af Thomas Nordby, cand. phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og medredaktør på Jungforalle.dk
© Thomas Nordby 2023

Den franske forfatter og filosof Albert Camus skriver i sin bog 'Sisyfosmyten' at der findes kun én alvorlig filosofisk problemstilling, nemlig om vi skal vælge livet eller selvmordet. At afgøre om livet er værd at leve eller ikke, er filosofiens væsentligste spørgsmål.

En af de mest usympatiske og gådefulde personer i det naturalistiske dramas persongalleri er Henrik Ibsens titelperson Hedda Gabler. Hun vælger selvmordet som udvej i fjerde og sidste akt af dramaet efter at have destrueret sin tidligere tilbeder Eilert Løvborgs besjælede manuskript og forårsaget hans død.

Både Hedda og Eilert dør af et skud, hver med en af Heddas to pistoler som vi får præsenteret i starten af stykket, og som knytter hende til hendes afdøde far, general Gabler. Det er muligvis de pistoler der har inspireret den russiske dramatiker Anton Tjekhov til at sige at man ikke skal bruge unødvendige rekvisitter i en historie. Hvis der dukker en pistol op i fortællingen, skal den affyres på et tidspunkt.

Ved deres sidste møde har Hedda givet Eilert den ene af pistolerne med en uudtalt opfordring til ham om heltemodigt at gøre det af med sit eget liv som et kærlighedspant. Heddas farkompleks, karakteriseret ved faderens pistoler som han har givet sin datter i arv, ødelægger således både hende selv i skikkelse af en iskold Animus, og den fordums bejler der i modsætning til hendes tørre og småborgerlige ægtemand kunne have forløst hende med sin Eros.

I 'Et dukkehjem' pegede Ibsen godt ti år tidligere på en anden udvej for sin hovedperson, Nora, der også var kørt fast i livet. Nora valgte i stedet at bryde op fra et ægteskab med sin Helmer der i en afgørende, kritisk situation viste sig at være mere styret af hensynet til de borgerlige konventioner og sin karriere end af kærligheden. Hendes valg bestod i at kaste sig ud i en usikker fremtid for at finde sig selv og leve et autentisk liv til trods for de meget begrænsede sociale muligheder som dengang stod til rådighed for en kvinde der havde forladt mand og børn.

'Et dukkehjem' var en så stor provokation i samtiden at Ibsen i den tyske teaterversion måtte lade Nora blive hos Helmer. Stykket er i sin første version således et værk der peger frem mod vores tid hvor et mere differentieret kvindebillede er under udvikling, og hvor kvinders sociale muligheder tilsvarende er blevet udvidet.

Hvad kan vi som mennesker stille op mod den livsfornægtelse som den egoistiske og intrigante Hedda repræsenterer i modsætning til Nora? Hvad kan vi lære af hende ved at spejle os i hende når vi i dag læser stykket eller ser det spillet på scenen? Det giver den norske forfatter Jan Kjærstad et spændende bud på i sin roman 'En tid til at leve' (2021).

I 'En tid til at leve' møder vi tolv personer der alle er til stede under premieren på en nyopsætning af Hedda Gabler på Nationalteatret i Oslo, to af dem som skuespillere, resten i rollen som tilskuere. Elleve af dem har hver sit kapitel der fortæller deres forhistorie og deres oplevelser på premieredagen.

Den tolvte, skuespilleren Hedda Christine Foss, der spiller sin navnesøster Hedda Gabler i forestillingen, får fortalt sin historie som selvstændig afslutning på hvert af de elleve kapitler. Hovedrolleindehaverens fortløbende fortælling bygger op til den dramatiske, alternative afslutning på teaterforestillingen som vi gradvist får stillet i udsigt som læsere. Der er således også lidt af en thriller i romanen.

Hvor Hedda Gabler på en meget definitiv og destruktiv måde demonstrerer Løgstrups credo i værket 'Den etiske fordring' om at ”den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd”, viser Kjærstads roman os det samme, men i en livsbekræftende variant hvor flere af personerne træffer nogle livsændrende valg for sig selv og samtidig kommer til at gribe positivt ind i en eller flere af de andres liv.

De har blot reageret som hverdagens små helte med indlevelse og empati og et kort øjeblik åbnet sig for et medmenneske og gjort den lille forskel der bevirker at den anden får en hånd i ryggen i en svær situation eller får et nyt perspektiv på sit udsatte liv.

Også nadverfortællingen fra Det nye testamente fungerer som resonansbund i teologen Kjærstads roman. Ligesom Jesus fik afgørende indflydelse på livet hos de tolv apostle der var samlet med ham til den sidste nadver, således får spejlpersonen Hedda Gabler, 'den trettende tilstedeværende', en afgørende indflydelse på de ti tilskuere og to skuespilleres liv. Nadverfortællingen og Kjærstads roman har det til fælles at en eller noget må dø for at de andre kan få nyt liv. Hedda Gabler er med sin følelseskulde og afstumpethed vrængbilledet på Jesus' kærlighed.

Persongalleriet i romanen er broget og tegner et bredt udsnit af den norske befolkning, for der optræder også nogen der er blevet 'trukket med' til aftenens forestilling, og som ikke er vant til at befinde sig i finkulturens højborg.

Vi møder først den unge gymnasielærer Eystein der er i teatret med sin klasse som lige har gennemgået 'Hedda Gabler'. Han frygter at blive ramt af en #Mee Too skandale fordi han efter undervisningen har kysset en af sine elever i nakken mens hun sad alene i musiklokalet og spillede på flygelet. Også Hedda Gabler spiller piano, men hvor Hedda hamrer tangenterne i bund til en vild dansemelodi lige før hun tager sit eget liv, spiller den unge pige følsomt og med en sådan naturlighed at hun i situationen bliver uimodståelig for sin lærer som igennem et stykke tid har været fascineret af hende.

Eystein tænker i teatret at han bliver nødt til at tale med hende efter sit fejltrin, men i en pause under forestillingen er det hende der opsøger ham og siger at han ikke burde have gjort hvad han gjorde. ”Du er en alt for god lærer til at gøre sådan noget.” Og så tilføjer hun at hun ikke har fortalt det til nogen, og at hun heller ikke vil gøre det. ”Samtidig griber hun hans hånd, som om de er to diplomater, der har fået løst en ualmindelig speget sag efter lange forhandlinger.” Hendes måde at sætte Eystein på plads bekræfter ham i hans tidligere opfattelse af hende som sart, men samtidig stærk.

I teatret møder vi også den godt fyrreårige, seriøse forfatter Felix der skriver smalle, anerkendte bøger, men som aldrig er slået igennem til et større publikum. Han har tidligere haft et forhold til skuespilleren Hedda, men forlod hende fordi han til trods for sin betagelse af hende i længden fandt hende overfladisk, og fordi det højspændte forhold gik ud over hans arbejde.

Nu er han i teatret fordi han er gået i stå i sin nye roman. ”Måske hjælper det at se hende, tænker han. Se Hedda spille Hedda.” Og han undres da hun træder frem på scenen, for Hedda strutter af selvtillid; hun er ikke længere den usikre kvinde hun var engang, under den strålende overflade. Og med det skift i sin indstilling kommer han til at tænke på at det faktisk var hende der i sin tid satte ham i gang med den bog han skriver på nu.

Blandt teatergæsterne optræder også den snart trediveårige influencer Stine. Hun har under et hjemmeinterview med skuespilleren Henrik Adler forført ham i hans ægteseng. Han bor sammen med Hedda Foss og spiller rollen i forestillingen som assessor Brack der er husven i Hedda Gablers hjem. Den moderne trekantshistorie spejler således den gamle. Sex er både et middel til at opnå magt og indflydelse, ligesom magt er et middel til at skaffe sig sex. Stine er i teatret for at skaffe mere stof om Henrik til sin blog. Og det får hun i den grad!

Vi møder også den unge forsker Merete der skriver på en afhandling om Ibsens stykke, og som har lukket alt andet ude i sit liv. Hun har bestilt en plads til forestillingen fra USA hvor hun har forelæst om Ibsen, men i sidste øjeblik beslutter hun sig til at vælge Hedda Gabler fra og blive i USA for at give en gammel kærlighed en chance. Hendes plads i salen vækker flere af de andres opmærksomhed. Hvem skulle have siddet på den tomme plads? Også den tomme plads rummer en skæbne om Eros og om moderne kvinders større muligheder for at vælge til og fra.

En af de andre personer er den usikre, treogtyveårige Rakel som er i teatret sammen med sin far der har været knuget af sorg siden sin kones død. Rakel der længe har været bekymret for sin far, rejser sig midt under forestillingen i protest mod Hedda Gabler og den norske mentalitet med materialismen i højsædet og råber ”Den bog er guld værd” om Eilert Løvborgs manuskript. Det der rummer hjerteblod, trumfer Heddas livslede.

Rakels aktion gør indtryk på flere af de øvrige personer i salen, og også skuespillerne på scenen mister et øjeblik koncentrationen selv om ikke alle hører præcis hvad det er Rakel siger. Den det gør mest indtryk på, er den sorgramte Frans på 53 der har mistet sin datter og dermed meningen med sit liv. Han sidder ved siden af Rakel og protesterer på sin egen lavmælte måde ved at forlade forestillingen i sympati med Rakel og i protest mod den Hedda Gabler der tager sit eget liv i kedsomhed, mens hans elskede datter så uretfærdigt er død uforskyldt. Det smil Rakel sender ham før han går, som om hun kan se hvad der rører sig i ham, er ”et smil der kunne redde dagen for et menneske”.

En vigtig rolle i romanen spiller den unge syriske kvinde Samah der arbejder på et plejehjem og er vant til at aflæse de gamles følelser og behov. Hun har fået en billet til forestillingen af en ældre kvinde på plejehjemmet som har sagt at stykket er en nøgle der kan forandre hele Samahs liv. Samah henvender sig til Frans i foyeren inden forestillingen og spørger ham hvor man købe et program, ikke fordi hun har brug for et, men fordi hun kan se at han er ensom og nedtrykt. Hun kommenterer også hans kamelmønstrede slips for at holde kontakten.

Der er noget der binder os sammen på tværs af afstande. Selv om vi kan føle at vi befinder os i en ørken, er der selv dér mulighed for et møde – også på tværs af kulturer. Ja, det vi mennesker har til fælles, fylder mere end det der adskiller os, tænker Samah til trods for at hun i modsætning til nordmændene har oplevet krigens altødelæggende rædsler i sit hjemland. Frans oplever ved mødet med Samah at ”der er et eller andet ved hende, en venlighed, noget i hendes blik, der virker opkvikkende på ham”.

Selv er Samah også blevet forandret som hun blev stillet i udsigt af den gamle dame på plejehjemmet. På vej til teatret er hun faldet i snak med en ung nordmand på hendes egen alder som hun på den korte tur har fundet ud af at hun har meget til fælles med. Det er tydeligt at de swinger godt sammen. Han har foreslået at de udveksler telefonnumre da de skilles. Samah finder i smug sin telefon frem efter pausen og ser hans navn og otte cifre på displayet.

Hedda Gabler og hendes provokerende kedsomhed glider ud af Samahs bevidsthed og erstattes af et indre billede af hende selv sammen med den unge mand. ”Jeg kan godt forstå, at så mange spørger, hvor jeg kommer fra, tænker hun, men de burde også spørge, hvor jeg er på vej hen.” Som et credo i romanen trumfer det finale aspekt det kausale ligesom hos Jung i hans opgør med Freud. Fremtiden er ikke bare determineret af vores fortid; vi har også en mulighed for at træffe nye beslutninger.

Endelig møder vi den fyrreårige kritiker Paal Løchen der er alle skuespilleres skræk pga. hans perfide anmeldelser. Han har set særligt frem til denne aften for at kunne slagte Henny der spiller den forsagte Thea Elvsted, Eilert Løvborgs veninde der har reddet ham fra hans alkoholmisbrug og støttet ham i hans kreative proces med hans bog, deres fælles 'barn'. Henny har engang været Paals kæreste, men hun forlod ham pga. hans evige negativitet hvad han aldrig har tilgivet hende.

For ham sker der det helt uventede i løbet af forestillingen at han pludselig overvældes af kærlighed til hende og oplever at hun i virkeligheden er den af skuespillerne der løfter forestillingen til det sublime. I det øjeblik han bøjer sig ned efter sin blyant som han taber på gulvet i slutningen af forestillingen, indtræder den uventede slutning på scenen som han, den årvågne kritiker af alle, dermed går glip af. Den selvoptagede kritiker kan være så optaget af sit eget – hvad enten han er fordømmende eller forgudende og dermed ubalanceret- så han nemt misser pointen i det der foregår omkring ham.

Henrik og Hedda der er blevet forsonet efter Henriks sidespring, har på Henriks initiativ planlagt en alternativ slutning der ligesom i manuskriptet betjener sig af generalens pistoler og er i stykkets ånd ved at føre det destruktive til nye højder. Vendepunktet for Hedda indtræffer da det pludselig går op for hende at Hedda Gabler handler om mennesker der vil have magt over andre. ”Hvorfor skulle jeg lade Henrik få magt over mig? (…) Jeg kan pludselig se galskaben i det hele. Hvad laver jeg her med en ægte pistol i hånden?”

Hun bliver klar over at hun ikke kan bruge pistolen som aftalt, og i sidste øjeblik bryder hun sin og Henriks selvmordspagt og vælger livet til i protest mod Hedda Gablers syge sind. Ingen får ulivssår på scenen, men Henrik Adler – der har samme fornavn som Ibsen – går ikke helt ram forbi. Det er den nulevende forfatters lille svirp til det afdøde koryfæ, Ibsen, der som ældre skiftede Nora ud med Hedda Gabler eller skiftede Eros ud med magt.

At overvinde sin indre selvdestruktive Hedda som Hedda Christine Foss overvinder sin skyggesøster i sidste øjeblik, er den opgave de fleste af personerne bliver stillet overfor i romanen – og den udfordring som de fleste af os læsere også har brug for at tage op i vores eget liv gang på gang. Heldigvis er der tit hjælp at hente hos vores omgivelser hvis vi ellers har blik for det. Vi har brug for relationer for at hjælpe os med at opløse gamle komplekser og overkomme vores selvdestruktive sider.

Megen litteratur har siden modernismens gennembrud skildret og i nogle tilfælde næsten dyrket det destruktive i livet og det livsfornægtende, så man måtte søge til eventyrene og myterne for at finde en livsbekræftende og opløftende udgang på de trængsler som vi mennesker ikke kan undgå at blive udsat for.

Jan Kjærstad har formået at skrive en roman der optimistisk peger på muligheden for udvikling samtidig med at den har blik for det sammensatte i livet og den smerte det også rummer. At se trolden i øjnene eller at give trolden navn som i eventyrene eller konfrontere sig med sin indre dæmoniske skyggesøster, Hedda Gabler, rummer kimen til forløsning.