Pan – mellem Power og Panik

Med udgangspunkt i redaktionens brainstorm over det, som nu sker med Corona-smittespredning i Danmark og verden, har Thomas Nordby skrevet denne artikel. Redaktionen består af Hanne Urhøj, Kristine Gazel og Thomas Nordby.

Covid-19 der er det lægefaglige navn for den sygdom der er fremkaldt af Coronavirus, lyder som noget der hører til i ”en fjern, fjern galakse for meget længe siden”. Indtrykket bliver forstærket af billederne af sundhedsfagligt personale iført noget der ligner rumdragter. Den aktuelle pandemi har givet anledning til panik over hele verden. Og panik har det med at smitte ligesom Coronavirus. Men hvad er panik egentlig for en størrelse? Hvor kommer den fra, og hvilken rolle spiller den i den psykiske husholdning? Kan den ligefrem også have en positiv funktion i en kritisk situation? Det er selvfølgelig mest oplagt at tænke på de problemer panikken volder, når den får os til at handle uhensigtsmæssigt så situationen går helt ud af kontrol. Man kan omvendt også hævde at det der er så skræmmende og får os til gå i panik under den aktuelle pandemi, er at vi oplever at miste kontrollen over vores liv og hverdag. Så hvad kommer først, kontroltabet eller panikken?

For at besvare de spørgsmål der rejser sig, vil jeg starte med at se på oprindelsen til ordet ‘panik’. Det fører os til den græske mytologi, og så er vi jo som jungianere på hjemmebane. Ordene ‘panik’ og ‘panisk’ er afledt af navnet på den græske guddom Pan. Pan har rødder i en upersonlig naturguddom der siges at herske over dyrene. Han er kendt fra mange kulturkredse der er meget ældre end den klassiske græske kultur. Hos grækerne antog han en mere personlig karakter selv om han med sine dyriske træk ikke kunne måle sig med Olympens mere ophøjede og menneskelignende guder. Pan har sine græske rødder i hyrdelandskabet Arkadien på Peloponnes. Han er hyrdernes gud der har taget skikkelse efter deres dyr. Den alt for tidligt afdøde jungianske analytiker Karsten Sejr Jensen har skrevet en meget spændende artikel om Pan (jf. litteraturlisten) som jeg trækker på i det følgende hvad angår det mytologiske.

Der findes mange fortællinger om Pans herkomst, men i en af de mest udbredte myter har han Hermes som far og skovnymfen Driope som mor. Sin naturforbundethed har han fra moderen, mens den falliske side stammer fra faderen. En herme var en stenpille som var opstillet ved vejene med Hermes’ hoved anbragt på toppen. Stelen kunne have form som en fallos eller kunne være udstyret med falliske attributter. Når der var opstillet hermer langs vejene, var det for at lede de rejsende på rette vej. Hermes var nemlig vejenes, de rejsendes og de handlendes gud. Hermes var også selv en rejsende; han var gudernes budbringer. Han er en formidler mellem forskellige verdener og rummer mange modsætninger i sig.

Det fortælles at Driope da hun så sin lille søn Pan med lange, spidse ører og udstyret med horn og klove som en buk, rædselsslagen flygtede fra ham. Som en følge heraf var det Hermes der måtte tage sig af ham. Det var således også ham der præsenterede den lille Pan, svøbt i et hareskind, for Olympens guder. De fik sig en god latter ved synet, men tog godt imod ham, ikke mindst vinguden Dionysos hvis offerdyr var gedebukken hvad der gjorde ham fortrolig med Pans dyriske energi.

Som halvt menneske, halvt dyr bliver Pan et symbol på vores naturgrundlag som menneske. Han er fremstillet med en umættelig seksualitet, men da han er opvokset uden kontakt med det moderlige, er han ude af stand til at indleve sig i kvinder. Tværtimod får hans kontakt med det kvindelige ofte et aggressivt udtryk som følge af den basale oplevelse af at være forkastet af moderen. Det giver sig udslag i at han voldtager talrige nymfer. På den ene side repræsenterer Pan altså energi og kraft og qua sin potens en mægtig evne til befrugtning, men på den anden side også en destruktivitet der ikke levner plads til den sjælelige eller erotiske forbundethed kønnene imellem, det som guden Eros repræsenterer.

Som følge af Pans manglende evne til at knytte dybe kontakter er han ofte alene. Det fortælles at han efterstræbte nymfen Syrinx som flygtede fra ham og under flugten blev forvandlet til et siv. Det udsendte en klagende lyd da Pan greb ud efter det. I mangel af bedre skar han sig en fløjte af sivet. Han spiller på sin Panfløjte til Dionysos’ fester og er således med til at fremkalde ekstase hos deltagerne. Ekstase er i sit udgangspunkt et græsk ord og betyder oprindeligt ‘at være ude af sig selv’. Deltagerne får i Pans selskab kontakt med deres egen dyriske vildskab, og det kan være så angstvækkende at de enten flygter fra ham, eller han selv løber skrigende bort. I kollektive sammenhænge hvor deltagerne kommer i ekstase, opstår der meget let en følelsesmæssig smitte; panikken breder sig med andre ord. Panikken var specielt knyttet til middagsstunden som er det tidspunkt på dagen hvor solen står højest på himlen, og hvor vores skygge derfor næsten er forsvundet. Det er også det tidspunkt på dagen hvor vi let bliver overophedede. Skyggen blev forbundet med sjælen, og når sjælen er ude af kroppen, er man særlig udsat for at Pan overtager dens plads.

Den romerske forfatter Plutarch der levede på overgangen mellem det første og andet århundrede efter vor tidsregning, fortæller historien om Pans død. Da Ephitherses er på vej i sit skib over havet, hører han inde fra land en stemme der råber: ”Den store Pan er død”, og han bliver påbudt at bringe budskabet videre. Da han kommer til øen Palodes, råber han derfor fra skibets agterstavn at ”den store Pan er død”. Det fremkalder et jammerråb inde fra øen. Karsten Sejr udlægger det sådan at naturen ved Pans død har mistet sin sjæl, og mennesket har dermed samtidig mistet sin natursjæl der giver adgang til dets drifts- og instinktsider.

Den store Pans død varsler den forandring af Panskikkelsen i europæisk idé- og religionshistorie der for alvor slår igennem da kristendommen bliver romersk statsreligion. Satan eller Djævelen bliver tidligt i kristendommens historie fremstillet billedligt i Pans skikkelse med horn og bukkefødder. Hvor Pan i den græske mytologi er en gud der rummer både meget positive og meget negative aspekter, bliver Pan-skikkelsen med kristendommen en entydig destruktiv kraft. Det får til følge at seksualiteten bliver dæmoniseret; kærligheden bliver med andre ord aseksuel og af åndelig karakter, i sin reneste form vendt mod Gud. De kræfter der i Pans skikkelse i den græske tankeverden kunne rummes i det samme væsen, bliver nu opdelt som vi ser det i modsætningsparret Satan over for Gud, mest slående i hans inkarnation som den lidende Kristus. Satan er en falden engel, dvs. han er blevet kastet ned fra Himmelen i modsætning til Pan der omvendt blev vel modtaget blandt guderne på Olympens top. Billedet af den faldne engel over for den opstigende gud bliver et markant billede på den værdiomskrivning der finder sted på overgangen fra antikken til middelalderen. Den samme adskillelse mellem det åndelige og det jordiske med tilhørende forskellig værditilskrivelse ser vi i den mandlige psykologis kvindebillede med spaltningen i den sanselige kvinde, ‘luderen’, over for den ubesmittede jomfru, Madonna.

Denne spaltning mellem det åndelige og det sanselige har haft katastrofale konsekvenser i vores kultur på to måder. På den ene side har vi mistet meget af kontakten med vores instinktmæssige side, vores eget naturgrundlag, som er forudsætningen for vores vitalitet. På den anden side har vi mistet oplevelsen af at naturen omkring os er levende og har en sjæl. I gamle dage havde man et ord for det når man talte om Moder Jord, et udtryk der nu er ved at få en renæssance i økologiske og spirituelle bevægelser. Den manglende kontakt med vores naturgrundlag er baggrunden for den økologiske katastrofe som vi befinder os i aktuelt, i vores højteknologiske kultur der er præget af frådseri med klodens begrænsede ressourcer. Vores befolkningstætte millionbyer med udbredte slumkvarterer mange steder på jorden, vores animalske fødevareindustri der sætter masseproduktion over dyrevelfærd, og vores omfattende globale rejseaktivitet er alt sammen forudsætningen for at coronavirus får gode betingelser for at opstå og for at blive spredt globalt på så kort tid som tilfældet er.

Den panik vi kan føle lige nu, er forbundet med amygdala eller krybdyrhjernen, den del af hjernen der hører til en tidlig fase af den biologiske evolution. Når vores verden afgørende ændrer sig, mister vi kontrollen, og så føler vi os truet på eksistensen. Det handler om at overlevelseskræfter bliver vakt på et instinktniveau; det er det der aktuelt får os til at møde op i lægens konsultation selv om vi er blevet indskærpet at blive hjemme og ringe først for ikke at smitte andre, eller til at hamstre i butikkerne.

Det dyriske instinktberedskab kan være uundværligt for os i krisesituationer og var absolut livsnødvendigt for de første mennesker på jorden der konstant levede et udsat liv i naturen og var tvunget til hurtigt at kunne tage kampen op eller flygte, men i dag lever vi så tæt på hinanden og er så gensidigt afhængige at vi er nødt til at sætte ind med bevidstheden over for vores instinktreaktioner. Vi må handle rationelt og socialt, ikke blot over for vores nærmeste, for at overleve som art på længere sigt. Panikken kan dog i udgangspunktet stadig være positiv så længe den ikke bliver kronisk, for den kan udløse energi der også kan bruges til at handle rationelt, og den kan i bedste fald blive et wake-up-call så vi med den rationelle hjernefunktion indser at det bliver vores arts undergang hvis vi ikke tager vores naturgrundlag mere alvorligt, også når coronakrisen engang er ovre.

Litteratur:

Leo Hjortsø: Græsk mytologi (Gyldendal, 1960)
Eigil Nyborg: ”Drømmenes vej til selvet” (Tiderne skifter, 1986)
Karsten Sejr Jensen: ”Pan – naturens mandlige arketype og C. G. Jungs forhold til Pan”. I: ”Symbol, analyse, virkelighed” (Lindhardt og Ringhof, 2001)

Billedmateriale:
Herma of Demosthenes from the Athenian Agora, work by Polyeuktos, c. 280 BC, Glyptothek Munchen.
Statue af Afrodite, Pan og Eros.
Goya: Heksesabbaten (El aquelarre) 1797-1798

© Thomas Nordby, 2020, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og medlem af redaktionsgruppen på jungforalle.dk