Divination

Af Kristine Gazel, Seniorkandidat ved C.G. Junginstituttet i København.

”Vi har aldrig været moderne.”  Bruno Latour

Vi mennesker har altid villet kende vores .

Fra den nordiske og den græske mytologi kender vi de tre norner og moirer, der spinder, udmåler og klipper i menneskets skæbnetråd. Vi har forsøgt at se dem over skuldrene fra tidernes morgen. Divination er en uomtvistelig del af vores kulturhistorie og kendes fra hele verden, f.eks. fra Mesopotamien, Kina, Tibet og det antikke Grækenland og Rom.

Etymologisk set kommer ordet divination af divinus, der betyder guddommelig.

Nogle af de redskaber, der kan anvendes til og er blevet anvendt til divination, er - og spillekort, krystalkugler, dyreindvolde, knogler, fugletræk, røg, aske, spejle, horoskoper, stjerner og planeter, pinde, vand, penduler, runer, kaffegrums og teblade, håndens linjer, vejrlig, figurer, terninger, bøger, planter, trance, søvn/drømme, dvale, og euforiserende stoffer.

Og vi bruger stadig nogle af dem i dag, bevidst eller mindre bevidst.

Dette essay handler om divination og bygger til dels på et oplæg, som jeg holdt på C.G. Jung Instituttet i efteråret 2022. Det falder i tre dele: dels i en kort beskrivelse af divination i historisk perspektiv; dels i en beskrivelse af Jungs forhold til divination; dels i en personlig udfoldelse af, hvordan jeg selv forstår og bruger tarot, astrologi og .

Divination i antikken

Et af de berømteste orakler i den vestlige, antikke kultur var oraklet i Delfi.
Guddommen for templet var Apollon i hans egenskab af seer og healer. Han er blandt andet kendt som Apollo Iatromantis (profet) og Apollo Oulios (healer). I moderne tid opstår en begrebsmæssig opsplitning mellem det apollinske som det rationelle og lyse og det dionysiske som det vilde og mørke. I oldtiden var opfattelsen af Apollon langt mere kompleks (se Kingsley, 1999).

Præstinden i oraklet var Pythia. Ifølge overleveringen var hun under indflydelse af dampe fra jorden under templet, og hun var derfor i trance, når hun udsagde sine orakelsvar. På templet stod der skrevet Gnothi Seauton (γνῶθι σεαυτόν): Kend dig selv. Måske en påmindelse om at for at få og forstå profetiske svar må man kende sig selv?

I det antikke Rom fungerede Augurerne som en politisk og spirituel institution. Augurerne tog fuglevarsler, også kaldet auspicier, som bogstaveligt talt betyder at se på fugle. Ordet auspicier har fået indpas i sproget og bruges nu i moderne dansk og engelsk.

Varslet af fugle kunne tages ud fra om de fløj i grupper eller alene, ud fra hvilke lyde de lavede, i hvilken retning de fløj og hvilke slags fugle, der var tale om. Det havde også betydning, om varslet var ønsket af en person selv eller påført vedkommende udefra. Politiske, militære og civile handlinger i Rom blev foretaget ud fra disse auspicier.

I år 44 før vor tidsregning skrev politikeren Cicero værket De divinationes, som var udformet som en filosofisk og kritisk dialog mellem Cicero og hans yngre broder Quintus; værket var en kritik af spådomsinstitutionen.

C.G. Jung og Marie-Louise von Franz om divination

Jung beskæftigede sig med divinatoriske systemer som astrologi og I Ching, og han kendte til tarot. Han talte om billederne i tarot som værende arketypiske og symbolske, og drog en parallel til I Ching i sine Visions-seminarer:

“They are psychological images, symbols with which one plays, as the unconscious seems to play with it's contents … and besides, there are twenty-one cards upon which are symbols, or pictures of symbolical situations. For example, the symbol of the sun, or the symbol of the man hung up by the feet, or the tower struck by lightning, or the wheel of fortune, and so on. Those are sort of archetypal ideas, of a differentiated nature, which mingle with the ordinary constituents of the flow of the unconscious, and therefore it is applicable for an intuitive method that has the purpose of understanding the flow of life, possibly even predicting future events, at all events lending itself to the reading of the conditions of the present moment. It is in that way analogous to the I Ching, the Chinese divination method that allows at least a reading of the present condition. You see, man always felt the need of finding an access through the unconscious to the meaning of an actual condition, because there is a sort of correspondence or a likeness between the prevailing condition and the condition of the collective unconscious.” (Citeret fra Greer, 2008a).

Jeg finder det også væsentligt, at Jung her taler om divination som en intuitiv metode og ikke mindst nævner, at det ikke så meget handler om at forudse fremtidige begivenheder som at forstå en aktuel situation eller aktuelle omstændigheder.

I forordet til den engelske oversættelse af Richard Wilhelms I Ching fortæller Jung (CW 11, §966), at han allerede har anvendt I Ching i sin praksis i adskillige år, før han lærte Richard Wilhelm at kende, og også at denne lærte ham meget mere om oraklet. I forordet indgår Jung i en dialog med oraklet, og spørger det om dets egen vurdering af dets nuværende situation, det vil sige Jungs intention om at introducere det til et engelsktalende publikum.

Oraklets eget svar er hexagram 50 Ting – the Cauldron – et symbol, som meget passende svarer til den alkymistiske vas eller kolbe:

“There is food in the ting
My comrades are envious
But they cannot harm me
Good fortune.” (§979)

Jungs fortolkning er:

”Thus I Ching says of itself: ”I contain (spiritual) nourishment” (§980)

Ifølge Jung henviser misundelsen til dem, som forsøger at ødelægge eller fratage oraklet dets mening, men det er ikke muligt:

”Its richness of meaning is assured …” (Ibid.)

Marie-Louise Von Franz kæder divination sammen med begrebet synkronicitet:

”In all primitive civilizations divinations techniques have been used to find out what God, or the gods want, but in time it has been discontinued and outgrown, it has become a dark, magical and despised practice … The view of the world which Jung tried to bring into focus, and on which divination basically rests, is that of synchronicity.” (Von Franz, 1980)

Divination i moderne akademia

Moderne forskere er begyndt at tage divination alvorligt som forskningsfelt. Hvorfor?

Det er fordi divination – og magi som dets overordnede domæne – er en del af den menneskelige erfaring. Som jeg skrev indledningsvis, har vi altid beskæftiget os med divination, og vi er aldrig holdt op med det. Det er altså ikke kun i såkaldt ”primitive” civilisationer, at divination er blevet anvendt. Vi ”moderne” mennesker, som måske ikke er så moderne igen, benytter os også af divination.

Nogle af disse forskere definerer divination således:

”By divination we mean the attempt to elicit from some higher power or supernatural being the answers to questions beyond the range of ordinary human understanding.” (Loewe & Blacker, 2021)

og

”[T]hat divination is a very particular kind of human practice with ancient roots that go very deep, yet it is also still very much at work and at play in the contemporary world. It is at once genuinely exotic and common.” (Curry, 2016)

Og det er sandt. Vi beskæftiger os i høj grad med f.eks. tarot og astrologi i vores moderne verden. Disse praksisser er blevet en del af populærkulturen og selvudviklingskulturen, og det betyder noget for mange mennesker, også i det oplyste Vesten.

Gosden mener, at vi bør gentænke magiens betydning. Ifølge Gosden (2021) er magi et menneskeligt erfaringsfelt på lige fod med videnskab og religion. De tre er ifølge ham sidestillede i den menneskelige historie. Vores eurocentriske syn på magi har rod i oplysningstidens og viktoriatidens behov for at positionere os som moderne og oplyste i modsætning til ”de andre”:

”Labelling other ways of life as backwards or superstitious became part of Europe's definition of itself. We can now reject these Victorian views. Magic today is not a fossil remnant of old beliefs but always exists as part of a triple helix with religion and science, and consideration of this conjoined relationship will provide a new sense of global history.” (Ibid.)

Heraf må følge, at hvis en samtænkning af religion, videnskab og magi medfører et nyt syn på den globale historie, må det også have betydning for vores syn på det menneskelige erfaringsfelt ned igennem denne historie.

Jung havde et ambivalent forhold til oplysningstiden. Vi har meget at takke oplysningstiden og fremkomsten af moderne videnskab for. Men Jung mente også, at noget gik tabt i denne proces. Nemlig vores forståelse af det ikke-rationelle, og vores forhold til denne del af os selv og ikke mindst vores forhold til naturen – den indre, såvel som den ydre natur.

Peter Struck definerer divinatoriske indsigter som hørende til den kategori af viden, som vi nu vil beskrive som :

“The Greek philosophers considered here show a consistent understanding of traditional divinatory insight as the result of an ancillary form of cognition that takes place outside our self-conscious, purposive thinking. It enters into our awareness and offers incremental insight into what is around the corner. They construe it as a feature of human nature, as embedded in physiological processes that have to do with our status as embodied organisms situated in a surrounding atmosphere of stimuli. It relies on mechanisms buried deep in our natural structures, and the philosophers allow that some people will have a better mechanism for it than others. I have tried to show that its cognitive status is consistently congruent to what most contemporary English speakers would call intuition.” (Struck, 2018)

Jeg har valgt at medbringe dette (lange) citat, fordi også det beskriver og understreger intuition som værende vigtig i anvendelsen af divinatoriske systemer.

Moderne indgange til divination

Jeg er selv interesseret i divination ud fra to perspektiver. På den ene side er jeg interesseret i den historiske side af sagen. Hvilken betydning har divination haft i historien og hvad kan det fortælle os om mennesker og samfund i historien?

På den anden side udøver jeg selv divination. Jeg har beskæftiget mig med tarot, siden jeg var helt ung. På det seneste er jeg også begyndt at interessere mig for astrologi og I Ching som divinatoriske systemer og som kilder til indsigt. Dette essay handler i høj grad om min egen opfattelse af den divinatoriske praksis, som er en del af mit liv. Omdrejningspunktet for denne praksis er ”de indre billeder” eller forestillingsevnen: .

Jeg vil nu præsentere mine primære inspirationskilder indenfor de forskellige områder. Vel vidende, at når man først er gået igennem et af de tre ormehuller, vil utallige mængder af information være til rådighed. Og hvis man bliver interesseret, kan jeg kun opfordre til videre udforskning. For alle tre områder gælder det, at der findes et væld af bøger, hjemmesider, artikler, og at det kan være svært at finde vej i alt dette. Det væsentlige er, at man finder sin egen vej. Derfor nævner jeg her kort de kilder, som jeg mener er gode udgangspunkter, hvis man ønsker at fordybe sig i tarot, astrologi eller I Ching, og derudover henviser jeg til litteraturlisten, der både indeholder kilder og forslag til videre læsning.

Den for mig væsentligste person er den nu afdøde Grand Old Lady indenfor tarotkulturen, Rachel Pollack, som i øvrigt skriver om divination:

”For me, the term divination means a way to have a two-way conversation with the divine.” (Pollack, 2020)

Det er hendes bog Visdommens billeder, der i min pure ungdom åbnede mine øjne for det magiske landskab, som tarot er. Og fordi hun også skrev om synkronicitet, ledte hun mig på sporet af og hans analytiske psykologi. Jeg kan derfor takke hendes bog for umådeligt meget.

Indenfor astrologien vil jeg pege på Liz Greene, som udover at være astrolog er jungiansk psykoanalytiker. Hun har skrevet Skæbnens astrologi (1984) og diskuterer med udgangspunkt i legenden om Døden i Samara begreberne skæbne vs. fri vilje? En af hendes pointer er, at begrebet skæbne gør moderne mennesker utilpasse. Hun diskuterer også den græske skikkelse Moira, som har givet navn til moirerne og som var daimon for undergang og død. Begrebet daimon er i øvrigt centralt i den jungianske dybdepsykologi, fx i Jungs Liber Novus/Den Røde Bog, men det må en fremtidig artikel handle om. I den sammenhæng er det værd at nævne at Liz Greene også har skrevet om de astrologiske symboler i Den Røde Bog (Greene, 2018).

Som nævnt skrev Jung forord til I Ching, (der for øvrigt er blevet nyoversat til dansk for nylig). Siden Wilhelms oversættelse er markedet i den vestlige verden blevet oversvømmet af oversættelser og fortolkninger af I Ching. Det var specifikt Stephen Karchers fortolkning, der åbnede mine øjne for I Ching. Han er medskaber af hjemmesiden Mothering Change, som også er et besøg værd. Endelig vil jeg nævne den store røde Eranos-udgave af I Ching, som blev skabt i forbindelse med The Eranos I Ching Project (se litteraturlisten for referencer).

Hvordan fungerer divination?

I det følgende fremlægger jeg min egen forståelse og fortolkning af divination, og hvordan vi kan bruge det i vores egne liv i en moderne verden. Det bør nævnes, at jeg i det følgende fortrinsvis tager udgangspunkt i divination gennem tarot.

Dette er en definition, jeg selv har formuleret og som jeg bruger i min egen divinatoriske praksis med tarot, men som også kan gælde for andre divinatoriske systemer:

”Tarot taler til os via et symbolsprog, som vi forstår intuitivt, og med hvilket vi kommunikerer med for at få en større forståelse af de muligheder, der ligger i .”

I løbet af sidste halvdel af det 20. århundrede blev tarot en del af New Age-kulturen, og i de sene 60'ere og i 70'erne blev tarot populært, startende omkring 1969 på den amerikanske vestkyst i Californien (Greer, 2008b). New Age-bølgen var også inspireret af Jung, og er man interesseret i en kritisk læsning af, hvordan New Age-kulturen tog Jung til sig, vil jeg anbefale Davis Taceys bog Jung and the New Age (2014).

I løbet af det 20. århundrede erstattede Det ubevidste ”de højere magter” eller guderne, som var de kræfter, man ønskede at kontakte i antikkens divinatoriske praksis. Det ligger også i forlængelse af en jungiansk opfattelse af, at guderne efter oplysningstiden flyttede ind i den menneskelige psyke og blev til ubevidste kræfter i psyken, og at de ikke let kan kontaktes via rationelle tilgange:

“The gods are best approached not through science but through myth, religion, cosmology, poetry, the arts and music. At the level of individual experience, they are best approached not through reason but through intuition and feeling. Reason and logic will never get us close to the gods, as they make them more unfathomable and removed. Reason makes the gods so distant and improbable that it becomes ludicrous to believe in them. Only what the Greeks called mythos can help get close to the gods. Mythos is a form of thinking which is based on stories, images and intuitions.” (Tacey, 2013)

Vi kan føje divination til listen over de ”sprog”, hvormed vi kan tale med guderne. Det er disse guder, vi taler med, når vi lægger tarotkort eller horoskoper, på samme måde som når vi tyder drømme i den jungianske, terapeutiske session.

Guderne er så at sige blevet en del af det ubevidste. Men her må vi være skarpe på, hvad vi mener med Det ubevidste. Det er ikke blot det personlige ubevidste, men det ubevidste som det kollektive ubevidste og som den stemning eller ånd, der behersker en situation, en gruppe eller et tidspunkt. Det er den ånd eller stemning vi prøver at forstå igennem konsultationen af oraklet. Vi kan også kalde det zonen, feltet, eller en ”anden” dimension.

De to kognitive modi, vi benytter os af i den divinatoriske situation, er imagination og intuition. Det er igennem vores evner for det imaginære at vi går i dialog med billederne og symbolerne på kortene. Imagination – forestillingskraft – er en evne, som mennesket og kun mennesket (indtil videre?) besidder, og som det efter min mening er ekstremt vigtigt at vi holder ved live i os selv. Det imaginære handler nok så meget om at være i dialog med de indre billeder, ellers lader vi os i al for høj grad overvælde af ydre billeder fra populærkulturen – eller værre: fra demagogien.

Det at beskæftige sig med det symbolske i det divinatoriske, og med de billeder der dukker op i et oplæg, kan være én måde at holde imaginationen i live.

Divination er ikke spådomskunst

Grunden til at jeg ikke beskriver divination som spådomskunst er, at divination for mig at se handler om nuet. En anden vigtig pointe er, at det personlige er væsentligt. Når jeg lægger Det Keltiske Kors, kalder jeg ikke den sidste position udfaldet, men det mulige udfald. Det er en tilsyneladende lille, men uhyre væsentlig detalje. Det er det, som er muligt, ud fra det, som de øvrige ni kort i oplægget fortæller os. Men det er ikke det endelige udfald. Vi kan nemlig vælge at skifte kurs ud fra det kortene siger. Vi har selv et ansvar og et valg. Det, som kortene fortæller os, er, at vi skal engagere os i vores liv og tage ansvar for den sti vi går på. Vores fremtid er dermed ikke skrevet i sten, i modsætning til i spådomskunsten – som den opfattes populært.

Oprindeligt havde det profetiske ikke noget at gøre med tale om eller forudse fremtiden. De gammeltestamentlige profeter talte f.eks. om det der handlede om nuet, og de revsede som regel den siddende konge eller det afgudsdyrkende folk. Profetien var lokal, aktuel og forbundet med en konkret krisesituation.

I Eranos-udgaven af I Ching formuleres dette fokus på nuet meget fint:

”Divination is mostly associated i people's minds with predicting the future. That is not the approach to divination we propose in this book. We do not view the Yi as a tool to predict the future, because we believe the future is unpredictable – and depends, among other factors, on the course of action we choose. We suggest to use the Yi as ”a mirror of the present”, as a tool for introspection, a tool to assess the appropriateness of a specific course of action in a given situation and a tool to open a dialogue with our own deeper wisdom and align our actions with the dao.” (Ritsema & Sabbadini, 2005)

Oraklet åbner et vindue til nuet. Det er sådan det ser ud nu. Det er dit mulighedsvindue. Du har mulighed for at fortsætte i dette spor, men du har også mulighed for at vælge at ændre det. Nuet og dets mulighedshorisont er et enormt kraftfelt. Og det er dét, vi zapper ind i, når vi spørger ethvert orakel. Nuet giver os til hver tid et valg. Det vil sige: hvis vi er opmærksomme på det.

Skæbnen

I sangen The Fortuneteller (Pesch, 1991) spiller på vores forestillinger om spåkvinden og sigøjneren i populærkulturen, men den udfordrer også dette billede.

I sangen synger Doro:

“I can see that you don't really want to know
What your future holds as you travel down the road
You'd rather believe that dreams do come true
So does the man who's followed you.”

Her stilles det, der sker i fremtiden og et oprigtigt ønske om at kende til det, op overfor ønsket om at ens (naive, håbefulde, romantiske) drømme går i opfyldelse.

Kvinden opsøger spåkvinden med naive fordomme om sigøjnere, (som vi nu ville kalde romaer), og med drømme om at få gengældt sin kærlighed. Manden, som hun længes efter, længes åbenbart også efter hende, eftersom han er fulgt efter hende. Budskabet synes at være, at man skal tage ansvar for sin situation, og lade de romantiske drømme være.

Måske giver fremtiden muligheden for en dyb, realistisk relation, hvis man er villig til at opgive drømmene? Men måske er kvinden ikke interesseret i høre, hvad skæbnedaimonen Moira egentlig har at byde hende?

Måske er der alligevel noget om det med skæbnen, og om at skæbnen gør det moderne menneske usikkert, som Greene skriver. Vi vil gerne tro, at vores drømme kan gå i opfyldelse, og at vi selv er herrer over vores tilværelse. Idéen om skæbnen udfordrer vores forestilling om at have kontrol over vores liv.

Et paradoks

Men kan ideen om, at vi har en skæbne og ideen om at vi har et ansvar for os selv og vores tilværelse være sande på én og samme tid? Kan vi holde dét paradoks i vores , at vi både har en skæbne og at vi har et ansvar? Hvordan går dén ligning op?

Karen Blixen forstod dette paradoks, og hendes svar på det er en smuk syntese. Et af hendes mottoer, som hun havde overtaget fra sin forulykkede ven og elskede Denys Finch Hatton var ”Je responderay” (Blixen, 2021).

Min fortolkning af dette er, at hun dermed siger: ”Jeg svarer på og jeg står til ansvar for det, som skæbnen byder mig”. Deri består den fri vilje: at ville svare på det, som skæbnen kalder én til.

Selvet

Divination stiller os overfor spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til tanken om skæbnen og den frie vilje. Og divination stiller os også over spørgsmålet om, hvad det vil sige at kende sig selv. For Jung var det at kende sig selv en nøgle til at finde en mening med tilværelsen. Og det er vel heller ikke helt tilfældigt, at det stod over templet i Delfi?

Kend dig selv.

Hvad vil det i grunden sige at kende sig selv? Er det at kende gudernes hensigt med os, eller er det at kende det ubevidste og at kunne forholde sig bevidst til det? Er det at kunne skelne mellem det, som det ubevidste vil med os og det som vi bevidst (etisk/moralsk) vælger som svar på dette? Indskriften Kend dig selv hvisker til os ned igennem århundrederne.

Ved at forholde os bevidst til det, som oraklet siger til os, tager vi et standpunkt. Gennem den nye indsigt, som oraklet har hjulpet os til at opnå, kan vi ændre både os selv og den sti vi betræder. Når vi konsulterer oraklet og lytter opmærksomt, får vi muligheden for at svare, for at ændre os og for at på et dybt plan at forstå og kende os selv og det nuets mulighedsfelt, vi befinder os i.

Dermed kommer det intuitive ind i billedet. Gennem divination kan vi via intuition og imagination få indblik i en anden dimension. Vi opnår adgang til indsigt gennem typer af viden eller kognitive modi, som i det rationelles tidsalder er blevet ildeset, men som jeg tror nu er ved at opnå en renæssance. (Redaktionel note: Det slog mig dog ved færdigggørelsen af denne artikel, at jeg ikke i samme grad har forholdt mig til, hvad intuition egentlig er. Som bekendt er det en af Jungs fire funktionsmåder, og som sådan er det et interessant spøgsmål, somjeg vil forsøge at besvare i en fremtidig artikel).

Det skønne

Et meget væsentligt aspekt af det divinatoriske er det æstetiske – det skønne. Når jeg beskæftiger mig med divination, uanset om der er tale om tarot, astrologi eller I Ching, bringer jeg mig selv i forbindelse med Det skønne. Divination er i sig selv en kunstart. Ikke fordi det handler om at komme med de bedste fortolkninger, men fordi det handler om at skabe indre billeder og fortællinger. Det er deri, at skønheden og sandheden ligger. Det, som vi ”blot” ved at beskue det, intuitivt forstår er sandt.

De divinatoriske systemer er ”maskiner” til billedfremstilling og refleksion, som overgår enhver AI/sprogmodel. Det væsentlige er ikke så meget de billeder, der dukker op i en tarotsession eller det hexagram, der dukker op, når vi spørger I Ching, men den måde vi engagerer os ved selv at skabe billeder eller ved at kommunikere med vores indre billeder gennem de ydre.

Et af mine yndlingseksempler fra tarotten er Mønternes Es (fra Universal Rider-Waite-Smith, som er det sæt, jeg anbefaler, at nye rejsende starter med (Hanson-Roberts, 2002)). Det sætter gang i en fantasi om, hvor vejen ud mod bjergene hinsides haven fører hen. Her kunne man spørge, hvor vil jeg gerne hen, hvad tror jeg ligger bag hækken, hvilke eventyr vil jeg møde og hvilke farer? Hvad afholder mig fra at følge stien – og så fremdeles …

Også astrologi skaber billeder og fortællinger. Hvert tegn, planet og konstellation i astrologien giver os et billede, forankret i en myte, og det er så op til en selv at skabe en forståelse af dette billede og forbinde os til denne myte. Liz Greene er fænomenal til at gå i dybden med dette. Hvad er den dybere betydning for eksempel af Jomfruen, og hvordan kan dette tegn både have noget med det jomfruelige og det promiskuøse at gøre? Hvis man vil arbejde med den eksistentielle dimension af det mytologiske, kan jeg også anbefale Rollo Mays bog Myte og eksistens (1992).

Et personligt eksempel: Saturn har spillet en stor rolle for mig de sidste år. Jeg fik en masse fysiske skavanker – måske i forbindelse med overgangsalderen, måske som en uheldig genetisk arv. Da jeg blev bevidst om, at Saturn lå side om side med Solen i mit fødselstegn Krebsen (Cancer) – som en anden Sol Nigro – var der nogle ting, der begyndte at falde på plads.

Nu blev jeg nødt til at gå i dialog med Kronos, med Døden og med Djævelen, som alle i tidens løb er forbundet med Saturn. Saturn befinder sig umiddelbart et helt forkert sted i mit horoskop, idet den traditionelt set styrer Stenbukken (Capricorn), som ligger overfor Cancer i zodiakken. Det væsentlige her er ikke, at Saturn er placeret i Cancer, og at det betyder dette eller hint. Det væsentlige er at gå i dialog med Saturn og de myter, der ligger bag (se også Greene, 2021).

Dertil kom at en ven gjorde mig opmærksom på, at Saturn ifølge en gammel astrologisk forståelse oprindeligt var en feminin planet: den store gudinde, den gamle vise kvinde, the Crone. Det gav endnu en dimension til forståelsen af Saturns placering i mit fødselshoroskop (Obert, 2016)

Også I Ching er fyldt med billeder. Her møder vi for hvert tetragram og hexagram en række billeder, og selvom de kan forekomme arkaiske og fremmedartede, idet de går i hvert fald 3000 år tilbage i tiden, er de ikke desto mindre arketypiske og som sådan evigt gyldige. Disse billeder handler om en familie: en mor, en far, om tre sønner og tre døtre, idet hvert af de 8 tetragrammer repræsenterer en af disse figurer. I kombination giver de os de 64 hexagrammer. Hvert tetragram/hexagram består af en kombination af brudte yin-linjer og ubrudte yang-linjer. Og hvert hexagram repræsenterer et kapitel i orakelbogen I Ching, som når man slår op i bogen beskrives af en række figurer eller billeder, som man så må forholde sig til.

Disse figurer og billeder fortæller om naturen og om menneskets forhold til naturen, om menneskets egen natur, og menneskets forhold til dyrene, til ilden, til verden, til krig og fred, til yin og yang – og til dao. Det er taoismen, og senere konfucianismen, der ligger til grund for I Ching. Og under det igen ligger en animistisk forståelse af verden som værende besjælet: ilden, dyrene, bjergene, vinden, vandet etc. har alle sjæl. Det er menneskets opgave, når vi via oraklet bringer os i forbindelse med denne sjæl eller levende verden, at skabe balance, at bringe os i forbindelse med og i overensstemmelse med verden.

For det moderne menneske består udfordringen i at forstå, hvad disse orakelsvar kan betyde i en moderne sammenhæng. Det kræver intuition, imagination, forståelse for det æstetiske og en evne til at zoome ind i en anden dimension. Men I Ching bruges stadig verden over, og det fortæller mig, at vi stadig har de evner og at vi stadig er i stand til at gå i dialog med og skabe indre billeder.

En advarsel

Men divination kan misbruges. Ligesom vi ikke må forveksle de indre billeder med ydre eller erstatte dem med udefrakommende fyld på grund af indre tomhed, må vi ikke bruge al vor tid og energi på divination. Oraklerne kræver seriøsitet og ydmyghed. Jeg'et som fortolkende og bevidst instans skal holdes i hævd, og divination bør efter min mening ikke ske under indflydelse af stoffer – medmindre oraklet i sig selv er et stof.

Vi må ikke miste vores fodfæste i den virkelige verden, når vi opsøger og konsulterer et orakel. Vi må ikke lade os forføre – alt for meget. Divination som kommunikation er netop en kommunikation imellem vores ”virkelige” verden og en anden dimension. På samme måde som vi har brug for denne anden verden, har dén brug for at vi holder fast i vores grundfæstethed med vores verden.

Divination tilbyder os ikke en flugt fra virkeligheden, men et andet perspektiv på den.

Heri ligger en parallel til forståelsen af relationen mellem Ego og Selv i den analytiske psykologi. Det som også kaldes Ego/Selv-aksen: Selvet har brug for et stærkt Ego, for at styrke kommunikationen og relationen. Og Ego'et har brug for Selvet for at være levende og i flow. Det må dog være stærkt og fleksibelt, så det kan indgå i en sund relation til Selvet – uden at blive overvældet af det.

Oraklet straffer os, hvis vi misbruger det og det afslører os, hvis det fornemmer, at vi lyver. Præcist som Det ubevidste.

Og divination er ikke for alle. Jung beskriver det på denne måde i forbindelse med I Ching:

“The I Ching insists upon self-knowledge throughout. The methods to which this can be achieved is open to every kind of misuse, and it is therefore not for frivolous-minded and immature, nor is it for intellectualist or rationalists, it is appropriate only for thoughtful and reflective people who like to think about what they do and what happens to them … .” (CW 11, §1000)

Og:

“The I Ching does not offer itself with proofs or results: it does not vaunt itself, nor is it easy to approach. Like a part of nature, it waits until it is discovered. It offers neither facts nor power, but for lovers of self-knowledge, of wisdom, if there be such – it seems to be the right book. To one person the spirit appears a clear as day; to another shadowy as twilight; to a third, dark as night. He who is not pleased by it does not have to use it, and he who is against is not obliged to find it true. Let it go forth into the world for those who can discerns its meaning.” (CW 11, §1018)

Konklusion

For at opsummere: divination er en menneskelig og meget gammel praksis, der finder sted i et spændingsfelt mellem flere kapaciteter:

Synkronicitet er den bagvedliggende idé, der beskriver, hvordan divination fungerer. Jeg er ikke gået dybere ind i det begreb i dette essay, idet jeg henviser til min artikel om synkronicitet (Gazel, 2016).

Dertil kommer vores egen evne for intuition som det at være i kontakt med en anden erkendeform. Så er der det symbolske; det at kunne relatere til et symbol og kunne leve et symbolsk liv. Og imaginationen; at kunne skabe indre billeder og kunne gå i levende dialog med dem. Det kan ske gennem kunst, kreativitet eller aktiv imagination. Endelig det æstetiske i form af fornemmelsen for skønheden i de divinatoriske systemer og billeder.

Og husk, at divination ikke handler om at rejse ud blandt stjernerne – men om at forblive i kontakt med kosmos fra vores jordiske perspektiv som dødelige væsener i tid og rum.

Kilder og inspiration til videre læsning:
Divination : Perspectives for a New Millennium / Patrick Curry (red.). Routledge, 2016.
Divination and Oracles / Michael Loewe, Carmen Blacker (red.). Routledge, 2021.

Blixen, Karen. Mit livs mottoer og andre essays. Gyldendal, 2021.

Franz, Marie-Louise von: On Diviniation and Syncronicity. Inner City Books, 1980.

Gazel, Kristine: Synkronicitet. 2016 https://www.jungforalle.dk/det-symbolske/synkronicitet/ (Set: 17. Februar, 2024)

Gosden, Chris: The History of Magic : from Alchemy to Witchcraft, from the Ice Age to the Present. Penguin Books, 2021.

Greene, Liz: Skæbnens astrologi. Gyldendal, 1984.
Greene, Liz: Jung's Studies in Astrology: Prophecy, Magic, and the Qualities of Time. Routledge, 2018.
Greene, Liz: The Astrological World of Jung's ‘Liber Novus': Daimons, Gods, and the Planetary Journey. Routledge, 2018.
Greene, Liz: Saturn: a New Look at an Old Devil. Weiser, 2021.

Greer, Mary K.: Carl Jung and Tarot. 2008a. https://marykgreer.com/2008/03/31/carl-jung-and-tarot/ (Set: 8. februar. 2024)
Greer, Mary K.: 1969 – The Tarot Renaissance. 2008b. https://marykgreer.com/2008/05/20/1969-the-tarot-renaissance/ (Set: 11. februar. 2024)

Hanson-Robert, Mary: Universal Waite. U.S. Games System, 2002.

I Ching – Mothering Change https://motheringchange.com/ (Set 11. Februar, 2024)
I Ching – forvandlingernes bog. Ny dansk udgave v. Jens Windeleff. Klitrosen, 2021.

Jung, C.G.: Foreword to the “I Ching”. I: CW 11. Second edition. Princeton, 1969.
Jung. C.G.: Jung on Astrology / Safron Rossi and Keiron Le Grice (red.). Routledge, 2017.
Jung. C.G: Jung on Synchronicity and the paranormal / Roderick Main (red.). Princeton. 1998.

Karcher, Stephen: Total I Ching : Myths for Change. Piatkus, 2009.

Kingsley, Peter: In the dark Places of Wisdom. The Golden Sufi Center, 1999.

Martin, Clare: Alchemy : the Soul of Astrology. The Wessex Astrologer, 2020.

May, Rollo: Myte og eksistens. Gyldendal, 1992.

Nichols, Sallie: Jung and Tarot : An Archetypal Journey. Weiser, 1980.

Obert, Charlie: Saturn as Feminine, Part One. 2016. https://studentofastrology.com/2016/02/saturn-as-feminine-part-one/ (Set 11. Februar, 2024)

Okbøl, Henrik: Jung og New Age. I: Symbol, analyse, virkelighed / Red. af Pia Skogemann. Lindhardt og Ringhof, 2021.

The Original I Ching Oracle or the Book of Changes / Ritsema, Sabbadini. Watkins, 2005.

Pesch, Doro: The Fortuneteller. Udgivet 1991.

Pollack, Rachel: Visdommens billeder. Borgen, 1988.
Pollack, Rachel: Seventy-Eight Degrees of Wisdom. Weiser Books, 2020. (Anniversary edition).

Scruton, Roger: Beauty : a very short Introduction. Oxford university Press, 2011

Struck, Peter S.: Divination and Human Nature : A cognitive History of Intuition in Classical Antiquity. Princeton, 2018.

Tacey, David: Gods and Diseases : Making Sense of Our Physical and Mental Wellbeing. Taylor & Francis Group, 2013.
Tacey, David: Jung and the New Age. Routledge, 2014.

Tarnas, Richard: Cosmos and Psyche : Intimations of a New World View. Viking, 2006.

Wikipedia-artikler:
https://en.wikipedia.org/wiki/Temple_of_Apollo_(Delphi)
https://en.wikipedia.org/wiki/Apollo
https://en.wikipedia.org/wiki/Apollonian_and_Dionysian
https://en.wikipedia.org/wiki/Augur
https://en.wikipedia.org/wiki/Religion_in_ancient_Rome
https://en.wikipedia.org/wiki/De_Divinatione

Illustrationer:

The Three Fates. Flandern tapestry, 16. årh.
Priestess of Delphi af John Collier, 1891.
Tomba degli auguri, Tarquinia, Italia, ca. 530 bce.
A display on divination featuring a cross-cultural array of artefacts, Foto: Ethan Doyle White  (CC BY-SA 4.0).
Horoscope from the book of the birth of Iskandar, Wellcome Trust, (CC BY-SA 4.0).
The Fortune Teller af Georges de La Tour, 1630.
Circe (The sorceress) af John William Waterhouse, 1911.
Isabeau of Bavaria and the Duke of Burgundy consulting a necromancer af Jean-Louis Dulong, 1835.
The Crystal Ball/Destiny af John William Waterhouse, 1902.
Magic Circle af John William Waterhouse, 1886.
Ace Of Pentacles fra Universal RWS, eget foto.
Hexagrammet Li (30) fra I Ching. Fundet på Wikimedia, Attribution: Ben Finney .
Circe Invidiosa af John William Waterhouse, 1892.
Vanitas Still Life with skull and hourglass af Adriaen Coorte, 1686.

Medmindre andet er nævnt tilhører illustrationerne Public Domain.

Copyright: Kristine Gazel 2024-