Horoskopet som symbol på Selvet

”Siden oldtiden er det blevet betragtet som videnskabens væsentligste opgave at fastslå årsagssammenhænge og formulere årsags- eller kausallove, der muliggør en forståelse og forklaring af det iagttagede” (Den Store Danske).

Kausalitet er meget mere end korrelation, som kan være let at vise, mens det ofte kan være dybt kompliceret eller helt umuligt at forklare årsagen til en korrelation. Mens det i nogle sammenhænge er oplagt at søge en kausalitet, så er det i andre sammenhænge oplagt at opgive på forhånd. Fx ville det være nonsens at lede efter kausalitet, når antallet af nyfødte korrelerer med stigningen i antallet af storke. Det er dog ikke altid så lige til. Og med udviklingen af termodynamikken og kvantemekanikken blev der endvidere sat spørgsmålstegn ved årsagsprincippets universelle gyldighed. Lige præcis i denne sammenhæng udfordrede C.G. Jung da også kravet om kausalitet. Det gjorde han, da han i 1952 udgav artiklen ”Synchronizität als ein Prinzip akausaler Zusammenhänge”.

Artiklen blev otte år senere oversat til engelsk ”Synchronicity: An Acausal Connecting Principle” og bragt i C. G. Jungs Collected Works, Vol. 8: ”The Structure and Dynamics of the Psyche”.

Synkronicitet handler om meningsfulde tilfældige sammenhænge, og det begreb blev i 2004 min åbning til Jungs psykologi. Jeg var på et storytellerkursus og fortalte der en historie fra mit liv, om hvordan mine ure var gået i stå og ikke kunne sættes i gang igen, da mine børn blev født. Tredje og sidste gang på terminsdagen for det barn, jeg aborterede spontant i 1992. Da jeg fortalte min historie, oplevede jeg, at hele holdet sad med store måbende øjne. Og da jeg var færdig, spurgte læreren fuldstændigt lamslået, om jeg kendte til begrebet synkronicitet. Syn-kro-hvaf-for-noget? Kender du Freud og Jung – C.G. Jung, spurgte hun.

Læreren hed Lene Rikke Bresson, og hun havde netop udgivet en bog om Jungs begreb om synkronicitet. Og mit eksempel på synkronicitet, sagde hun, overgik med banelængder de eksempler, hun havde præsenteret. Mindre end et år efter påbegyndte jeg en jungiansk analyse. Og fik forinden også lige besøgt en astrolog

Med min naturvidenskabelige baggrund mødte jeg forholdsvis skeptisk op til den aftalte tid hos astrologen. Jeg gik dog opløftet hjem. Men hvordan i alverden kunne han, astrologen var en mand, dog pege på alt det bare ved at kigge på en rund cirkel på et stykke papir? Hvordan kunne der være så overbevisende sammenfald mellem store begivenheder i mit liv og store begivenheder i mit horoskop, som han kunne udlede af planeternes placering? Oplevelsen virkede så stærkt på mig, at jeg tog en uddannelse som astrolog. Det gjorde jeg så i realiteten, mens jeg ventede på at blive optaget på Jung Instituttet i København. Og da jeg begyndte at tage klienter i jungiansk terapi i 2009, kom den første klient, fordi hun havde hørt, at jeg også var astrolog. Det blev til en strøm af klienter med interesse for astrologi.

Tilbage til Jung, som i den ovennævnte artikel nævner flere cases på synkronicitet og skriver, at der, i de cases, ser ud til at være en kausalt uforklarlig viden, som ikke er bevidst, og at synkronicitet således består af to faktorer:

a) et ubevidst imago kommer ind i bevidstheden enten direkte eller indirekte i form af en drøm, en ide eller en forudsigelse.
b) en objektiv situation co-inciderer med dette indhold.

Den ene passer til den anden som brikkerne i et puslespil. Men hvordan opstår det ubevidste billede, og hvordan kommer det til at passe med den objektive begivenhed? Her henviser Jung blandt andet til Albertus Magnus, som mente, at der i sådanne tilfælde er tale om en slags magi: ’We all have certain electric and magnetic powers within us and ourselves exercise an attractive and repelling force, according as we come into touch with something like or unlike”. Goethe, skriver Jung, var på linje med denne opfattelse af synkronistiske begivenheder. Men Jung har et problem med at få magien ind i moderniteten: ’Vi må – skriver han – lede i de obskure hjørner, og samle mod til at ryste vor tids fordomme’ (paragraf 861).

Et af de ’obskure’ hjørner Jung går til for at forklare ’magien’, er blandt andet astrologien, der, som Jung skriver, ’i hvert tilfælde i sin moderne form, hævder at give et mere eller mindre totalt billede af et menneskes karakter’. Men da personlig karakter ikke er noget, der lige kan sættes på begreb og indfanges videnskabeligt, er det dog ikke lige til, indrømmer Jung. Han vælger herefter at foretage en astrologisk undersøgelse på ægteskabelige forbindelser. 180 ægteskabelige forbindelser – 360 personer leverer de fakta, som Jung gør til genstand for en statistisk undersøgelse. Dette astrologiske randomiserede eksperiment er beskrevet i artiklens kapitel 2.

Jeg mener ikke, at opsætningen af eksperimentet giver mening. Jung skriver åbenhjertigt, at han gerne så et positivt resultat. Men på trods af sit mod på at undersøge sagen, havde han ikke held til at præsentere et bevis på, at astrologien kunne vise magien. Derfor vil jeg overlade til læseren selv at læse eksperimentet, i fald det har interesse. Jeg vil i stedet fortælle om en oplevelse, hvor magien – stik mod alle odds – virkede.

Jeg havde besøg af min ven, som er en hardcore statistiker og hermed i sagens natur ikke begejstret for astrologi. Så stor var min overraskelse, da han sagde: ”Man siger, at du er så dygtig til astrologi, kunne du ikke være sød at finde mit fødselstidspunkt?”. Det var da noget af en udfordring, og man arbejder normalt ikke i den rækkefølge og den vej rundt. Men jeg har været med til hans fødselsdag i mange år, takkede ja til udfordringen, og fandt – efter at have korrigeret frem og tilbage over forskellige klokkeslag med udgangspunkt i de 5 store livsbegiveheder, han gav mig – et fødselstidspunkt. Det tidspunkt faldt dog på dagen før hans fødselsdag. Fire minutter før midnat. Hvordan skulle jeg dog få det formidlet?

Han blev lige så rystet over mit resultat, som jeg var over at viderebringe det. For det passede! Han havde netop fået historien om det ændrede fødselstidspunkt at vide af sin halvbror. Og udfordringen til mig var nok et spøgefuldt, men selvfølgelig kærligt, forsøg på at ’bevise’, at astrologien ikke virkede. Netop derfor nærmer det sig for mig magi, når det så lige præcis i dette tilfælde – virkede. At jeg aldrig ville kunne gøre det igen, kunne samtidig være et godt bevis på, at astrologi, når den er bedst, ikke kan gøres til genstand for positivistisk videnskab.

I modsætning til Jung vil jeg gerne holde astrologien udenfor moderne videnskab. Astrologi er en tydningskunst, der baserer sig på en hermeneutisk videnskabstradition. Og horoskopet skal, som jeg ser det, ses som et symbol på Selvet. Og et symbol på det Selv, som livet igennem påvirkes af transitter og progressioner. Altså planeternes faktiske bevægelser – og erfaringsbaserede udregninger – som påvirker det enkelte menneske efter fødslen. Det enkelte menneskes Selv. Det er denne påvirkning, der kan skabe magien. Og vi mangler stadig det ’teleskop’, der kan måle dette. Og så længe vi mangler det, kan vi afvise eller tro på magien.

Når man tror på det og ved, hvordan man skal begribe det, kan horoskopet være et spændende symbol, som viser planeternes placering i tegn og huse og indbyrdes spændingsforhold på fødselstidspunktet. Det er et symbol, som viser den synkronicitet, der er mellem sjæl og univers, og som både ved fødslen og gennem livet kan gøres til genstand for tydningskunst.

Indehaveren af det viste horoskop er født i 1990, og det er en person, for hvem tilværelsen formentlig ikke er en strøgtur. Jeg forestiller mig også, at personen har været igennem en stor udviklingsproces de senere år. Det kan man se bare ved at se Plutos placering i horoskopet og kende Plutos vandring gennem dyrekredsen.

Når man læser eller tyder et horoskop, kan man let fortabe sig i detaljer. Så kunsten er at præsentere syntesen. Når det lykkes, og jeg rammer plet, mærker jeg den elektriske og magnetiske kraft, som Jung citerer ovenfor og mærker den som en kraft, der har mange lighedspunkter med den, som kan dukke op, når vi tolker en stor drøm, og vi, som jeg oplever det, kommer i kontakt med Selvet. Jeg mærker magien. Jeg bliver fortryllet af, at det hele har en mening. Og hermed kommer jeg på afstand af den tilstand Max Weber – der var en af sociologiens grundlæggere – kaldte for affortryllelsen i det moderne rationelle samfund.

En god læsning af et horoskop kan tage presset af en klient. Hvis man kan se horoskopet som et udtryk for Selvet, har man et redskab til at komme Selvet i møde og reducere den angst, som er med til at holde dét på afstand, som vil udtrykkes. Men man kan også se på transitterne, hvornår fx en Plutotransit er færdig med at gøre sin ubønhørlige virkning på os og presser os i knæ.

Selvom astrologien, når den ikke helt afvises, betragtes som simpel psykologi, også i de fleste jungianske kredse, så vil jeg med denne artikel sige, at astrologien har meget at tilbyde. Men kun til dem, som har modet til at tro på magien. Det var det, Jung plæderede for, men ikke fulgte til dørs. Men han havde da også mange andre – og i hans tid mere spiselige – veje til Selvet.

Jung forblev i øvrigt tro mod astrologien i et metaperspektiv og var til sin død i 1961 meget optaget af det store skifte i tiden, hvor vi var på vej ud af Fiskens og ind i Vandmandens tidsalder. Fra en 2000-årig æon til en anden.

Referencer
Jung, C.G. Synchronicity: An Acausal Connecting Principle”. :I C. G. Jung: Collected Works, Vol. 8, The Structure and Dynamics of the Psyche”.  1969.
Bresson, L. R.: Synkronicitet – en ny og meningsfuld vej til personlig udvikling. 2001.
https://videnskab.dk/kultur-samfund
http://denstoredanske.dk/

Vignetbilledet forestiller en babylonisk lertavle, et af de første eksempler på fremstillinger af et horoskop.

Hanne Urhøj .©2019. Jungiansk analytiker og supervisor. DSAP. www.psykoanalyse.nu