Fuglen

Det kan synes uoverkommeligt at skulle beskrive fuglenes symbolik under ét, fordi der findes flere end 10.000 kendte fuglearter på jorden med meget forskellig levevis, udseende og egenskaber. Der er dog ingen grund til at hænge med næbbet af den grund, for hovedparten af fuglene har to ting til fælles, som adskiller dem fra de fleste andre dyr, og som taler til vores fantasiliv og vores følelser, nemlig deres evne til at flyve samt deres sang og kald. Det gør det derfor meningsfuldt at tale om fuglen som symbol, selv om der er stor forskel på, hvad en due og en rovfugl symboliserer.

Sangen er særegen for fuglene, og ligesom vores egen sang kalder den på vores dybeste følelser. Det er de færreste af os, der om foråret ikke bliver bevæget af at høre solsortens melodiske og lidt vemodige strofer fra tagryggen. De enkelte arters sang er vidt forskellig; hver fugl synger som bekendt med sit næb, og for at der skal komme unger i reden, er det især vigtigt, at arter, der ligner hinanden meget i det ydre, har forskellig sang. Alligevel er der arter, der kan imitere andre lyde. Johannes Møllehave fortæller, at en sømand sendte sin mor en papegøje i et bur. Hun svarede ”Tak for fuglen, den smagte dejligt.” Han skrev: ”Er du tosset, den talte to sprog!” Hun svarede: ”Det kunne den da bare have sagt.”

Fuglenes evne til at hæve sig over jorden og bevæge sig frit i rummet kalder både på vores beundring og misundelse. Også andre dyr kan flyve, såsom flagermus og insekter, og selv om sommerfuglenes flagren fryder vores øjne, er der ingen andre dyr, der flyver så elegant og med deres flugt vækker så stærke følelser hos os som fuglen, følelser af lethed og af at være fri og ubunden og kunne rejse hvorhen, man vil.

Fuglenes evne til at flyve er forbundet med deres vinger og fjerdragt. Sammen med deres sang bidrager mange hanners farvestrålende ydre til at tiltrække hunner i ynglesæsonen. De smukke farver og fuglenes elegante aerodynamiske form appellerer ikke blot til magerne, men også til vores æstetiske sans. Et andet fascinerende forhold er, at mange arter hvert år trækker over store afstande fra deres yngleplads til vinterkvarteret for at vende tilbage næste forår. Trækfuglenes formationer er som magiske skrifttegn på himlen, der for os signalerer årstidernes skiften og livets kredsløb.

Mennesket har i årtusinder taget varsler af fugletrækket, dels på et jordnært plan for at forudsige vejret, men også for at tage bestik af, hvordan eksistensen vil forme sig i fremtiden. De romerske præster, augurerne, tog således auspicier, dvs. at de tog varsler af fuglenes flugt og sang. I litteraturen har vi også mange eksempler på, at personerne – og dermed læseren – tager varsler af fuglene. I Martin A. Hansens roman ”Løgneren” (1950) varsler sneppens ankomst til Sandø opbrud på flere planer. En af øens fiskere siger, at sneppen altid ankommer tredje søndag i fasten, for det er den dag, hvor der i kirken læses over teksten om den urene ånd (Lukas kap. 11, vers 14-28). Hovedpersonen Johannes Vig, der er lærer og degn på øen, hører da også ganske rigtigt årets første sneppe, lige efter han har prædiket over dagens tekst i kirken.

Sneppen er i folketroen en magisk fugl. Ifølge et svensk folkesagn er sneppen en forvandlet bondepige, der flyver omkring og kalder på familiens undslupne stude med sit karakteristisk kald ”Knort! Knort! Knisp!”. (Varmer). Jægere omtaler den som troldfugl, blandt andet fordi dens flugt er så uforudsigelig; den er også speciel ved, at dens øjne er placeret så langt tilbage på hovedet, at den har et synsfelt på 360 grader. Blandt jægerne har den en særlig status. Når de efter endt fællesjagt lægger byttet op på vildtparaden, ligger de nedlagte snepper altid forrest.

Også i nordmanden Tarjei Vesaas’ roman ”Fuglene” (1957) spiller sneppen en særlig rolle. Den retarderede Mattis, der er nært forbundet med naturen, ser det som en velsignelse den dag, sneppen for første gang trækker hen over hans og storesøsteren Heges hus. Men velsignelsen varer ikke ved. En dag bliver han i skoven vidne til, at en ung mand skyder en sneppe, som lander for Mattis’ fødder. Da han i slutningen af bogen tager sit eget liv på søen for at sætte Hege fri, lyder hans dødsråb som et fugleskrig.

Det er kun siden forrige århundredskifte, da man begyndte at ringmærke fugle, at man blev klar over fuglenes trækruter, men også tidligere var man selvfølgelig opmærksom på, at nogle almindelige ynglefugle herhjemme ikke lod sig se i vinterhalvåret. Folk på landet forestillede sig f.eks. langt op i det 19. århundrede, at landsvalerne overvintrede på søbunden, fordi de samlede sig i store flokke i rørskoven før trækket, inden de en dag var pist væk.

Rejserapporter gav dog et fingerpeg om, hvordan det forholdt sig med vores dengang talrige storke, hvad der da også fik storkene hos H. C. Andersen til at ’snakke egyptisk’. At de nyfødte børn på H. C. Andersens tid kom til os med storken om foråret, peger på, at migration og indvandring tidligere ikke kan have været helt uvelkommen. Ringmærkningen har også vist os, at mange af vores ynglefugle, f.eks. landsvalen, år efter år kan vende tilbage fra det sydlige Afrika til den samme bolig herhjemme. Hvorfor ikke udnytte at man havde god ynglesucces på matriklen sidste år, når man nu er så dygtig til at orientere sig?

Kids by Friis. Bæklund design

Det er klart, at alle de nævnte forhold har sikret fuglene en særlig betydning for os, ikke så meget i materiel forstand, selv om mange fugle også indgår i vores fødegrundlag både som vildt og som husdyr, men snarere som inspiration for vores fantasier og drømme. Når fugle også optræder så ofte i mytologien, folkloren og kunsten, skyldes det, både at vi sammenligner os med dem og lader os inspirere af deres anderledeshed. At mange fugle ved siden af primaterne og andre pattedyr så også hører til de mest intelligente dyr, der både kan benytte redskaber og har en udviklet hukommelse, gør dem ikke mindre spændende. Så må en og anden fugl leve med at være lige så dum som en gås.

Uglen har fået et ry som en af de klogeste fugle, måske stimuleret af dens frontale blik, der gør den mere menneskelignende end andre fugle. Den græske gudinde Athene, der var visdommens beskytter, har da også uglen som en af sine attributter, ligesom forlaget Gyldendal i sin tid lancerede billigbogsserien Uglebøgerne med lidt sværere tilgængelig faglitteratur. Uglen i ”Peter Plys” opfatter da også sig selv som meget klog, selv om den ikke engang kan stave til sit eget navn, men skriver ”Gugle”.

Takket være evnen til at flyve er fugle i alle kulturer blevet forbundet med himlen, solen og det guddommelige. Medicinmanden og krigeren Black Elk fra Sioux-stammen siger det sådan: ”Af alle skabninger er de vingede de vigtigste, for de er tættest på himlen.” (”The Book of Symbols” s. 240). Af samme grund ses sjælen og ånden ofte afbildet i en fugls skikkelse, ligesom fugle kan repræsentere transcendensen, fordi forskellige fuglearter både kan bevæge sig på jorden, i luften og i vandet. Ja, også det fjerde element, ilden, er associeret med fugle, tydeligst hos fabeldyret Fugl Føniks, der omtales i hele den mellemøstlige oldtidskultur. Da Job klager sin nød til sine venner, efter at Gud har ladet ulykkerne regne ned over ham, siger han: ”Jeg tænkte, at jeg skulle dø i min rede og leve længe som Fugl Føniks” (Det gamle Testamente: Jobs Bog, kap. 29, vers 18).

Fugl Føniks beskrives af Herodot som en ørnelignende fugl med gyldne og røde fjer. Til enhver tid er der kun ét eksemplar på jorden, og den lever uhyre længe. Når dens tid er kommet, bygger den en rede, og sammen med reden går den pga. solens stråler op i flammer for på tredje dag at genopstå af sin egen aske. Af den grund er den blevet et symbol på genopstandelse og udødelighed. I tidligere tiders folkelige kristendom ses Fugl Føniks som et billede på Kristus, der som bekendt også opstod fra dødsriget på tredjedagen.

Ifølge folketroen fik Fugl Føniks evnen til at lade sig genføde som belønning for, at den som det eneste dyr i Edens Have ikke lod sig friste af Eva og slangen til at æde af Kundskabens Træ. Dens moralske standhaftighed og kyskhed har på den måde også gjort den til et billede på Jomfru Maria og den ubesmittede undfangelse (Sven Tito Achen). I det hele taget er fuglen og slangen hinandens absolutte modsætninger i kristen, dualistisk tænkning. Slangen er forbundet med synden, med jorden og det materielle, mens fuglen er forbundet med frelsen (fugle som billeder på de frelste sjæle i Paradis), med himlen og med Helligånden, der er Guds tredje udtryksform. Det hedenske fabeldyr slangegriffen med dens fuglebagben og vinger og dens slangehoved og -hale spænder derimod bro over modsætningerne. I spirituel tænkning er fuglen og slangen da heller ikke modsætninger, men komplementære størrelser.

Ikonografisk er Helligånden i kristen kunst afbildet som en hvid due. Det var også en due, der som den første kundgjorde for Noa, at Gud havde forbarmet sig over mennesket og ladet vandet synke og jorden atter komme til syne efter syndfloden, da den kom flyvende til ham på arken med et grønt olivenblad i næbbet. I billedkunsten ses Jesusbarnet af og til afbildet med en lille spurvefugl i hånden, et motiv Picasso parafraserer i billedet ’Barn bærende en due’ (1901).

Duer er monogame og lever parvis i yngletiden, hvorfor de helt fra antikken har fungeret som billede på kærlighed og trofasthed. Man bruger også i daglig tale ordet ’turtelduer’ om et forelsket par, fordi turtelduer i vore øjne ser forelskede ud, når de nusser hinanden, dvs. piller hinandens hovedfjer, under parringsspillet. I græsk mytologi optræder duen som attribut til kærlighedsgudinden Afrodite; de er faktisk mere trofaste end gudinden selv. Duerne var også med i kredsen blandt Zeus’ ammer (Kerényi i ”Die Mythologie der Griechen” ifølge Nyborg). I det græske univers er det altså ikke så meget det åndelige aspekt som følelseslivet i form af kærlighed og omsorg, som duerne repræsenterer.

I nordisk mytologi optræder de to ravne Hugin og Munin i selskab med den enøjede gud Odin. Odin har pantsat sit ene øje for at få evnen til at se indad. For at få kundskab om, hvad der foregår i verden, har han til gengæld sine to ravne, der kan videreformidle til ham, hvad de erfarer på deres rejser. På den måde kommer de store kragefugle til at repræsentere viden og visdom, hvad der modsvarer det biologiske faktum, at kragefuglene er nogle af de mest intelligente blandt fuglene. I andre sammenhænge er kragefuglene på grund af deres sorte farve og i nogle tilfælde også rovfuglene derimod forbundet med noget uheldsvangert. I islam repræsenterer fugle de troendes sjæle, der sidder i Livets Træ, mens rovfuglene er billede på de vantros sjæle (Cooper). Et andet sammensat fuglebillede finder vi i alkymien, hvor to fugle i kamp er et billede på Hermes’ eller Merkurs dobbelte natur.

Ligesom fuglen på et mytologisk plan associeres med det åndelige og det guddommelige, har den på det psykologiske plan forbindelse til fantasien og intuitionen, men også til tanken og det mentale; alle er funktioner, der ikke er bundet til sanserne og det materielle. Med tankens flugt og båret af intuitionen kan man gøre sig fri af de fysiske lovmæssigheder og rejse til andre verdener som shamanen eller kunstneren for at vende tilbage med nye indsigter, som efterfølgende kan blive kollektivet til del.

Man kan opleve at blive ’høj’ under indflydelse af inspirationen, mens dybdepsykologen måske snarere vil sige, at man får forbindelse med ’de dybe lag’ i os, der hører til det kollektive ubevidstes sfære. I det syn på kunstnerisk skabelse er det ikke kunstneren, der bevidst er ophavsmand til værket, men han eller hun er snarere et medium for den kreative proces, eller kunstneren er, som H. C. Andersen udtrykker det i det 19. århundredes sprogdragt, ”midlet gennem hvilken Herren virker”.

Lige så værdifuld fantasien og intuitionen kan være, lige så meget kan den også føre på afveje. Ikke alle indfald eller ideer er frugtbare, og det kan være farligt at undlade at realitetstjekke sine indfald, så man mister jordforbindelsen. Psykisk inflation, hvor man identificerer sig med de arketypiske billeder, som det kollektivt ubevidste kan forsyne en med, kan true ens mentale helbred. Også de negative sider ved fantasien har fuglesproget ord for. ’At have kuk i bøtten’ (alternativt ’kysen’ eller ’roen’) er et gammelt slangudtryk for at være skør, og på tysk har man udtrykket ”einen Vogel haben” om en tosset idé. Det bevingede ord ”én fugl i hånden er bedre end ti på taget” peger på ideernes flygtige karakter. Indfaldene kan let blive til intet, hvis man ikke holder dem fast og forankrer dem i virkeligheden.

Med tanke på fuglens stærke symbolladning er det ikke underligt, at fugle er et hyppigt motiv i vores drømme. Fuglenes evne til at hæve sig over jorden og flyve frit kan optræde som et billede på vores muligheder for eller ønske om at frigøre os fra de begrænsninger, vi mærker i vores liv. Her kan det være nyttigt at se på, hvilke sider af vores liv og personlighed, som vi ikke lader komme til udfoldelse. Omvendt kan fugle i drømme også pege på manglende jordforbindelse og dermed behovet for at få den praktiske hverdag til at fungere. Som altid er det konteksten i drømmen, der er afgørende for fortolkningen.

Også flyvedrømme, hvor det er drømmeren selv, der flyver eller svæver, optræder hyppigt. I oldtiden tolkede man generelt flyvedrømme positivt som varsler om held og rigdom. Den amerikanske psykolog og drømmeforsker Calvin S. Hall fortæller i sin bog ”Drømmene og deres betydning” om en ung, forelsket mand, som drømmer, at han sidder på en guldtrone omgivet af smukke piger. Pludselig rejser en af dem sig og kommer hen til ham og kysser ham. Så svæver de begge to i skyerne, fuldstændig nøgne. Drømmeren er umådelig lykkelig. Han kysser hende ustandselig, og hun besvarer hans kys. Til sidst står de arm i arm, mens de bliver bevæget fremad (s. 62, forkortet). Det er ganske åbenbart, at der er tale om en simpel erotisk ønskeopfyldelsesdrøm, siger Hall, men samtidig giver drømmen mange vigtige informationer om drømmeren, bl.a. om hans grandiositet (guldtronen) og hans passivitet (det er kvinden, der tager initiativet, og han fuldbyrder ikke sin seksuelle trang til sidst). Hall betoner, at først ved at betragte en serie af drømme fra den unge mand får man et dækkende billede af drømmeren og hans problematik.

Dybdepsykologiens pionerer har udlagt flyvedrømme meget forskelligt ud fra deres generelle teorier og menneskesyn. Således er Freud tilbøjelig til at forbinde fornemmelsen af at flyve med orgasmen som en censureret ønskeopfyldelse, hvorimod Alfred Adler tolker dem som et udtryk for viljen til at dominere andre, ’være ovenpå’, mens Jung snarere ser dem som et ønske om frihed, f.eks. i betydningen at slippe fri for restriktioner. Det er værd at gentage, at alle tre kan have en pointe, og at huske, at konteksten er vigtig. I øvrigt kan drømme jo have mange lag og kan fortolkes på flere planer.

Drømme, hvor man flyver ved egen kraft, kan også udtrykke transcendens, dvs. evnen til at overskride bevidsthedens normale område og opnå en højere bevidsthed. Det er dog ikke alle flyvedrømme, der er lige forjættende. Nogen flyver så højt, at de kan have brug for at komme ned på jorden for ikke at forsvinde i universet. Faldet kan somme tider være meget brat, sådan som det gik for mytens Ikaros, hvis vinger af fjer og voks smeltede, da han kom for tæt på solen, med det resultat, at han styrtede i havet og druknede. Højt at flyve, dybt at falde.

Hvor fugle tit er det ultimative billede på frihed, er fugle i bur et billede på frihedens modsætning, fangenskabet. Det er et genkommende motiv i malerkunsten, hvor det i ældre tiders kristne kunst har været et tegn for sjælen, der er fanget i legemet. I guldalderens kunst optræder motivet hyppigt, hvor det måske snarere skal læses som et billede på biedermeiertidens snærende sociale konventioner, der lagde bånd på udfoldelsen af følelseslivet.

Fuglen i bur optræder også som motiv i eventyr. I Grimms eventyr ’Jorinde og Joringel’ er der en gammel heks, der fra sit slot i skoven indfanger unge jomfruer, forvandler dem til fugle og sætter dem i bur. En dag, hvor det unge par Jorinde og Joringel kommer for tæt på slottet, fanger heksen Jorinde og forvandler hende til en nattergal og sætter hende i bur. En dag lykkes det Joringel, inspireret af en drøm, at overvinde heksen og forløse sin elskede og hendes medsøstre fra forbandelsen. De unge piger i bur kan ses som et billede på kvinder, hvis følelsesliv er fanget i et negativt morkompleks, repræsenteret af heksen.

En anden kunstnerisk bearbejdning af temaet med fugle i bur finder vi i Hitchcocks film ”Fuglene” (1963). I starten af filmen forekommer der en meget vittig scene, hvor de to hovedpersoner mødes i en dyrebutik med masser af fugle, der sidder indespærret i deres bure. Der er amoriner i luften; dialogen mellem dem drejer sig underfundigt om butikkens ’love birds’ (dværgpapegøjer). En fugl slipper fri og flakser rundt, men hvordan slippe fuglene fri i overført forstand? Pludselig ’ud af det blå’ begynder de vilde fugle, i starten enkeltvis og senere i store flokke, at angribe folk i det lille bysamfund med rædselsvækkende konsekvenser. Det starter med måger for at ende med store, sorte kragefugle.

I en af de mest uhyggelige scener til slut i filmen har den kvindelige hovedperson søgt ly i en telefonboks, hvor hun forsøger at tilkalde assistance udefra, alt imens fuglene med deres næb kaster sig mod glasset, der splintrer under angrebet. Nu er fuglene virkelig ’sluppet ud af deres bur’, mens det i stedet er mennesket, der er kommet i ’bur’ og er blevet hjælpeløst. Filmen viser sig altså langtfra at være den humoristiske kærlighedshistorie, som vi blev forledt til at tro i anslaget, men derimod en dystopi, som vi måske bedre kan forstå rækkevidden af i dag, end dengang filmen blev til. Det er fuglene, som normalt repræsenterer skønhed og harmoni, der som repræsentanter for naturen gør oprør mod den rovdrift, som vi mennesker har udsat den for i generationer. Nu slår den igen med katastrofale konsekvenser for den menneskehed, der med Bibelens skabelsesberetning i ryggen ser sig selv som skabningens herre.

Kilder:

Achen, Sven Tito: Symboler omkring os (Gad 1985)
Bevingede ord ved T. Vogel-Jørgensen og Poul Zerlang (Gad 1994)
The Book of Symbols ved Ami Ronnberg og Kathleen Martin (Taschen 2010)
Cooper, J. C.: Politikens symbolleksikon (Politiken 2003)
Den Danske Ordbog (netudgaven: ordnet.dk)
Funder, Lise: Motiver og symboler i europæisk kunst (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2004)
Hall, Calvin S.: Drømmene og deres betydning (Hans Reitzel 1962)
Møllehave, Johannes: En fugl i hånden (møllehavehuset.dk)
Nyborg, Eigil: Den indre linie i H. C. Andersens eventyr (Gyldendal 1962)
Stefánsson, Finn: Symbolleksikon (Gyldendal 2009)
Truffaut, Francois: Hitchcock om Hitchcock (Rhodos 1973)
Varmer, Jette: Hallands Väderö. Naturfortællinger i øjenhøjde (Books on Demand 2018)

© Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og medredaktør på jungforalle.dk. 2022.

No tags for this post.