Jung og Freud – to forskellige tilgange til drømmearbejdet

Af Thomas Nordby

I denne artikel vil jeg diskutere forskellige dybdepsykologiske principper for drømmetydning. Et vigtigt spørgsmål er hvor megen vægt der bliver lagt på betydningen af den manifeste drøm, dvs. den historie vi kan genfortælle når vi vågner af en drøm, sammenlignet med betydningen af det som Freud med sin forestilling om over-jeget og drømmecensuren kalder de forbudte og skjulte, såkaldt latente drømmetanker der kommer for en dag gennem analysandens frie associationer.

Jung udtaler i modsætning til Freud at meningen med drømmen ligger i den manifeste drøm. Drømmene anså han for at være udtryk for naturprocesser som ikke kunne beskyldes for vilkårlighed eller psykisk manipulation. Når vi ikke umiddelbart forstår en drøm, siger Jung, kan det ganske enkelt skyldes at drømmesproget er os fremmed og ikke er så entydigt som f.eks. det videnskabelige sprog. Alt for mange frie associationer kan ganske vist føre os til drømmerens komplekser, men siger ikke så meget om drømmens ‘budskab’ som kan forstås som det ubevidstes nyttige forsøg på gennem drømmens fortælling at rette op på en for ensidig indstilling hos drømmeren.

Det er i virkeligheden en af de forskelle der som analysand hos først en freudiansk og siden flere jungianske analytikere får mig til at prioritere den jungianske tilgang til drømmene og det jungianske menneskesyn frem for det freudianske selv om fronterne mellem nutidens freudianere og jungianere er mindre skarpe.

En jungiansk analytiker vil også i dag i højere grad end en freudianer tage en drøm for pålydende. Af drømmefortællingen kan vi umiddelbart lige som med en litterær tekst lære noget om os selv som vi ikke vidste i forvejen, og altså ikke bare få bekræftet vores forudgivne antagelser. Freud selv omtalte sin seksualteori som et dogme, og dogmer har det med at blokere for at tænke nyt.

Med udgangspunkt i den franske psykoanalytiker Serge Leclaires arbejde med en mandlig analysands drøm vil jeg forsøge at vise hvordan hans metode fører ham længere og længere væk fra drømmens manifeste indhold. Resultatet bliver gennem spidsfindige tydninger af drømmerens frie associationer og fokus på enkeltelementer i drømmen at han (endnu engang) kan konkludere at drømmeren ubevidst udlever sit Ødipuskompleks i analysetimen i relation til analytikeren. Analytikeren anses i den bagvedliggende teori som stedfortræder for barndommens centrale aktører, primært forældrene.

Når jeg senere præsenterer min tydning af drømmen, gør jeg det med det væsentlige forbehold at jeg ikke kender drømmeren (andet end gennem Leclaires kommentarer), og at en drøm kun bliver rigtig meningsfuld når man kender ham, og motiverne bliver udfoldet i en fælles samtale. Trods det rummer den manifeste drøm jo alligevel en fortælling i sig selv ligesom et eventyr eller en novelle, en historie som jeg mener fortjener at blive taget alvorligt som et selvstændigt sjæleligt fænomen, og ikke bare som materiale til at opspore drømmerens komplekser gennem vilkårlige associationer.

Litterater kan være uenige i tolkningen af en litterær tekst ligesom analytikere kan være uenige om tydningen af en drøm, men af kvalificerede tolkninger må man kræve at de får mange elementer i teksten/drømmen til at tale meningsfuldt sammen (for henholdsvis læseren og drømmeren), ligesom der ikke må være for mange enkeltelementer i teksten der modsiger den overordnede tolkning.

Serge Leclaire, der er en af den franske freudianske analytiker og teoretiker Jacques Lacans mest kendte elever, beretter i artiklen ’Om at lytte’ om arbejdet med en drøm fra en mand der går i analyse hos ham, og som er fortrolig med Freuds grundanskuelser. Drømmen som analysanden fortæller liggende på briksen, lyder således:

‘En indbrudstyv i teatralsk kostume og i en frygtindgydende maskering,
med sorte handsker og en bredbræmmet hat trykket ned i panden, slår
ruden i en kunstforretning ind. Han stjæler et billede, der forestiller
netop den samme scene: en sortklædt indbrudstyv, som slår ruden i en
kunstforretning ind, og tager dette billede med sig. Derefter kaster han
sig ind i en sort bil som starter med et brøl. Fortælleren, som i
drømmen befinder sig i et hjørne, trækker med indstuderet ligegyldighed
langsomt en cigaret frem fra en rød-hvid pakke af mærket Craven A.’

Efter at have refereret drømmen beretter Leclaire indgående om klientens kommentarer og sine egne tavse overvejelser. Det bliver for langt her at gå i dybden med forløbet, men til min brug vil jeg blot fremhæve at Leclaire er optaget af overføringen og finder mange tegn på drømmerens kastrationsangst over for analytikeren der tænkes at kunne gennemskue drømmerens ubevidste ødipale ønsker.

”Når han forsøger at føre mig på vildspor, er det uden tvivl for at tage mig i besiddelse og bruge mig eller måske mere sandsynligt for at neutralisere mig. For han er bange for, hvad jeg kunne sige eller gøre. Nu bevæger jeg mig igen på sikker og kendt grund: hans angst er en kastrationsangst, som melder sig ved genkomsten af bestemte ødipale ønsker.” (s.164).

På et tidspunkt fortæller analysanden a propos drømmens billeder i kunstforretningen at han for nylig har set et billede af Magritte i et kunstgalleri ved navn Iolas. Han siger aggressivt at han havde haft lyst til at købe billedet, men ikke havde råd til det pga. sine udgifter til analysen. For analytikeren bliver navnet Iolas et anagram for Laios, Ødipus’ far, hvorefter han ikke længere er i tvivl om ”de morderiske hensigter hos en potentiel, om end foreløbig slumrende, Ødipus, som vor patient jo (som enhver anden) er.” (s.166).

Den ødipale konflikt dukker op igen senere i analytikerens bevidsthed da klienten erindrer et rejsefoto af en ”vinduesåbning i det rolige kvadratiske massiv af et klokketårn i renæssancekirken i Cravant” (i Nordvestfrankrig) (s.169). Vi er vist alle i vores kultur så freudiansk skolede så vi kan regne ud hvad der er på spil når det falliske tårn mødes med en åbning – også klienten selv. Men analytikeren lader det åbenlyse ligge.

I bynavnet ser analytikeren en forbindelse til cigaretmærket i drømmen: Craven A, men mere interessant finder han forbindelsen til cigaretmærket i klientens bemærkninger om at han var ved at eksplodere af latter – ”que c’etait crevant” – pga. den fordoblede scene i drømmen med billedet i billedet. Latteren aflæses af analytikeren som et angstsymptom, og analytikeren slår til ’i det rette øjeblik’:

”Det klares ved hjælp af to ord: ’à crever’ – råbet, som varsler, at noget skal til at eksplodere. Udtalt som et ekko berører det patienten heftigt og afdækker i et glimt hans hemmeligste ubevidste ønsker om at trænge ind i moderens krop for at lade den ’sprænges’. Den aggressive ophidselse, der for længst er erkendt i sin ligegyldige almene form, bliver ved dette på en mærkelig måde pludselig set som et forsæt om at trænge ind med voldsom kraft og med ødelæggelse som mål, i det rum, som omgiver og skjuler den kostelige, men uopnåelige skat.” (s.169).

Mit mål her er ikke at afvise Leclaires analyse og intervention, men blot at pege på en alternativ tolkning af drømmen som overføringsfænomen hvor jeg i højere grad fokuserer på den manifeste drøm. Den faldt mig ind da jeg efter endt læsning sad tilbage med en oplevelse af at den manifeste drøm i Leclaires analyse bliver skilt i en masse enkeltelementer, og at den syntese der opnås til sidst på baggrund af analysandens mange indfald, ikke har så forfærdelig meget med den manifeste drømmefortælling at gøre.

Analysandens aggression over for analytikeren kan selvfølgelig godt tolkes som en angst for at få afsløret sine hemmelige og forbudte ønsker, men det kunne måske også ses som en reaktion på en analyse der tenderer mod det forudsigelige og skematiske med sine reduktionistiske ødipale fortolkninger.

Det er påfaldende at Leclaire ikke reflekterer over at ordet ’crevant’ ikke blot kan betyde ’eksplosiv’ eller ’bristende’, men også ’dødkedelig’ og ’knusende grinagtig’ (ifølge Gyldendals røde ordbøger, Fr-Da). Det passive drømme-jeg ryger ’Craven A’ mens han iagttager kunsttyven. Måske fordi han keder sig eller finder analytikerens teatralske attitude og hans monomane optagethed af den ødipale konflikt lidt grinagtig.

Men bag den indifferente holdning hos drømmeren opponerer hans ubevidste på et lidt dybere plan mod ’tyvens’ grænseoverskridende (ulovlige) og gentagne ’indbrud i analysanden’. Analytikeren ses som en tyv i natten der gang på gang (billedet i billedet) trænger ind i analysandens ubevidste billedkammer og stjæler hans billeder, dvs. hans drømme, til sine egne formål, altså for at få bekræftet sit freudianske menneskesyn.

Den sortklædte indbrudstyv opererer skjult i mørket og under dække af sin store hat ligesom den fortrinsvis tavse analytiker sidder i skjul i terapilokalet, gemt bag briksen. Analytikerens egen oplevelse af succes med analysen kommer ironisk til udtryk i bilen han kører bort i, og som hos en anden James Bond starter med et eksplosivt brøl.

Efter at have trukket modsætningerne op mellem Leclaires og min analyse på overføringsplanet vil jeg sige at Leclaire ikke nødvendigvis ville afvise min fortolkning (selv om den på overfladen ikke tegner et positivt billede af ham), men også i den se analysandens kritiske syn på tyven/analytikeren i drømmen som udtryk for hans modstand mod at få afsløret sine ødipale ønsker. Fælles for begge analyser er at i og med at de er overføringsanalyser, dvs. at de afspejler drømmerens syn på analytikeren/analysen (det Jung kalder drømmens objekt-plan), ser de efter min mening bort fra hvad drømmen måtte sige om drømmeren selv på et dybere plan (drømmens subjekt-plan).

Det centrale billede i drømmen med tyven der smadrer en rude i en kunstforretning og stjæler et billede af en tyv der stjæler et billede af en tyv i en uendelighed, er jo et interessant og komplekst billede hvis betydning går dybere end til at sige at det peger på en simpel gentagelse som når Leclaire ser det som en hyppigt tilbagevendende tvangspræget forestilling hos drømmeren.

Denne har bl.a. tidligere forvirret kredset om ostemærket ’La vache qui rit’ hvis etikette rummer billedet af en ko der har en æske hængende på hvert øre med det samme motiv som på etiketten. I dansk kontekst kender de ældre af os nok især det gamle spejlingsmotiv fra forsiden af Ota Solgryns pakkerne med billedet af drengen der holder en anden solgrynspakke med billedet af en identisk dreng med en pakke solgryn i hånden etc.

Pia Skogemann tager i sin bog ’Er jeg en sommerfugl, der drømmer?’ udgangspunkt i sin egen barndomsoplevelse af solgrynspakken hvor det svimlede for hende ved at tænke på at hver af drengene med solgrynspakken i hånden bliver holdt af en større dreng mens den største dreng bliver holdt i hånden af hende selv. ”Hvad nu, hvis jeg også var ligesom et billede, hvad nu, hvis hele den virkelighed, jeg kendte, var ligesom et billede inde i noget andet?”. Gåden blev ved med at forfølge hende som voksen hvor hun formulerer det erkendelsesteoretiske problem således: ”der er forskel på det billede, jeg gør mig af virkeligheden, og den virkelighed, der eventuelt har frembragt billedet i mig.” (s.7).

Det svimlende billede med solgrynspakkerne der rejser dybe spørgsmål om identiteten og eksistensen, fører Skogemann videre til den kinesiske vismand Chuangtses ofte citerede sommerfugledrøm:

’Engang drømte jeg, at jeg var en sommerfugl. Tilfreds med min lod, fløj jeg omkring og tænkte ikke på andet end at være en sommerfugl. Chuangtses eksistens anede jeg intet om. Da med ét vågnede jeg, og det stod klart for mig, at jeg var Chuangtse, men nu ved jeg bare ikke, om jeg var Chuangtse, der drømte, at jeg var en sommerfugl, eller om jeg i virkeligheden er en sommerfugl, der drømmer, at den er Chuangtse. (…)’ (s.11).

Billedet med kunsttyven er med Chuangtses sommerfugledrøm in mente så mangetydigt at det ikke tilnærmelsesvis forekommer mig udtømt hverken med Leclaires eller min overføringsanalyse, men det er alligevel værd at huske at forskellige tolkninger af en drøm godt kan være meningsfulde og terapeutisk vellykkede på samme tid uden at drømmens dybere mening dermed er blevet blotlagt.

Da den synsvinkelbærende ’fortæller’ i drømmen, drømmerens jeg, er en passiv iagttager af scenen med kunsttyveriet der fordobles i det uendelige, kunne man uden at kende ham nærmere fristes til at tro at det for drømmeren selv handler om en identitetsproblematik som han vægrer sig ved at tage på sig. Hvis vi ser tyven som en side af drømmeren selv, kan man sige at han med sin udklædning foregiver at være en anden end den han er, mens man kan se jegets tilbagelænede cigaretrygning som et billede på den passive og ’indstuderet ligegyldige’ indstilling hos drømmeren over for et brændbart/eksplosivt emne.

Drømmeren er tilskuer til sit eget liv og har en for nonchalant holdning til livet. Men dermed er selvfølgelig kun meget lidt sagt om drømmens specifikke betydning. Først i en fortsat dialog med drømmeren kan der komme kød og blod på ordene ’identitet’ og ’eksistens’ i forhold til netop dennes eget liv.

Litteratur:

Gyldendals røde ordbøger, Fransk – Dansk (Gyldendal 1959)

Leclaire, Serge: Om at lytte, in: Seks samtaler om psykiatri ved Svein Haugsgjerd og Fredrik Engelstad (Hans Reitzel, 1977)

Skogemann, Pia: Er jeg en sommerfugl, der drømmer? (Lindhardt og Ringhof 1992)

© Thomas Nordby, cand. phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og medredaktør på Jungforalle.dk, 2023

 

No tags for this post.