Foredrag v/Aksel Haaning
”Den lille prins” – næsten alle kender fortællingen om den strandede pilot, der møder et følsomt og lille menneskeligt væsen i ørkenen, et møde der ændrer hans liv for altid. Antoine de Saint-Exupérys roman er en klassiker, der stadig bliver læst; på dansk er den trykt i næsten 200.000 eksemplarer. Den blev skrevet under Anden Verdenskrig og udkom første gang i 1945. Yderligere er det en bog, mange ikke blot ejer, men har et særligt forhold til. Bogen kredser om ensomhed, kærlighed og det at finde og det at miste på én gang. Men den rummer også et dybt og universelt budskab om barndom, om opvækst og forandring – om en ny indstilling i bevidstheden og menneskelige relationer. Bogens grundtone og spørgsmål er, om der findes en vej ud af rodløshed og isolation. Jungs begreb om naturlig udvikling og individuation kan være en nøgle til at åbne og fortolke bogens budskab. Men bogen rummer også træk, der knytter den til glemte, filosofiske traditioner og bevidsthedsformer. Er det en børnebog, en bog voksne gerne vil læse for børn, eller er det børnelitteratur for voksne? Foredraget vil også diskutere genren og præsenterer romanen som tidstypisk for mellemkrigsårene og den krisefyldte eksistentialisme, der kom til at præge anden halvdel af det 20. århundrede, og som også Jungs psykologi er et konstruktivt respons til. Foredraget kræver ingen forudsætninger og kan være inspiration både for dem, der kender bogen, og for dem, der gerne vil lære den at kende.
Aksel Haaning er lektor ved Roskilde Universitet. Forsker bl.a. i det 19. og 20. århundredes videnskabshistorie: ’Opdagelsen af det ubevidste ca. 18001950.’ Har i 2011 afsluttet en middelaldertrilogi med udgivelse af “Den kristne mystik fra middelalderens verden”, Forlaget Vandkunsten. Arbejder på en dansk udgivelse af Aurora consurgen
No tags for this post.