Aktiv imagination

Af Nikolaj Knub, filosof og seniorkandidat ved C.G Jung Instituttet

Aktiv imagination er et nøglebegreb, der kan føre vidt omkring i C.G. Jungs forfatterskab, men grundlæggende kan det beskrives som en terapeutisk metode, hvorigennem man forsøger at komme i dialog med det ubevidste og dernæst give det form. Jung arbejdede selv med skrift og tegning, som klassisk set har været de foretrukne udtryksformer, men i nyere tid har bl.a. Marion Woodman og Joan Chodorow udviklet aktiv imagination i retning af krops- og bevægelsesarbejde under navnet “Authentic Movement”. Umiddelbart kan aktiv imagination således sammenlignes med forskellige former for kunst- og kropsterapi, hvor man forsøger at lade psykens kreative potentiale komme til udtryk og få form. Men på grund af Jungs blik for psykens arketypiske og kollektive grundstruktur får aktiv imagination samtidig en noget anden betydning, som man må holde sig for øje, hvis man vil have et mere nuanceret billede.

Sjælens Virkelighed
Jungs opdagelse af aktiv imagination faldt sammen med hans opdagelse af psykens objektivitet – eller “sjælens virkelighed”, som han somme tider kaldte det. Psyken har ifølge Jung en autonom og selvstændig dimension, som eksisterer uafhængigt af os. Psyken befinder sig derfor ikke i os – som vi ellers har for vane at tænke. Snarere forholder det sig den anden vej rundt: Vi er i psyken, ligesom fisk er i vandet. Ontologisk er vi altid allerede situeret i en psykisk virkelighed. Vores eksistens er med andre ord en “væren-i-sjælen” eller en “esse in anima” som Jung kaldte det (CW6 § 77). Det var en indsigt, der kom til Jung i de afgørende og formative år umiddelbart efter hans brud med Freud – og udbruddet af 1.verdenskrig. Jung gennemlevede her en konfrontation med det ubevidste – eller mytologisk set en natterejse – der tvang ham til at stå i et andet forhold til psyken.


Natterejsen, fra Liber Novus

“Helten” i Jung, den ambitiøse og viljestyrede læge, der havde gjort lynkarriere ved at gøre sjælen til en genstand for viden, måtte erkende, at han på vej dertil havde mistet selvsamme. Sjælen, måtte han nu indse, kunne ikke reduceres og på positivistisk vis gøres til objekt for videnskabens blik. I stedet måtte han lære at relatere til sjælen som et levende og uudgrundeligt mysterium, der eksisterede i sin egen ret. Som han skriver i Liber Novus:

“I had to accept that what I had previously called my soul was not at all my soul, but a dead system. Hence I had to speak to my soul as to something far off and unknown, which did not exist through me, but through whom I existed” (Jung, The Red Book s. 129)

Under voldsomt indre psykisk pres begyndte Jung derfor at føre dialoger med sjælen. Bag de voldsomme psykiske tilstande, som han var udsat for i perioden, opdagede han et væld af personificerede og arketypiske billeder, som han i sine visioner kunne interagere med. Disse arketypiske skikkelser kunne ikke reduceres til komplekser og forklares som fortrængt seksualdrift (som hos Freud), men måtte i stedet betragtes – eller rettere relateres til – som psykiske aktører med deres egen autonomi og agenda. Jungs forhold til den gnostiske vismand Philemon er bl.a. et godt eksempel herpå. Som han beskriver det i Memories, Dreams, Reflections:

“Philemon and other figures of my fantasies brought home to me the crucial insight that there are things in the psyche which I do not produce, but which produce themselves and have their own life. Philemon represented a force which was not myself. In my fantasies I held conversations with him, and he said things which I had not consciously thought. (…) It was he who taught me psychic objectivity, the reality of the psyche” (MDR s. 207-208)

 


Philemon, fra Liber Novus

Liber Novus
På baggrund af sin “konfrontation med det ubevidste” var Jung nødt til at finde en ny måde – og et nyt sprog – hvormed han kunne forholde sig til sjælen, og det gjorde han først og fremmest ved omhyggeligt at skrive og tegne sine visioner og dialoger ned i, hvad der senere skulle blive Den Røde Bog – eller Liber Novus, som han kaldte den.

Dette mærkværdige værk, der først for nyligt er blevet udgivet (2009), kan således læses som ét langt eksempel på aktiv imagination, og det udgør Jungs eget forsøg på at møde den strøm af ubevidst materiale, der blev udløst i disse kritiske år (særligt 1913-1917). Som han senere skriver, skulle det vise sig at blive råmaterialet for hele hans livsværk (Jung, MDR p. 225), og det kom grundlæggende til at ændre den måde, han så på psykoterapien på. Som Sonu Samdasani beskriver det i sin introduktion til Liber Novus:


Liber Novus, fra Jungs bibliotek og arbejdsværelse i Küsnacht

“In 1912, in Transformation and Symbols of the Libido, he considered the presence of mythological fantasies – such as are present in Liber Novus – to be the signs of a loosening of the phylogenetic layers of the unconscious, and indicative of schizophrenia. Through his self-experimentation, he radically revised this position: what he now considered critical was not the presence of any particular content, but the attitude of the individual toward it and, in particular, whether an individual could accommodate such material in their worldview” (Jung, The Red Book s. 74)

Det voldsomme hav af ubevidst materiale, som Jung blev kastet ud på i løbet af hans arbejde med Liber Novus, er med andre ord det samme hav, som den skizofrene kan risikere at drukne i. Men formår man – bl.a. gennem teknikker som aktiv imagination – at imødekomme de psykiske kræfter, kan man holde sig oven vande – og sågar komme beriget ud af konfrontationen. Ifølge Jung kan mødet mellem bevidstheden og det ubevidste nemlig afføde en tredje position, hvad han kaldte den transcendente funktion, der kan bygge bro mellem det ubevidste og det bevidste.

I Liber Novus møder vi bl.a. dette tredje i form af det guddommelige barn, der er født ud af mødet mellem modsætninger, og som står på tærsklen mellem det bevidste og det ubevidste, mellem ånden og materien, og som på forunderlig vis bygger bro imellem disse ellers så adskilte størrelser.

Adoration of the Child af Filippo Lippi (ca. 1455)
Et maleri som Jung havde hængende i sin dagligstue i huset i Küsnacht

Den Transcendente Funktion
Det interessante korte skrift ved samme navn (‘Die Transzendente Funktion’) er Jungs første forsøg på at beskrive denne proces og dermed brugen af aktiv imagination. Det er skrevet i 1916, midt imens han selv gennemgik sit eget møde med det ubevidste, og her lyder det:

“The shuttling to and fro of arguments and affects represents the transcendent function of opposites. The confrontation of the two positions generates a tension charged with energy and creates a living, third thing – not a logical stillbirth in accordance with the principle tertium non datur but a movement out of the suspension between opposites, a living birth that leads to a new level of being, a new situation. The transcendent function manifests itself as a quality of conjoined opposites. So long as these are kept apart´- naturally for the purpose of avoiding conflict – they do not function and remain inert” (Jung, CW8 § 189-190)

Aktiv imagination kan her forstås som en måde at mediere mellem det bevidste og det ubevidste, således at mødet kan blive frugtbart og lede til fødslen af et nyt perspektiv, hvad Jung sidenhen kaldte “Selvet”, hvori det ubevidste og bevidstheden er forenet og gensidigt berigende.


Fra Liber Novus

Ligesom Jung måtte lade “helten” i ham selv falde for at noget nyt kunne fødes, således må jeg’et relativiseres og lære, at det ikke er den egenrådige hersker i eget hus, men at det står i et forhold til noget, der er større end det selv, nemlig sjælen og dens arketypiske kræfter. For som Jung erfarede, er disse kræfter levende og aktive, og hvad end vi vil det eller ej, vil de presse sig på for at få form. Desto mere vi undertrykker eller projicerer dem, desto mere destruktivt og arkaisk vil de manifestere sig. Som Jung bemærkede i vinteren 1942 (vel nok 2. verdenskrigs mørkeste time):

“Too few people have experienced the divine image as the innermost possession of their own souls. Christ only meet them from without, never from within the soul; that is why dark paganism still reigns there, a paganism which, now in a form so blatant that it can no longer be denied and now in all too threadbare disguise, is swamping the so called Christian culture” (CW12 §12)

Uden at vi skal bevæge os for langt ind i Jungs religionspsykologiske betragtninger, kan vi sige, at de arketypiske kræfter – eller “guderne” om man vil – ikke er fuldendte eller perfekte, som vi ellers har for vane at tænke kristendommens Gud. Guderne er fra Jungs perspektiv derimod også ubevidste og rummer et mørke, der kalder på os og vores deltagelse for at få form og blive oplyste. Det er igennem den aktive imagination, at vi kan indlade os på en sådan formgivning og bevidstgørelse og dermed en forvandlingsproces, hvori både vi og guden transformeres. Det er her, at individuationsprocessen, og dermed Jung’s fornyede syn på psykoterapien, fandt sin egentlige betydning. Som Samdasani formulerer det i noterne til Liber Novus:

“Through being identified with the continued incarnation of God in the soul, the process of individuation found its ultimate significance”. (Jung, The Red Book. s. 353 (note 200))


Skt. Kristoffer der bærer jesusbarnet over floden. Mesteren fra Messkirch, ca. 1530.

Bliver vi ved denne metaforik, kunne man beskrive aktiv imagination som en slags fødselshjælp – eller maieutik, som man kender det fra Sokrates og hans “jordemodergerning”. Sjælen er svanger med meningsfulde og numinøse billeder, der presser sig på og kræver assistance for at blive født, forstået og få form. Psykoterapiens fokus skifter her fra at være at være en rent “jeg-centreret” behandlingsform til at være en sjælelig og “daimonisk” praksis, der ved hjælp af den aktive imagination forsøger at stå i et receptivt og kreativt forhold til sjælens virkelighed, en virkelighed, der ifølge Jung ikke er begrænset til menneskets domæne, og som heller ikke kan reduceres til hverken ånd eller materie. Sjælen må derimod forstås som en tredje og mellemliggende subtil sfære, hvori ånd og materie forbindes – eller sagt anderledes; hvor materien åndeliggøres og ånden materialiseres. Aktiv imagination kan i denne forbindelse sammenlignes med et organ, et subtilt hjerte, hvormed vi opfatter og interagerer med sjælens virkelighed.


Fra Liber Novus

Litteraturliste og forslag til videre læsning

Cheetham, Tom
– Imaginal Love. The Meanings of Imagination in Henry Corbin and James Hillman. Spring Publications. Connecticut. 2015.

Chodorow, Joan
– “Dance Therapy and Depth Psychology; The Moving Imagination”. Routledge. 1991
– “Active Imagination” i Handbook for Jungian Psychology, ed. Renos K. Papadopoulos. 2006

Corbin, Henry
– “Mundus imaginalis: Or, The imaginary and the imaginal”. Golgonooza Press. 1976
– “Alone with the Alone. Creative Imagination in Sufism of Ibn Arabi”. Princeton University Press. New Jersey 1997.

Hannah, Barbara
– Encounters with the Soul. active imagination as developed by C.G. Jung. Sigo Press. 1981

Hillman, James
– Re-visioning Psychology. Harper & Row, Publishers. 1975
– “The Thought of the Heart and The Soul of the World”. Spring Publications. 1992

Jung, C.G.
– “Memories, Dreams, Reflections” (MDR). Ed. Jaffe, Aniela. Fontana Press. 1995. London
– The Red Book. Liber Novus. A Reader’s Edition”. W.W. Norton & Company. 2009. New York. London.
– “The Transcendent Function” i Jung, C.G. CW8. (§131-194). Routledge & Kegan Paul. 1960. London.
– “Psychology and Alchemy”. (CW8) Routledge & Kegan Paul. 1960. London
– Mysterium Coniunctionis” CW14. Routledge & Kegan Paul. 1960. London
– “Jung on Active Imagination” Edited and with Introduction by Joan Chodorow. Princeton University Press. New Jersey. 1997.

Kast, Verena
– “Imagination as Space of Freedom: Dialogue between the ego and the unconscious”. Fromm International Publishing Corporation. New York. 1993

Woodman, Marion
– “Dancing in the Flames. The Dark Goddess in the Transformation of Consciousness”. Shambala. Boston and London. 1997.

(c) Nikolaj Knub 2021 –