hendes bæger som tak for, at den samlede hendes elskede guldkugle op af den dybe brønd, hvori den var faldet ned. Og nu hænger hun på den, fordi man jo, som hendes fader siger, skal holde, hvad man lover. Men da frøen vil sove i hendes seng, har hun fået nok, samler frøen op og smider den mod væggen, Klask! Og i det næste nu står der en prins med venlige og gode øjne i hendes soveværelse. Han var blevet forvandlet til en frø af en ond heks, og kun denne kongedatter kunne hæve forbandelsen. Hendes fader vil også have, at de skal gifte sig nu, og da de er blevet gift kommer der en smuk guldkaret og henter dem [Brdr. Grimm, pp. 5-8].


Arthur Rackhams illustration til eventyret, 1909.

Det fremgår ikke, hvorfor den onde heks forvandlede kongen til en frø, herom kan vi kun gisne. Det interessante er, at det er vreden, ikke et kys, der virker som den forvandlende kraft i dette eventyr. Det er i vreden, at forbandelsen ophæves. Hvis vi skal lære noget af  dette eventyr, kan den være, at trofasthed, loyalitet og ordholdenhed er gode dyder. Men nogle gange er nok bare nok, og hvis vi er kommet til at love for meget, og det byder os imod, er det også godt at kunne sætte en grænse. At klaske frøen mod væggen.

Frøen som Eros-symbol
Der kan være en dybere årsag til at kongedatteren bliver så vred på frøens insisteren på at ligge i hendes seng og spise ved hendes bord.

Marie-Louise von Franz skriver i sin analyse af eventyret De tre fjer [Von Franz, 1996], at frøen og tudsen symboliserer Eros. Generelt repræsenterer frøen i mytologien et maskulint element, mens tudsen repræsenterer et feminint element [Ibid, p. 75], og Von Franz ser tudsen som et symbol på livmoderen, og på moderen, det ur-feminine og det som eksisterer i jorden. Dog beskriver hun senere en prinsesse som en Anima-figur, der under jorden indtager en menneskelig skikkelse og over jorden opfattes som en frø, så distinktionen holder ikke fuldstændigt (Ibid, p. 85).

Det væsentlige i hendes analyse er dog også at frøen/tudsen forbindes med Eros – ikke blot Eros som seksualitet. Her nævner hun eksplicit Freuds reduktive syn på Eros, men skriver at ikke blot denne tilgang reducerer Eros, nej:

”A moral prejudice against Eros or the repression of Eros principle for political or other reasons also may reduce the anima to a frog or a louse or whatever form or level she may be repressed into. Then a man’s anima becomes as undeveloped as the Eros function of a frog”. [Ibid].

I dette citat gemmer der sig en klassisk jungiansk tendens til at ækvivalere anima med eros og eros med det feminine princip. Det er en diskussion, som jeg ikke vil gå dybere ind i nu, men Verena Kast giver en fin gennemgang over udviklingen af og diskussionen af begrebsparret Anima/Animus i den analytiske psykologi [Kast, 2006].

Min pointe med at fremdrage dette er blot at sige, at frøen/tudsen i eventyrene ofte repræsenterer Eros.

Hvis vi applicerer dette til eventyret om Frøkongen, kan vi se denne som symbol på kongedatterens spirende Eros – og begyndende voksen-seksualitet og pubertet-  der trænger sig på. Vreden mod frøkongen kan derfor ses som en vrede over det tab af uskyld, der følger med det at gå fra barn til voksen.

Guldkuglen, der kan symbolisere et helt barnligt Selv, falder ned i brønden, ned i det ubevidste. Det er tabet af barndom og voksenlivets ubønhørlige kompleksitet og smudsighed, der melder sig med denne begivenhed.  Når guldkuglen falder ned i brønden kan den ikke undgå at blive beskidt. Faldet i overført betydning – fx Adams og Evas fald – er ofte blevet sat i forbindelse med overgangen fra barneliv til voksenliv. Og prisen for at få Guldkuglen igen er at overgive sig til frøkongens krav. Det vil sige kravet om udviklingen af det modsatkønnede (Animus) og den voksne Eros. Eller sagt anderledes: Udviklingen af viljen til at indgå modent i relationer.

Nogle piger oplever det at gå fra pige til kvinde som et tab af frihed, en oplevelse af udefrakommende krav, der har med kroppens forandring og med en forandrede status som et seksuelt væsen at gøre. Kroppen væves ind i et kulturelt sæt af forventninger til kvinderollen som ikke har været der før, og som det tager tid og anstrengelse at acceptere eller blive bevidst om, således at man kan definere og positionere sig selv i relation til disse.

Frøen kan altså ses som kongedatterens spirende seksualitet/eros og som Animus’ indtrængen i hendes psyke. Animus kan i drømmelivet optræde i mange forskellige skikkelser, ofte som en gruppe af mænd. Hos unge piger og kvinder kan Animus’ indtrængen i psyken opleves som meget skræmmende og grænseoverskridende. Ifølge Pinkola Estés er det en naturlig overgangsdrøm hos piger og unge kvinder at drømme om den mørke mand, der truer psyken, og det implicerer overgangen fra et bevidsthedsniveau til et andet:

“The dark man i women’s dreams appears when an initiation – psychic change from one level of knowing and behaviour to another more mature or more energetic level of knowledege and action  – is imminent.” [Pinkola Estés, 2008, p. 63].

Når prinsessen accepterer frøen – altså  indbruddet af Animus i psyken – og her har kongedatteren ud  over sin vrede også brug for sin faders mediering – kan der ske en forvandling. Frøen bliver til en konge. Der sker altså i eventyret et brat spring i udviklingen af Animus-skikkelsen i eventyret – fra frø til Konge, hvor kongen som symbol repræsenterer en moden og udviklet maskulinitet. Denne type af spring i udviklingen hører det arketypiske til og ses i eventyr og drømme – men i det levede liv er udviklingen lang mere rodet og der vil være regressioner undervejs.

Frøen som budbringer
Frøen er, som vi har set i eksemplerne fra mytologien, samt i min fortolkning af eventyret Frøkongen,  traditionelt set tæt forbundet til brønden eller dammen, hvor den gemmer sig i dybet: I en jungiansk kontekst betyder det, at den er associeret med det dybe ubevidste. Vi er nødt til at acceptere den som den viser sig for os:

”In dreams and fairy tales the frog arrives , quite suddenly out of somewhere, just as an aspect (often princely) of self-substance emerges from the waters of the unconsciousness, but not yet in a fully conscious recognizable form. In many such fairytales, this fertile little being from the watery regions must be accepted and attended in its frog form, however unattractive or odd it may seem, and inevitably it transforms into the soulful prince or princess.” [Book of Symbols, p. 190]

I første omgang kan det, der dukker op fra det ubevidste – uanset om det er en lille grøn frø eller en stor fed tudse – være ubehageligt og frastødende, eller ligefrem skuffende – men det kan vise sig at rumme en stor forvandlingskraft. Vi skal møde det, der viser i sin frøform, med accept – omend det altså ikke gjaldt i et ovenfor omtalte eventyr – netop fordi frøen har et stort forvandlingspotentiale.

Kilder:
The Book of Symbols. Köln : Taschen. 2010.
Cooper, J.C.: The illustrated encyclopedia of Traditional Symbols. London : Thames & Hudson. 1979 [2015].
The Druid Craft Oracle : Working with the Sacred Animals of the Druid Tradition / Philip & Stephanie Carr-Gomm. London : Connections. 1996.
Estés, Clarissa Pinkola: Women who run with the Wolves : Contacting the power of the wild woman. London : Rider. 2008.
Franz, Marie-Louise von: The interpretation of fairytales. Boulder : Shambala. 1996 (Revised edition).
Brdr. Grimm: Samlede eventyr. København : Gyldendal. 2006.
Kast, Verena: Anima/animus. I: The Handbook of Jungian Psychology. Edt.: R.K. Papadoupoulos. New York: Routledge. 2006.
Pinkola Estés, Clarissa

The Poetry of Zen. Boston & London. : Shambala. 2007.
Stefánsson, Finn: Symbolleksikon. København : Gyldendal. 2009.

https://en.wikipedia.org/wiki/Frog
https://en.wikipedia.org/wiki/Familiar_spirit
https://japanesemythology.wordpress.com/frog-solar-symbolism-and-other-meanings/

© Kristine Gazel 2020, cand. scient. bibl., bibliotekar, jungiansk psykoterapeut, seniorkandidat ved C.G. Jung instituttet i København og redaktør på www.jungforalle.dk.