Af Thomas Nordby
I begyndelsen af mit danskstudium på Københavns Universitet i anden halvdel af 1960’erne overværede jeg en aften i de danskstuderendes forening en diskussion om H. C. Andersens eventyr mellem Søren Baggesen, litteraturforsker på Aarhus Universitet, og den jungianske analytiker Eigil Nyborg. (Deres forskellige synspunkter, belyst gennem deres respektive fortolkninger af ‘Den lille havfrue’, kan læses i deres samtidige indlæg i de første to numre af det litterære tidsskrift Kritik).
Som skolet i nykritikken med dens nærlæsning af de semantiske og formelle strukturer i tekster var jeg på forhånd på Baggesens side i diskussionen. Alligevel fik jeg en oplevelse af at der var et budskab i Eigil Nyborgs læsning som rakte ud over den rent litterære analyse, og som talte til noget dybere i mig. Litteraturlæsningen var ikke kun en sofistikeret ordleg som nykritikkens praksis næsten kunne forlede en til at tro, men litteraturen kunne også rumme et eksistentielt budskab som direkte havde noget med mit eget liv at gøre. Ikke kunst for kunstens egen skyld, l’art pour l’art, men kunst for livets skyld.
Det var først i foråret 1983, på et tidspunkt hvor jeg havde opsøgt en freudiansk analytiker i nogle år uden af den grund at komme ud af en større personlig krise, at jeg genhørte Eigil Nyborg. Nyborg og hans tre kolleger Aase Maaløe, Ole Vedfelt og Pia Skogemann holdt nogle offentlige foredrag om individuationsprocessen i det nyoprettede Jung Instituts regi.
Jeg fornemmede at deres menneskesyn og tilgang til psykisk udvikling var noget jeg kunne bruge til at håndtere min egen livskrise med på en måde der vakte mere genklang sjæleligt end det som den freudianske analyse havde formået. Kort tid efter begyndte jeg et analyseforløb hos Ole Vedfelt der varede over 10 år med et kortere afbræk.
Efter jeg holdt op hos Ole Vedfelt, har jeg gået i analyse først hos Karsten Sejr Jensen og senest hos Vibeke Vedel. Med mine lange forløb i jungiansk terapi må jeg vist efterhånden siges at kvalificere mig til kategorien ‘evighedsanalysand’. I dag oplever jeg at det ikke længere er nødvendigt for mig at gå i analyse for at kunne ‘være i mit liv’ der tidligere har været præget af regelmæssigt tilbagevendende depressioner, nogle af dem invaliderende i perioder.
Jeg oplever alligevel stadig det jungianske mindset som meget betydningsfuldt for mig, både på et personligt plan hvor analysen holder mig fast på en stadig dialog med det ubevidste gennem drømmearbejdet, men også på et fagligt og filosofisk plan. Det jungianske perspektiv er med til at gøre mit liv – med alle de kriser og nedture jeg har været igennem – meningsfuldt. Hver krise har været et skridt på vejen mod større indsigt og mere accept set retrospektivt selv om jeg i situationen primært oplevede smerte og frustration.
Analysen betyder ikke at livet bliver let, eller at lykken venter rundt om det næste hjørne. Noget af det jeg sætter pris på hos den jungianske forfatter og analytiker James Hollis, er at han ikke indgiver en falske forhåbninger om at man bliver sparet for smerte, sikret evig visdom eller garanteret mod lidelse i fremtiden; til gengæld vil terapien gøre ens liv meget mere interessant. ”You will come to more and more complex riddles wrapped within yourself and your relationships. (…) Think of it: your own life might become more interesting to you! Consciousness is the gift, and that is the best it gets.” (‘Creating a Life’ s.19).
‘Det jungianske’ tilbyder et perspektiv på livet og litteraturen som er inspirerende for mig som menneske og som litterat – herunder som forfatter til artikler og som foredragsholder om litterære emner i dybdepsykologisk belysning, noget af det der har fyldt min hverdag efter jeg fik en tidlig pension som seminarielærer. Min livslange optagethed af litteraturen mødes her med min langvarige fascination af ‘det jungianske blik’ som det udfolder sig i terapien og i kunst- og kultursynet.
Et tekststed hos Jung der har gjort et særligt indtryk på mig, er hans udlægning af det kristne princip eller den kristne leveregel ‘imitatio Christi‘ eller ‘Kristi efterfølgelse‘ der er titlen på en andagtsbog som tilskrives den tyske munk Thomas à Kempis fra det 15. århundrede. Det illustrerer for mig i et enkelt eksempel bedre end noget andet Jungs menneskeopfattelse og udviklingssyn.
Hvad der ligger i at imitere eller ‘efterfølge’ Jesus, er inden for den teologiske tradition blevet fortolket meget forskelligt. På den ene side er det blevet udlagt som en meget konkret opfordring til at vende sig fra det verdslige liv og efterligne Jesu handlinger i praksis. Hos kristne mystikere er det på den anden side blevet set som en tilskyndelse til ‘at lade sig korsfæste’, dvs. i symbolsk form gennemleve den ultimative spænding mellem det jordiske liv og det himmelske.
Jung kommer gang på gang i sit forfatterskab og i sine breve ind på princippet om ‘imitatio Christi’. Her vender han sig skarpt fra den udlægning at det drejer sig om at kopiere Kristi liv, ‘efterabe hans stigmata’ som han sarkastisk siger et sted (‘Psychotherapists and the Clergy’ i CW 11, § 522), til at det handler om at leve sit liv lige så sandfærdigt som Jesus levede sit liv i hele dets enestående og unikke karakter.
Forstået på den måde bliver Jesus et menneskeligt forbillede i kraft af sin radikalitet i bestræbelsen på at realisere sin indre bestemmelse. Ved at følge sin indre stemme og træffe det ultimative valg ved at gå i døden for sit kald bliver mennesket Jesus forvandlet til Kristus og bliver dermed bærer af den mest indflydelsesrige og transformative myte i vores kulturkreds i de sidste to tusinde år.
Et så dramatisk liv må nødvendigvis ikke bare fysisk, men også på det symbolske plan opleves som en korsfæstelse pga. spændingen mellem det bevidste Jegs intentioner, ”Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig”, og det ubevidstes anderledes plan med os, ”Dog, ske ikke min vilje, men din” (Lukasevangeliet 22,42). Det er en smertefuld proces for alle at arbejde på at integrere psykens voldsomme modsætninger for at opnå en mere hel og rummelig personlighed. Det er denne individuelle indre rejse eller selvvirkeliggørelse der nødvendigvis også afspejler sig i vores sociale liv, som Jung kalder for individuationsprocessen.
Jungs fortolkning af ‘imitatio Christi’ er således forbundet med hans forestilling om at det enkelte menneske har sit helt enestående potentiale at udfolde eller sin personlige myte at leve. Det betyder ikke at alle mennesker nødvendigvis realiserer deres potentiale i løbet af livet. Klinikeren Jung var bevidst om at megen psykisk lidelse handler om at mennesker ikke tager deres udviklingsopgave på sig, men lever ‘under deres niveau’.
At leve efter sit indre kompas er ikke let. De fleste af os starter kun på den rejse hvis vi bliver presset til det af en følelse af at vores liv er blevet meningsløst, af en krise eller af psykisk sygdom der gør det svært eller umuligt at fungere i hverdagen.
Selv om vi befinder os i en tid hvor forestillingen om vores frie vilje er i højsædet, må vi nødvendigvis medgive at der er forhold som vi ikke kan sætte os udover, alt det som vi tidligere kaldte for ‘skæbnen’. Arvelig sygdom, den berømte tagsten der rammer os i hovedet, eller bomben der slår ned lige der hvor vi befinder os, overlader ikke meget råderum til vores frie vilje.
Ligeledes vil de færreste nægte at Jegets formning under opvæksten og senere i livet er udsat for en kraftig indflydelse fra forældre, kammerater, kolleger, institutioner og medier samt mere overordnet fra det kulturelle klima i den pågældende kultur på det givne tidspunkt. Det kan ikke undgå at præge det enkelte menneskes overbevisninger, handlinger og valg i en retning der kan afvige mere eller mindre udtalt fra personens kerne.
Ligesom agernet er kodet til at udvikle sig til et egetræ, er menneskefosteret kodet til at vokse op og blive til et menneske, men i modsætning til egetræet er de individuelle forskelle os imellem uendeligt meget større. Vi har en meget større bane at spille på. Vi har hver for sig vores særlige medfødte potentialer, eller som den jungianske analytiker og forfatter James Hillman udtrykker det: ”vi er kvalitativt unikke.” Der er således langt til forestillingen om ‘tabula rasa’ eller synspunktet om det nyfødte menneskebarn som ‘et ubeskrevet blad’.
Hvor stort og stærkt egetræet bliver, afhænger naturligvis i høj grad af den jordbund det vokser i. På samme måde er opvækstmiljøet for mennesket afgørende for i hvilken udstrækning vi kan realisere vores iboende muligheder.
I stedet for som Freud at se vores handlinger som primært kausalt betingede, dvs. at de især er styret af det vi har oplevet i fortiden/barndommen, så ser Jung samtidig vores bestræbelse som sigtende mod et fremtidigt udviklingsmål uden at han er blind for det freudianske perspektiv. Jung anskuer menneskelig udvikling ikke bare som et resultat af vores opvækst og det som tilværelsen ellers har udsat os for, men også som styret af et finalt aspekt, dvs. det som vores indre kompas stræber mod at realisere.
Derfor er der pga. vores prægning udefra en kompenserende instans i vores ubevidste der bevirker at vi gennem en stadig kamp for at forene de ydre og indre modsætninger kan bevæge os i retning mod at blive til den som vi som udgangspunkt har potentiale til at blive. Det personlige råderum vi har, og som kræver en særlig indsats af os, er frihedens rum. Det er ikke en lige vej vi betræder, hvis vi tager udfordringen fra skæbnen op, tværtimod er vejen stenet og til stadighed fyldt med forhindringer.
Mediet for formidlingen mellem det bevidste Jeg og det ubevidste er symbolet som det f.eks. møder os i vores drømme og fantasier samt i kreativt arbejde, men også i vores typiske adfærdsmønstre som vi har tillagt os gennem livet, og i vores genkommende psykosomatiske reaktioner. I de symboler som vores ubevidste skaber i os og med os, og i de symboler som vi møder uden for os selv, f.eks. i kunsten, og som gør et særligt indtryk på os, kan vi ane hvor det ubevidstes korrigerende instans vil have os hen. Det levende symbol er ladet med en følelsesmæssig kraft der kan virke overvældende og dermed motivere os til udvikling.
‘At leve symbolsk’ vil sige at tage den svære udfordring op som det er at lade Jegets tendens til at holde fast i det bestående udfordre af den centrale instans i psyken som Jung kalder Selvet, der har helheden for øje, og som sigter mod at øge vores bevidsthed og få os til at realisere nogle af vores potentielle muligheder.
For min egen del har tilegnelsen af den kristne grundfortælling læst med det symbolske blik været en stadig skiftende inspiration til at forstå mig selv og finde mine egne ben i den (kultur)kristne tradition som jeg er vokset op i og er en del af. Som den klassiske heltemyte lærer den kristne påskefortælling os at kun hvis vi går ind i den inderste hule og konfronterer den ultimative dæmon med åbne øjne, kan vi blive genfødt til nyt liv som et mere helt menneske.
Baggesen, Søren og Nyborg, Eigil: artikel og replikker om fortolkningen af H.C. Andersens eventyr ‘Den lille havfrue’ i Kritik, bind 1 og 2 (Fremad 1967)
Bibelen (Det Danske Bibelselskab 2004, den autoriserede oversættelse fra 1992)
Hillman, James: At træde i karakter som gammel (Samleren 2000)
Hollis, James: Creating a Life. Finding Your Individual Path (Inner City Books 2001)
Jung, C. G.: Collected Works, bind 11 (Routledge and Kegan Paul, 2. udgave,1969)
Artiklen er skrevet i 2025 af Thomas Nordby, cand.phil. i dansk, sekretær i Jungforeningen og medredaktør på Jung for Alle.
(c) Forfatteren og DSAP 2025-