Kafkas breve fra dukken – om at leve i en fortælling

Paul Austers “

I Paul Austers roman ”The Brooklyn Follies” (”Brooklyn dårskab”) er der en scene midt i romanen, hvor de to hovedpersoner sidder i en bil og diskuterer litteratur. Det er den pensionerede forsikringsagent Nat Glass, der skriver på en bog om ’den menneskelige dårskab’, mens han venter på at dø, og hans nevø Tom Wood, der har vendt en lovende akademisk karriere ryggen for at arbejde i et antikvariat. På bagsædet er Toms niece faldet i søvn. Det er den niårige Lucy, der en dag er dukket op ud af det blå på Toms adresse, og som nægter at tale. Tom og Nat er nu på vej fra New York til Toms stedsøster Pamela i Vermont for at få hende til at tage sig af pigen. Rejsen går dog ikke som planlagt. I stedet bliver det Nat og Tom, der kommer til at tage ansvar for pigen – og samtidig også tage ansvar for sig selv.

Tom fortæller Nat en historie om den fyrreårige fra hans sidste leveår i Berlin, hvortil han er flyttet for at være sammen med den kun halvt så gamle Dora Diamant, som er hans første og eneste kærlighed. En eftermiddag, hvor parret som altid går tur i parken, støder de ind i en lille pige, der græder hjerteskærende. Da Kafka spørger hende, hvad der er i vejen, fortæller pigen ham, at hun har mistet sin dukke. Kafka siger, at dukken er taget af sted på en rejse, men pigen, der er skeptisk, spørger, hvor han ved det fra. Jo, dukken har skrevet et brev til ham og fortalt det, siger Kafka. Pigen er ikke overbevist, så Kafka foreslår hende at komme igen næste dag, så vil han tage dukkens brev med.

Da Kafka og Dora kommer hjem, begynder Kafka straks at skrive et brev fra dukken til den lille pige med samme dedikation, som han lægger for dagen i sit forfatterskab. Næste dag, da Kafka og pigen mødes igen i parken, har han brevet med, som han læser op for pigen. Dukken er ked af, at hun er stukket af, men hun havde behov for at komme lidt væk hjemmefra og møde nye mennesker og opleve verden. Til gengæld lover hun at skrive til pigen hver dag og fortælle om sine oplevelser. Igennem de følgende tre uger møder Kafka hver dag op i parken med et nyt brev fra dukken til den lille pige.

Dukken vokser op, begynder at gå i skole og lærer nye mennesker at kende. Hun giver udtryk for sin store kærlighed til den lille pige, men der er nogle forhold, der gør det umuligt for hende at vende hjem. Kafka begynder hen ad vejen at forberede pigen på, at dukken aldrig vender tilbage. Men hvordan slutte historien? Til sidst fortæller dukken, at hun har mødt en ung mand, som hun er blevet forelsket i, og senere omtaler hun brylluppet og det hus på landet, hvor hun og hendes mand nu lever. I det afsluttende brev tager hun endelig afsked med sin kære ven.

Tom fortæller Nat – eller man kan også sige, at Auster fortæller læseren – hvorfor brevene har kureret den lille pige for hendes ulykke. I stedet for dukken er hun nu blevet udstyret med en fortælling, og når en person er så heldig at leve inde i en fortælling, i en imaginær verden, så forsvinder den fysiske verdens smerte.

Som den gode forældrefigur Kafka er i forhold til pigen, hjælper han hende med hendes på et symbolsk plan. Smerten ved tabet bliver forløst ved imaginationens hjælp. Med dybdepsykologiens termer kan man sige, at Kafkas bliver det , som gør det muligt for den lille pige at leve med tabet af dukken, ligesom når moderen, der forlader sin baby, giver babysitteren sit tørklæde, så barnet kan tåle, at hun forlader det. Der er stadig noget af moderen tilbage hos barnet, når hun går. Som erstatning for den mistede legetøjsdukke får den lille pige gennem brevene på sigt en modig og selvstændig indre figur, der som en kær ven kan trøste hende, når hun er ulykkelig – også når Kafka engang har forladt hende.

Når vi læser historien om Kafka og dukken i ”The Brooklyn Follies”, bliver vi samtidig selv spundet ind i Austers historie om Nat og Tom, hvor Auster hjælper os læsere med at løfte os over de udviklingshæmmende kræfter i os, der får os selv til at grave os ned og gentage fortidens negative tanke- og handlingsmønstre. Ligesom Nat og Tom forvandles i mødet med Lucy, hvor den ene åbning fører den anden med sig i et sindrigt spil af ’tilfældigheder’, ligeså kan vi som læsere få mod til at åbne vores hjerter og arbejde på at bryde ud af fortidens spændetrøje. I den forstand kan litteratur være terapi ved at tilbyde os alternative fortællinger til de livsfornægtende fortællinger, som mange af os har levet i alt for længe.

© Thomas Nordby, cand. phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og medredaktør på Jungforalle.dk, august 2022