Brønden - Jung for Alle

Af Thomas Nordby

“Kold som en brøndgravers røv” hedder det i sportsjournalistikken om en spiller, der er helt cool i afgørende situationer under kampen. Og der er da også den pointe i det blomstrende billedsprog, at de fleste af os forbinder noget koldt og klamt med en brønd. Bestemt ikke det mest hyggelige sted at opholde sig. Alligevel er brønden som symbol langtfra kun negativt ladet.

Ordet brønd, der i dag især anvendes om en skakt i jorden ned til grundvandet, for oven ofte omgivet af et lavt murværk eller en træramme med et hejseværk, har oprindeligt også været brugt som betegnelse for en rislende kilde. Den betydning af ordet er i dag udelukkende knyttet til mineralske kilder ved kursteder, f.eks. brønden i Karlsbad. Vandet fra disse kilder, brøndvandet, har på grund af den mineralske sammensætning en gavnlig virkning på kroppen og har en dokumenteret helsebringende funktion, blandt andet på bestemte hudsygdomme.

Før den moderne lægevidenskabs udvikling var tiltroen til kildevandets helbredende virkning større end i dag. Her drejede det sig ikke blot om specifikke sygdomme, men om alle de gebrækkeligheder, som datidens mennesker led af. Helligkilder har været kendt herhjemme siden bronzealderen og har været valfartsteder for syge helt frem til forrige århundredskifte.

Den kristne kirke annekterede de helsebringende kilder fra hedensk tid; da kirken herhjemme var katolsk på det tidspunkt, blev helligkilderne indviet til en bestemt helgen. Det hed sig, at vandet havde en særlig gunstig virkning på den pågældende helgens årsdag eller ved Sankt Hans, som er Johannes Døberens helgendag. De efterladte krykkestokke og bandager ved kilderne lod formode, at det helende vand vitterlig var effektivt.

Traditionen med at besøge kilden eller brønden på bestemte dage af året fortsatte efter reformationen, skønt helgendyrkelsen officielt ophørte. Med tiden opstod der ofte kildefester og markeder på stedet på disse dage, hvor syge fra nær og fjern kom rejsende til kilden i stort tal. For at blive helbredt skulle man nemlig overnatte ved kilden.

Nogle af de mest besøgte kilder var Sankt Helene Kilde ved Tisvildeleje og Kirsten Piils Kilde i Dyrehaven. I tilfældet med helgeninden Helene fortæller legenden om en svensk kvinde, der bliver myrdet og kastet i havet. En kilde springer frem på det sted på Sjælland, hvor hendes lig driver i land, flydende på en sten. Ved Sankt Helene Kilde, som udløber i en skrænt ved havet, der hvor Helenekilde Badehotel ligger i dag, er der to små stenbeklædte bassiner eller brønde, hvor den ene opsamler kildevandet. Fra den brønd, som kilden løber ud i den dag i dag, drak de syge af vandet, ligesom de kastede en mønt i brønden eller i kildeblokken for at blive helbredt. Skikken med at kaste en mønt i brønden for at få sine ønsker opfyldt er fortsat op til vore dages ønskebrønde.

Med hensyn til Kirsten Piil fortæller et af sagnene, at en uskyldig ung kvinde for vild i Boveskoven nord for København i slutningen af 1500 tallet, der hvor Dyrehaven ligger i dag. Hun blev reddet ved, at en kilde sprang frem og viste hende vej mod byen. I Adam Oehlenschlägers skuespil ”Sanct Hansaften-Spil” får man et livagtigt indtryk af markedslivet ved kilden i Dyrehaven i starten af 1800 tallet. På det tidspunkt var det ikke kun syge, der opsøgte kilden, men københavnere i stort tal, der forlod den stinkende by bag voldene for at komme ud i naturen og muntre sig. Det var almindeligt at tjenestepiger, når de tegnede kontrakt med deres herskab, betingede sig at få en fridag til Sankt Hans, så de kunne besøge markedet, der tiltrak gøglere og handlende langvejsfra. Allerede i Ludvig Holbergs komedie ”Kilderejsen” fra 1724 kunne Jeronimus udtale: ”Disse kilder gjordes af devotion (fromhed) i gamle dage, men nu tror jeg, at hvert andet telt er et horehus.” Gæsterne her er formentlig draget bort med flere sygdomme, end de kom med.

Brønden har fra gammel tid haft en helt afgørende funktion i mange samfund. Det var det sted, hvor landsbyens beboere hentede det livsnødvendige vand til husholdningen, og samtidig det sted, hvor folk mødtes og udvekslede nyt. Brønden eller kilden har da også en omfattende symbolhistorie, der kan aflæses af myter, religioner og eventyr, ligesom brøndsymbolet ofte optræder i skønlitteraturen. Brønden, hvor vandet vælder frem af Moder Jords skød, er i dybdepsykologisk sammenhæng billede på det urkvindelige, men også mere omfattende på det ubevidste i dets mest arkaiske eller kollektive form. Brønden er et sted, hvor man kan opnå dybe indsigter, men ikke uden at man må ofre bekvemmeligheden og betale en pris. At opholde sig i brønden kan være et billede på en nødvendig, men også en farlig regression.

At brønden kan give indsigt er kendt fra den nordiske mytologi, hvor Odin henter sin visdom fra Mimers Brønd under livstræet Yggdrasil. For at opnå sin visdom har han måttet give sit ene øje i pant til Mimer, der vogter brønden. At Odin kun ser med ét øje kan opfattes som et billede på hans evne til at kigge indad. Hans to ravne, Hugin og Munin, bringer ham til gengæld kundskab om det, der sker ude i verden.

Den formentlig mest ikoniske brøndfortælling, som er ophav til talrige senere litterære fremstillinger, finder vi i Det gamle testamente i historien om Josef og hans brødre i 1. Mosebog, kapitel 37 ff. Josef er den yngste og højst elskede af Jakobs tolv sønner. Det giver anledning til misundelse blandt brødrene, et forhold, der forstærkes af de drømme, som Josef underholder sine brødre med. I den første drøm binder brødrene neg ude på marken, og Josefs neg rejser sig, mens brødrenes neg bøjer sig for det. I den næste drøm bliver det grandiose eller narcissistiske aspekt endnu tydeligere og brødrenes bitterhed tilsvarende større. Her bøjer sol og måne og elleve stjerner sig for ham. Selv Jakob lægger sig drømmen på sinde. Da han hører den, siger han: ”Hvad er det for en drøm, du der har haft! Skal virkelig jeg, din moder og dine brødre komme og bøje os til jorden for dig?”.

En dag, hvor Jakob sender Josef af sted efter brødrene, der vogter deres fars kvæg langt væk hjemmefra, beslutter brødrene sig for at dræbe Josef og kaste ham i en brønd, men den ældste bror overtaler dem til at skåne hans liv her og nu og i stedet kaste ham i brønden. En anden bror får efterfølgende den idé at sælge Josef til nogle købmænd, der drager forbi brønden, og på den måde kommer Josef til Ægypten, hvor han bliver en betydningsfuld tjener og drømmetyder ved faraos hof.

I denne fortælling ser vi, hvordan den hovmodige Josef først bliver ydmyget, og hvordan ydmygelsen efterfølgende giver ham indsigt og dybde. Psykologisk kunne man sige, at hans ungdommelige selvovervurdering som den favoriserede søn tipper over i sin modsætning. I tilbagetrækningsfasen besinder han sig og vender tilbage til livet med en nyvunden visdom og indsigt. Mødet med det ubevidste selvbillede i brønden befrugter ham og gør ham kyndig på det ubevidstes sprog, drømmene. Ved hoffet tjener han samfundet ved at tyde faraos drømme ud fra et balancerende princip i stedet for at hævde sig selv ved at udstille sine egne selvpromoverende drømme. Faraos drøm med de syv fede og de syv magre køer får gennem Josefs tydning det resultat, at kornlagrene bliver fyldt i de kommende syv fede år, så hungersnøden kan afhjælpes i de efterfølgende syv magre år.

Historien om Josef og hans brødre, der smider ham i brønden, har tydeligvis appelleret til adskillige forfatteres fantasi. Mange romaner er såkaldte transfigurationer af Josef-historien, dvs. at de genfortæller grundhistorien i en ny og ofte moderne kontekst. Thomas Mann lægger sig i sit store romanværk i fire bind, ”Josef og hans brødre” (1933-43), tættere på udgangspunktet end de fleste. Andre store værker fra det 20. århundrede er den japanske forfatter Haruki Murakamis ”Trækopfuglens krønike” (1997) og den svenske Kerstin Ekmans ”Hændelser ved vand” (1993).

I ”Trækopfuglens krønike” er der to hovedspor, en nutidig kærlighedshistories forlis og en kortlægning af de grusomheder, som fandt sted i det japanske kejserrige før og under 2. verdenskrig. De to spor forbindes af to brøndfortællinger. De spejler hinanden, ligesom fortiden og samtiden spejler hinanden. I nutidsfortællingen opsøger hovedpersonen Toru Okada selv en udtørret brønd, som han begiver sig ned i for at komme til indsigt i, hvad der gik galt i hans ægteskab. I den fortidige fortælling får den japanske løjtnant Mamiya af de mongolske soldater, der har taget ham til fange, valget mellem at blive skudt straks eller trække pinen ud og springe i en dyb brønd. Han vælger brønden og bliver reddet op på et hængende hår af en af sine undslupne kammerater ligesom Josef. I brønden oplever han i dobbelt forstand det dybeste mørke og i et glimt – da solen står i zenit – også det mest strålende lys. Oplevelsen i brønden og de rædsler, han er vidne til under krigen, mærker ham for resten af livet, ligesom krigen kaster lange skygger ind i eftertidens Japan.

I Det nye testamente er der en anden central fortælling, der udspiller sig ved brønden. Det er historien om Jesus og den samaritanske kvinde, der er omtalt i Johannesevangeliet kapitel 4, vers 5-26. Jesus befinder sig alene ved Jakobskilden i Samaria, da en kvinde kommer til brønden for at hente vand. Jesus beder hende om noget at drikke. Hun bliver højlydt forundret, dels fordi hun er kvinde, og dels fordi hun er samaritaner, et folk, som jøderne så ned på og ikke indlod sig med. Samtalen ender med, at det er Jesus, der stiller kvindens tørst, ikke med vand fra kilden, men med levende vand. Kilden er Kristus selv. Livet bliver nyt for kvinden, da hun bliver set som den, hun er, og alligevel ligeværdigt accepteret og betragtet med kærlighedens blik.

Levende vand er også det vand, som barnet ifølge den kristne tro døbes med i kirken. Ved barnets fødsel er det kommet til verden fra opholdet i fostervandet. I dåben bliver barnet genfødt som Guds barn ved livets vand, der til sin tid vil udfri det fra døden og give det evigt liv. Brøndsymbolikken ved dåben er tydelig både i døbefontens og i dåbsfadets form. Ordet ”font” er da også afledt af det latinske ord for kilde, ”fons”. I dåbsritualet står brønden for det skabende og livsfornyende princip.

I brødrene Grimms eventyrsamling optræder to kendte eventyr, der udspiller sig henholdsvis ved og i brønden, nemlig ”Frøkongen” og ”Mor Hulda”. Begge eventyr er kvindelige individuationseventyr.

Illustration af Frøkongen ved Philip Grot Johann.

I ”Frøkongen” leger prinsessen i haven med sin guldbold, der triller fra hende og til hendes fortvivlelse ender i brønden. Der er en frø i brønden, som lover at bringe hende bolden, hvis hun vil være dens ven. Hun siger ja, men glemmer hurtigt frøen, da hun har fået sin bold tilbage. Frøen dukker imidlertid op på slottet og konfronterer hende med hendes løfte. Kongen insisterer på, at hun må holde, hvad hun har lovet. Meget modvilligt går hun ind på det, men ækles ved den fysiske kontakt med frøen, så hun på et tidspunkt klasker den op på væggen. Det bliver vendepunktet; hun får medlidenhed med den, efter den voldsomme behandling, hun har udsat den for. Da hun udholder kontakten til det dyriske, dvs. til instinkterne, erfarer hun, at frøen bliver forvandlet til en prins.

Den gyldne kugle kan ses som et billede på pigens Selv, som på et tidspunkt under hendes opvækst, hvor hun er ude i naturen på egen hånd, billedligt talt ruller tilbage i moderskødet. Hun befinder sig i en kritisk fase i udviklingen, hvor seksualiteten vågner, og hvor sandsynligheden for regression er stor. Frøer er symbolhistorisk mandlige, men det mandlige befinder sig endnu på et primitivt stadium. Man kan se forvandlingshistorien i eventyret som et billede på hendes egen animusudvikling fra ‘frø til prins’; man kan samtidig opfatte det som en historie om en ung pige, der gradvist overvinder sin modstand mod den spirende seksualitet, sideløbende med at selvoptagetheden afløses af empati.

I ”Mor Hulda” er der tale om en mere kritisk udvikling hos den unge, kvindelige hovedperson end i ”Frøkongen”, og derfor må hun denne gang helt ned i brønden for at blive helet. I eventyret optræder der tre personer i den virkelige verden oppe på jorden, en mor og hendes to døtre, og så er der den arketypiske figur Mor Hulda, der holder til nede i brønden. Mor Hulda ser skræmmende ud med store hugtænder, men viser sig at have et hjerte af guld over for den, der opfører sig betænksomt. De to døtre er sider af den samme unge pige, moderens ‘egen’ datter, som er den elskede, fordi hun slægter moderen på i sin narcissistiske selvoptagethed, og steddatteren, der består af de fraspaltede sider, som moderen ikke vil kendes ved hos sit barn. Eventyrets synsvinkel og sympati ligger hos den forkastede pige. Begge piger får en ‘tur i brønden’, hvor Mor Hulda oplærer dem i kvindelighed. Eventyr er altid meget konkrete, så opgaverne består i at tage de bagte brød ud af ovnen og plukke de modne æbler af træerne. Den forkastede datter består opgaven ved sin hensynsfuldhed og ansvarlighed og belønnes ved at blive overøst med guld, mens den forkælede datter dumper på grund af sin dovenskab og egoisme og bliver overøst med tjære. Omvendingen af værdierne i eventyret bliver et udtryk for helingen af pigens sår.

Det behøver ikke altid at gå så godt i virkeligheden som i de to eventyr, både når det drejer sig om almindelige udviklingsproblemer som i ”Frøkongen” eller mere alvorlige problemer som i ”Mor Hulda”, hvor barnet er vokset op med en forælder, der selv er narcissistisk skadet. Man kan faktisk drukne i brønden eller blive vanvittig og dø af sult og tørst, hvis brønden er udtørret, for nu at bruge eventyrets billedsprog. Sagt i jungianske termer kan man risikere at blive fastholdt i den arketypiske verden, eller klinisk udtrykt er der altid med regressionen forbundet en risiko for at blive psykotisk. Men eventyrene – i hvert fald de mest kendte og elskede – er optimistiske og viser pædagogisk, at vanskeligheder kan overvindes, og barnet – både det faktiske barn og det indre barn hos den voksne – ikke er alene om at have det pågældende problem. Selv det ‘at blive smidt i brønden’, som for enhver må være en skræmmende tanke, kan i sidste ende føre noget godt med sig, hvis man kommer helskindet tilbage på jorden. Brøndsymbolets arketypiske dobbeltkarakter er forbundet med den rædselsvækkende forestilling om at ende sit liv i brønden, samtidig med at brøndens vand er usædvanlig livgivende.

Kilder:
Arndal, Vibeke: Heksen i håret (Lindhardt og Ringhof 1985)
Bettelheim, Bruno: The Uses of Enchantment (Penguin 1979)
Bevingede ord ved T. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang (Gad 1994)
Bibelen (Det danske bibelselskab 1964)
Den store danske encyklopædi (Gyldendal, netudgave anvendt)
Grimms samlede eventyr (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1983)
Murakami, Haruki: Trækopfuglens krønike (Klim 2001)
Nudansk Ordbog (Politiken, 12.udg., 1984)
Symbolleksikon ved Finn Stefánsson (Gyldendal 2009)
Oplysningstavle ved Helene helligkilde (Naturstyrelsen)
https://www.folkekirken.dk/livets-begivenheder/daab
http://www.piil-co.dk/kirsten-piils-kilde (tekst fra Allan Mylius Thomsen: Bakken. Historien om verdens ældste forlystelsespark, 2008)

Vignettebillede: “The Holy Grail?” by Kurt Thomas Hunt is licensed under CC BY 2.0

No tags for this post.