Svinet

At ’æde som et svin’ eller ’at grise sig til’ udløser ikke mange sociale pluspoints, ligesom det heller ikke styrker ens anseelse at ’bo i en svinesti’. Vores samliv med svinet har tusinder af år på bagen, og det har præget vores sprog. De ældste danske tamsvin er knap 6000 år gamle, nærmere bestemt fra tidlig bondestenalder, men i Lilleasien begyndte man at domesticere vildsvinet allerede for 9-10.000 år siden. Til trods for at svinet – eller grisen, som den også kaldes med et mindre belastet navn – er et af menneskehedens første husdyr og dermed en ældgammel kilde til næring, og til trods for at svinekød har lagt grunden til et af de største eksporteventyr herhjemme i det 20. århundrede, har svinet ikke opnået nogen høj status blandt vores hus- og kæledyr.

Det moderne landbrugs store svinefarme, der leverer råstof til en omfattende industriproduktion, har ikke hjulpet på svinets omdømme. Måske afføder den nedværdigende behandling, som vi udsætter vores svin for både i stalden og på slagteriet, en kollektiv, fortrængt skamfølelse, som afledt giver os et negativt syn på dyret.

Svinets små, rødlige øjne og nærsynede blik har heller ikke fået os til at knytte tætte bånd til dyret, ligesom det givetvis heller ikke har hjulpet den, at dens hud mangler den pels, som vi elsker hos mange af vores kæledyr. I virkeligheden minder svinehud meget om vores egen nøgne hud. Også på anden vis har vi mere til fælles med svinet biologisk set, end de fleste bryder sig om at tænke på. Svin er både nysgerrige, lærenemme og sociale skabninger, og vores organer minder meget om hinanden. Derfor er de bedre egnede som forsøgsdyr end mus og rotter. Kommende kirurger øver sig i nogle tilfælde i at operere svin, før de skal operere mennesker.

Snart vil det blive muligt for os at få indopereret en svinenyre eller et svinehjerte. De første forsøg er allerede foretaget. Vi kan dermed muligvis se frem til, at svinet i fremtiden kommer til at fungere som et menneskeligt reservedelslager. Alene af den grund skulle vi måske forsøge at få en lidt mere positiv indstilling til dyret, når vi ikke bare skal leve af det, men måske også snart leve med dets indvolde i vores egen krop. Winston Churchill har banet vejen. Han er citeret for at sige: ”Jeg kan lide svin. Hunde ser op til os. Katte ser ned på os. Svin behandler os som ligemænd.”

Som en slags levende demonstration af Churchills ord er vildsvin i forlængelse af coronapandemien, der har betydet mennesketomme byer, begyndt at invadere storbyer over store dele af verden. I Europa er det især Barcelona og Rom der er hårdt ramt. De har fået smag for vores affald, der somme tider får lov at ligge længe på gaderne og i gårdene; ja, der er sågar vildsvin, der hugger folks tasker og indkøbsposer eller tager sig en svømmetur i swimmingpoolen, ligesom de er til stor gene for trafikken.

Når vi sætter lighedstegn mellem det ’at være et svin’ og at være beskidt, har det sin forklaring i, at det altædende svin roder rundt i skarnet med sin tryne eller vælter sig i mudderet for at regulere sin kropstemperatur. Alt, hvad vi ikke bryder os om, og som anfægter vores normer, kan vi opfatte som svinsk. Vi kan også betegne vores modstandere eller dem, vi ikke kan lide, som svin. Blandt rockere og i visse venstreradikale miljøer er ’svinene’ således blevet en stående betegnelse for politiet.

’Den indre svinehund’ er blevet et fast udtryk, som betegner vores mindre flatterende sider, som vi skjuler bag en pæn facade. Svinehunden er oprindeligt en hund, der blev dresseret til vildsvinejagt, men det er formentlig ikke hunden, ’menneskets bedste ven’, men forstavelsen ’svine-’, der har gjort svinehunden velegnet til bærer af ordets overførte betydning. En ’svinepels’ stiller i modsætning til personen med den indre svinehund gerne sine grimme sider offentligt til skue.

George Orwells roman ”Kammerat Napoleon” (”Animal Farm”) skildrer et diktatur, der udvikler sig blandt husdyrene på en bondegård, efter at de har jaget bonden på porten for at opnå frihed og bedre vilkår. Her er det karakteristisk nok grisen Napoleon, der opfører sig svinagtigt og dominerer de andre dyr med sin ’newspeak’. ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre”.

Det er dog ikke altid, at grisen optræder som en negativ figur i den kollektive bevidsthed og i litteraturen; især de små griseunger opfattes af mange som nuttede. En ’kælegris’ er både navnet på en lille gris, som man kan have som kæledyr på linje med en hund, men i overført betydning bruges det også om et kælebarn. I A. A. Milnes verdensberømte børnebøger om Peter Plys består persongalleriet af drengen Jakobs legedyr. Hovedpersonen er plysbjørnen Peter. Den trofaste og omsorgsfulde Grisling, en lille ængstelig gris, spiller en central rolle som Peters bedste ven.

En so føder normalt mellem 10 og 12 pattegrise, og drægtighedsperioden er kun på kun 16-17 uger. Dertil kommer, at grise allerede bliver kønsmodne efter 4-6 måneder. Grisens store formeringsevne og det forhold, at soen somme tider kan æde sine egne smågrise, der vejer mindre end en hundrededel af den selv, har givet den oprejsning i mytologien ved at lade den tjene som billede på frugtbarhed og på livets cyklus. Den er i ældre kulturer over hele jorden knyttet til naturguddommen Den Store Moder.

I oldtidens Grækenland blev smågrise levende begravet i jorden ligesom sædekornet som et offer til høstens gudinde Demeter. Ved de eleusinske mysterier ærede man Demeter og hendes datter Persefone ved at ofre grise til dem. Der er bevaret afbildninger af Demeter, der vugger en gris i sine arme. Den egyptiske himmelgudinde Nut blev somme tider afbildet som en gris, der ved dagens komme æder sit afkom i form af himlens stjerner, og som føder dem på ny, når natten falder på.

Svinets frugtbarhed, der har givet den status i frugtbarhedsreligionerne, har omvendt bidraget til, at den er blevet nedvurderet i de senere patriarkalske og monoteistiske kulturer. I jødedommen og i islam er der forbud mod at spise svinekød, og i den kristne kultur er den også blevet anset som et urent dyr, fordi den blev associeret med vellyst (luxuria), som var en af middelalderkirkens syv dødssynder. Seksuelle handlinger, især de mere opfindsomme, er blevet betragtet som svinske, ligesom talrige slangudtryk forbinder svinet med sex, f.eks. når manden ’dypper svinet’ eller ’sviner dyret til’, når han har samleje. De negative konnotationer i udtrykkene og den kvindeforagt, de er udtryk for, siger noget om, hvor tabubelagt seksualiteten er i vores kristne kultur, og at manden befrir sig fra skylden ved at bryde tabuet gennem projektion på kvinden ligesom i paradismyten om æblerovet.

I den nordiske folklore optræder der talrige svin i lokale sagn. Svinenes tilsynekomst er i langt de fleste tilfælde et dårligt varsel. F.eks. berettes det, at en mand på Gillelejeegnen flere gange så Fanden selv iført høj hat og i selskab med ni sorte svin. Synet varslede ulykke, hvad der ikke kan undre. Gravsoen, som der er beretninger om i Danmark og Sverige efter reformationen, er et spøgelsesdyr, som optræder på kirkegårde. Den har gloende øjne, stride børster og en knivskarp ryg og er et dødsvarsel. Ifølge en af traditionerne er det børn, der var født uden for ægteskabet, og som var blevet ombragt af moderen, der går igen.

I den nordiske mytologi fra hedensk tid optræder der også flere svin, hvis kvaliteter associerer til dyrets formeringsevne og dets instinktforbundethed. Her er værdisætningen mere positiv. Et af svinene er Gyldenbørste, som er knyttet til Frej, der er gud for frugtbarhed og høst. Gyldenbørste har fået sit navn, fordi den skinner som guld og dermed lyser om natten. Frej kan ride på Gyldenbørste både over land og vand hurtigere end på nogen hest. Ved at være i kontakt med instinkterne og driftslivet, bliver man hurtig og livfuld, og følelserne får mulighed for at blomstre (vandet). Frejs søster, Freja, var frugtbarheds- og kærlighedsgudinde, og den vigtigste kvindelige guddom i Norden. Også hun har svinet som attribut, og hendes tilnavn er Sýr (So), der knytter an til frugtbarheden. Det fortælles i et norrønt digt, at hun rider på galten Hildisvin.

En anden berømt gris i den nordiske mytologi er Særimner, der bliver slagtet og kogt hver dag for at skaffe føde til alle de krigere, der er faldet i kamp, og som befinder sig i borgen Valhal. Valhal ligger i Asgård, der er gudernes hjemsted. Her kæmper krigerne hver dag mand mod mand, indtil alle er fældet, hvorefter de vågner op og ved frokosttid vender hjem til Valhal og fortærer Særimner. Særimner lever op igen hver aften, ligesom krigerne lever op efter slaget, og er grydeklar igen næste dag. Det er lidt pudsigt, at alle de tre nævnte svin, der er associeret til frugtbarhed og overskud, er galte, dvs. kastrerede orner eller hangrise.

I den antikke græske verden kender vi svinet fra ”Odysseen”, som beskriver helten Odysseus’ ti år lange hjemrejse fra kampen ved Troja til hjemmet på Ithaka. Da han og hans mænd lander på troldkvinden Kirkes ø, forvandler hun hans mænd til svin og gør ham til sin elsker og føder ham tre børn. Det er Odysseus’ seksuelle lyst, symboliseret ved svinene, der fører ham på afveje og forhaler hans hjemrejse til hustruen Penelope med et år. Det er den samme seksuelle symbolik, omend mere diskret, vi finder i H. C. Andersens kunsteventyr ”Svinedrengen”, hvor det er i svinestien, at svinedrengen (der i virkeligheden er en forklædt prins) kysser prinsessen. I den kristne lignelse om Den fortabte søn, der slår sig løs langt fra hjemmet, ender han også blandt svinene, inden han angrer og vender hjem til sin faders gård.

I det amerikanske folkeeventyr om ”De tre små grise”, som er blevet verdenskendt gennem Walt Disneys forarbejdning, optræder der tre unge brødre, fremstillet som grise, som af deres utilstrækkelige mor bliver sendt ud i verden for at søge lykken. Der er nu ikke megen lykke på deres vej. De bygger hver sin bolig for at beskytte sig mod den stygge ulv, der elsker grisekød. Den første gris bygger sit hus af strå, den anden sit hus af brædder, men ingen af husene kan modstå ulven. Den tredje gris bliver klar over, at der skal et kraftigere forsvar til, så han bygger omhyggeligt sit hus af mursten, hvor det lykkes ham at forskanse sig mod ulven.

I bogen ”The Matrix and Meaning of Character” bruger forfatterne eventyret som et billede på en tvangspræget karakterstruktur, som har brug for et kraftigt værn mod det, som ulven repræsenterer, nemlig kroppen, affekterne og aggressionen. Forskansningen i et liv helliget hårdt arbejde og disciplin og det at være ude af stand til at bruge aggressionen i jegets tjeneste er karakteristisk for den tvangsprægede karakterstruktur. Følelseslivet er tørret ind som det fugtige ler, der bliver brændt til mursten, og den matematiske præcision, som stenene bliver lagt med, understreger det regelrette og uspontane i karakteren.

Når eventyret bruger grise som billede på en tvangspræget udvikling, harmonerer det ikke umiddelbart med den frugtbarhedssymbolik, vi har set tidligere. Måske kan det være grisen i dens egenskab af domesticeret (husdyr) i modsætning til de vilde dyr, der har gjort, at grisen fungerer som symbol i dette eventyr.

Også i drømme kan svin symbolisere seksualitet, men de kan også i en mere omfattende forstand stå for kontakt til instinkterne. En yngre mand, der levede meget i sit hoved, plaget af tvangstanker, opsøgte en analytiker for at få behandlet en samtidig depression og en oplevelse af mangel på mening og livsglæde. I sin initialdrøm, som han har med til den første analysetime, drømmer han, at der er en jagerpilot, der bliver skudt ned fra stor højde og lander midt i en svinesti uden skrammer. Grisene øffer glade omkring ham, og han ender faktisk med at have det helt godt med at være, hvor han er. For mennesker, der lever meget i deres hoved, er det godt at stige ned fra højderne og komme i kontakt med kroppen og instinkterne.

Ja, det er et svineheld, når det lykkes.

Kildefortegnelse:

www.denstoredanske.lex.dk
www.natmus.dk
www.naturhistoriskmuseum.dk
www.ksla.se/wp-content/uploads/2013/03/Svinet_5.pdf (om svinet i nordisk folklore)

”The Book of Symbols” ved Ami Ronnberg m.fl. (Taschen 2010)
Bæksted, Anders: ”Guder og helte i Norden” (Politiken 1965)
Funder, Lise: ”Motiver og symboler i europæisk kunst” (Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck 2004)
”The Matrix and Meaning of Character” ved Nancy J. Dougherty m.fl. (Routledge 2007)
Politikens slangordbog ved Søren Anker-Møller m.fl. (Politiken 1983)

© Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og medredaktør på jungforalle.dk 2021