Sult, kunst og transcendens på Louisiana

(1893-1943) En oplevelse på kunstmuseet Louisiana foråret 2024

Af Hanne Urhøj, Jungiansk analytiker.

En god ven inviterede mig tidligere på året på både frokost og en udstilling med Soutines værker på Louisiana. Jeg kendte ikke til Soutine, men Louisianas præsentation af kunstneren lød spændende.

”Eksplosioner af farve. Flammende penselstrøg. Svimlende perspektiver. Maleri, der vibrerer mellem nådesløs forvrængning og inderlig følsomhed. Louisiana præsenterer nu den første udstilling i Nordeuropa nogensinde med Chaïm Soutine, en af Pariserskolens førende og mest særprægede ekspressionister.” 

Efter en udsøgt frokost stod vi så foran malerier, der er malet af en kunstner, som voksede op i Belarus under meget fattige kår. Det indgår i biografien om Soutine, at han voksede op med fattigdom og . Et tema som tydeligt skinner igennem på mange af hans værker, blandt andet på et af udstillingens første, hvor tre sild er serveret med to gafler, der lægger sig omkring tallerkenen som udmagrede hænder. Man aner, hvad Soutine på overraskende vis serverer for beskuerens sultne blik.

Mens sult ud fra et sociologisk perspektiv hænger sammen med social uro, så er sult også et psykologisk tema, som – tænker jeg – let kan blive overset i vores vestlige kultur hvor for meget mad er en meget større udfordring end for lidt mad. Hvad ved vi i det rige Vesten om sult? Og hvordan forholder vi os til sult i almindelighed og psykoterapeutisk i særdeleshed?

Min teoretiske baggrund for mine psykologiske refleksioner om sult har først og fremmest rod i Melanie Kleins tekst Envy and Gratitude. En tekst, hvor Klein skriver om spædbarnets meget tidlige oplevelser med mors bryst, der af spædbarnet kan opleves som enten et nærende bryst fuld af varm mælk eller det modsatte: et bryst, som er tomt. Eller begge dele. Pointen i Kleins teori er, at barnets psykiske strukturer dannes simultant med morens kapacitet til at både at nære barnet med sit fyldte bryst og berolige barnet hvis brystet er tømt før barnet er mæt eller i situationen hvor moren flytter det endnu sultne barn fra det tømte til fyldte bryst. Barnet – som både bliver næret og beroliget, når indre spændinger, på grund af sulten, gør barnet fuldstændigt afmægtigt – udvikler i højere grad en taknemmelighedsstruktur end barnet, der hverken bliver mæt eller beroliget, når sulten nager. Det sultne, ikke beroligede barn udvikler omvendt, siger Klein, en misundelsesstruktur.

Jeg synes, at Kleins teori er genial, og at den har en fantastisk forklaringskraft på, hvordan 'det misundelige menneske' på et meget tidligt stadie i livet kan have været belastet af mangel på næring og beroligelse, når afmagten sendte spædbarnet i fortabelse.

Tilbage til Soutine. Jeg blev meget grebet af både værk og kunstner og har siden udstillingen været optaget af ideen om at skrive en tekst, om de tanker udstillingen har givet anledning til hos mig selv.

Det, som virkelig tog mig, mens jeg vandrede fra det ene maleri til det næste, var fornemmelsen af , der som en transcenderende (individuerende) kraft, trækker både maling, penselstrøg og motiver i mere og mere skævvredne retninger. Her får man virkelig en oplevelse af det, C.G. Jung kalder .

Jeg blev ikke bare grebet, jeg blev oprevet. Og det var voldsomt. Jeg tænkte på Jung, der fortæller om, hvordan han – da han skriver Den Røde Bog – lader sig synke ned i det ubevidste – og selv oplever, at han er i fare for at synke ned i psykosen. Og jeg anede psykosen ikke bare under overfladen men på hele fladen i den første serie af malerier, som Soutine maler i Cagnes sur Mer.

Os så. Pludseligt i en ny serie af malerier samles det opløste i motiver, der på forskellig måde fokuserer på mad og spisning. Jeg oplever det som om Soutine har malet sig ud af fortabelsen, og som om, der er kommet samling på . Jeg falder til ro!

På udstillingen blev jeg også grebet af Soutines viljestyrke, som den er beskrevet i biografien. Han ville male, selvom familien havde andre planer med ham. Koste hvad det ville. Og han kom på malerskole og blev maler, og han malede billeder. I en lang periode havde han ikke noget salg af betydning. Det fik han dog på et tidspunkt, hvor en kunsthandler, til en god pris, købte et stort antal af hans malerier. Der blev skrevet om malerierne. Og så kom der brød på bordet.

Og nu kommer jeg til det, som jeg så gerne vil udtrykke med denne lille tekst. Det handler om libidoens kraft. Og libidoens drivkraft på at transcendere det, som står i vejen for psykens helhed og balance. Altså at få den transcendente funktion til at virke.

I tilfældet Soutine kunne det være en tidlig sult, som har forstyrret grundstrukturen. En forstyrrelse, som kommer meget stærkt til udtryk i de malerier, han maler i Cagnes sur Mer, Her bliver byen, der kan ses som billede på Selvet mere og mere skævvreden i en serie af malerier. Og det spørgsmål, der bliver ved og ved med at dukke op er, om indtjeningen (det store salg) kommer efter han gennem Cagnes sur Mer serien har transcenderet noget – en tidlig sult? – som jeg antager har forstyrret Soutines psykiske grundstruktur. Og i forlængelse af den antagelse, bliver det oplagt, at han resten af livet opretholder psykens ro og balance med de efterfølgende malerier, der i vidt omfang fokuserer på mad og kød.

Jeg tog hjem fra en oplevelsesrig eftermiddag med en tanke om at  Soutines liv og arbejde er en hyldest til libidoens kraft, den transcendente funktion og kapaciteten til at komme til centeret for derfra at kunne få en ny begyndelse.

Litteratur:
Klein, Melanie: Envy and Gratitude : A Study of Unconscious Sources. Routledge, 2013 (1. edt. 1957)

©Hanne Urhøj, April 2024 -.