Af Thomas Nordby, cand. phil. i dansk, sekretær i Jungforeningen og medredaktør på Jung for Alle

Tårnet har som bygningsværk en historie, som går længere tilbage end menneskets første skriftlige levn. Det betyder, at det kan være vanskeligt at fastslå med sikkerhed, hvad der har været baggrunden for at konstruere de tidligste tårne, som det har krævet et ekstremt hårdt arbejde at opføre med datidens teknik.

Stentårnet i Jeriko på Vestbredden, der er skabt af store sten, som stadig holder hinanden på plads uden hjælpemidler, og som rummer en indvendig stentrappe, anses for at være et af de ældste bevarede tårne i menneskehedens historie; det dateres til at være omkring 10.000 år gammelt, altså betydeligt ældre end pyramiderne i Egypten.

Stentårnet kan ses som civilisationens pendant til naturens vældige bjergformationer. Med sit materiale og sin tyngde er det forbundet til jorden, samtidig med at den vertikale struktur forbinder det med himlen ligesom bjergtinderne, der ofte skjuler sig i skyerne.

Tidligere teorier om at tårnet i Jeriko blev bygget som et forsvarsværk eller et gravmæle er blevet draget i tvivl, og det antages i dag snarere at have haft kultisk betydning. Der knytter sig nemlig det interessante astronomiske fænomen til tårnet, at de omgivende bjerges skygge ved sommersolhverv som det første rammer tårnet ved solnedgang for derefter at sprede sig over hele byen.

Det bliver et billede på, at tårnet oprindeligt udgør et samfunds centrum og med sin vertikale struktur forbinder livet på jorden med de himmelske magter. Ved at skabe ærefrygt hos betragteren kan det have haft en civiliserende betydning for lokalsamfundet, hvis medlemmer blev knyttet tættere sammen gennem det kultiske aspekt.

At de ældste tårne formentlig har haft en kultisk betydning, udtømmer på ingen måde de funktioner, som tårne har haft i eftertiden. Fyrtårne er blevet rejst som pejlemærker for søfolk og for at advare dem mod at sejle på grund i uroligt farvand. Udsigtstårne er blevet opført på højtliggende partier for at give udsyn over landskabet som herhjemme f.eks. tårnene på Himmelbjerget og Ejer Bavnehøj, mens andre udsigtstårne har tjent praktiske formål f.eks. i fredstid at overvåge sikkerheden for luftfart og togtrafik eller i krigstid fjendtlig skibstrafik.

Mange tårne er blevet rejst som forsvarsværker mod indtrængende fjender som f.eks. johanniternes tårne langs Maltas kyster, der skulle holde pirater væk, mens den kultiske betydning har overlevet i kirketårne, der med sin vertikale struktur i modsætning til kirkeskibets horisontale struktur ligesom korset har peget på menneskets åndelige dimension overfor den jordiske. At kirketårne også i urolige tider har tjent som forsvarsværker, understreger blot forbindelsen mellem det profane og det hellige.

I takt med den håndværksmæssige og teknologiske udvikling er bygningsværkerne blevet stadig mere raffinerede, og nye materialer er med tiden taget i anvendelse. Alligevel gør de moderne tårne sjældent større indtryk end de middelalderlige stenkatedraler som f.eks. Notre Dame kirken i Paris eller katedralen i Køln, der heller ikke i dag kan undgå at indgyde beskueren ærefrygt. Det blev ikke mindst tydeligt ud fra den chokreaktion, som branden i Notre Dame i 2019 udløste, også langt uden for Frankrigs grænser.

To af Paris’ vartegn, Notre Dame med dens tvillingetårne, hvis opførelse blev påbegyndt i midten af det 12. århundrede, og Eiffeltårnet, der blev opført til Verdensudstillingen i 1889 til minde om den franske revolution 100 år tidligere, repræsenterer højdepunkter i tårnbyggeriets historie fra højmiddelalder til den tidlige modernisme, hvor industrialiseringen banede vejen for elegante og spinklere, men også mindre langtidsholdbare jernkonstruktioner.

De to verdensberømte tårne fra to forskellige tidsaldre kan ses som et billede på, at middelalderens mennesker tilbad Gud, mens det moderne menneske tilbeder videnskaben og oplysningen. Slående er også modstillingen mellem Notre Dame og World Trade Centers to tvillingetårne. De sidste brød i brand og faldt i grus den 11. september 2001, da islamister fløj til angreb på et af den vestlige kapitalismes ikoniske symboler.

Tårnet rummer en rig symbolik, der naturligvis er knyttet til dets himmelstræbende karakter. Dels kan tårnet have en ophøjet funktion som udtryk for klarhed og overblik eller som åndelig indsigt, dels kan det omvendt pege på isolation, selvovervurdering og storhedsvanvid. Sagt med ét ord kan det stå for overlegenhed i begge ordets betydninger.

’At rage op som et tårn’ kan man sige om personer med autoritet eller særlige evner. Tårnets rejsning som en fallos kan også gøre tårnet til et symbol på potens og kreativitet. Ikke bare er tårnets symbolik righoldigt; det er også slående, at det kan svinge fra at være meget positivt til at være meget negativt ladet.

Kunstnere kan siges at opholde sig i et elfenbenstårn uden forbindelse med eller forståelse for almindelige mennesker, men elfenbenstårnet kan også have en ren ophøjet betydning; således er jomfru Maria ikonografisk knyttet til tårnet, specifikt til elfenbenstårnet, hvis hvide farve og ’ædle’ materiale repræsenterer renhed og uskyld.

Tårnet, der som vertikalt bygningsværk imiterer den oprejste menneskekrop, samtidig med at det på grund af sin struktur forbinder himmel og jord, får på den måde også en videre dybdepsykologisk betydning ved at bringe den menneskelige bevidsthed og vores karakter af åndsvæsen sammen med det ubevidste og vores animalske natur.

Ligesom træet med sin krone, der strækker sig mod himlen, og sine rødder i jorden kan tårnet via sit fundament i jorden pege på en både opadgående og nedadgående bevægelse. Alkymisternes ovn (athanor), hvori den uædle materie skulle forvandles til indsigtens ’guld’, er ofte formet som et tårn som udtryk for, at forvandlingen af stoffet indebar en vertikal eller hierarkisk bevægelse.

En tilsvarende symbolik ser vi i Johannes Jørgensens symbolistiske litteratur- og kunsttidsskrift fra 1893. Med sit navn ”Tårnet”, der samtidig var inspireret af redaktørens tårnværelse på H. C. Ørstedsvej, lagde Johannes Jørgensen op til kulturel kamp mod tidens herskende naturalisme. ”Verden er dyb. Og kun flade ånder fatter det ikke.” Her er den vertikale eller sjælelige bevægelse og det tidløse sat over for naturalismens materialisme og kronologiske tidsopfattelse.

Samme bevægelse finder vi hos den franske romantiske forfatter Gérard de Nerval, som Jung var optaget af. Nerval skriver i sit værk Aurelia om sine indre oplevelser: ”Jeg befandt mig i et tårn hvis fundament var gravet dybt, dybt ned i jorden, og hvis top var så højt oppe at den stak ind i himlen; hele min eksistens syntes forpligtet til at fortæres i en op- og nedstigning.” (citeret efter Cirlot).

Nerval, der af en moderne psykiater formentlig ville blive diagnosticeret som psykotisk, og som endte med at tage sit eget liv, peger her på en symbolik, som vi kender fra myten om Babelstårnet, hos Nerval blot fremstillet som et indre drama.

Et af de mest udtryksfulde tårnsymboler i den jødisk-kristne kulturkreds finder vi i myten om Babelstårnet fra Det gamle testamente, der er et hyppigt anvendt motiv i ældre tiders billedkunst. Ifølge 1. Mosebog kapitel 11 byggede Noas efterkommere et tårn i Babylon, hvis top skulle rage ind i himlen.

Da Gud erfarede det, indså han, at hvis det lykkedes for dem, ville de gøre sig lige med ham. ”Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden”, besluttede han. Det bevirkede, at menneskene fra da af talte forskellige sprog. Dermed faldt samarbejdet om det grandiose projekt til jorden. Herefter spredte Gud for en sikkerheds skyld menneskene i alle verdenshjørner, så de ikke igen skulle gøre ham rangen stridig.

På baggrund af den fortælling – og de senere værker, som den har inspireret til som f.eks. William Goldings roman ’Spiret’ – er udtrykket at bygge et babelstårn både udtryk for menneskets stræben og skabertrang, men især for et overmod, der straffes fordi mennesket overskrider sine naturgivne grænser. Det var den hybris, som oldtidens græske kunstnere ville beskytte sig imod ved at indføre en mindre fejl eller uregelmæssighed i deres værker, for kun guderne kunne skabe det perfekte.

I et af brødrene Grimms eventyr, Rapunzel, møder vi igen et tårn, der rummer en dobbelt symbolik. Titelpersonen, en ung pige på overgangen mellem barn og voksen, er af en heks blevet isoleret i toppen af et højt tårn ude i skoven. Rapunzel blev før fødslen af faderen lovet bort til heksen, der pågriber ham i sin have, som han er trængt ind i for at hente nogle rapunzler (klokkeblomster) til sin hungrige kone.

Heksen kan ses som et billede på skyggesiden af den mor, der ellers brændende ønsker sig en datter, men som sætter sit eget umættelige behov over barnets, og som ikke får noget modspil af sin vege mand.

Når heksen opsøger Rapunzel i tårnet, kaster Rapunzel sin lange fletning ned, så heksen ved hårets hjælp kan klatre op til hende. Pigen er altså forbundet med den negative mor gennem sine tanker (hovedhåret og tårnets top). Samtidig med den forbandelse, der har fulgt hende fra fødslen, er hendes gyldne fletning et billede på, at hun ellers er godt udrustet mentalt, ligesom hendes placering i tårnet med et vindue i toppen tyder på udsyn, men også en distance til omgivelserne.

Opholdet i toppen af tårnet er udtryk for en manglende jordforbindelse. Befrielsen kommer fra en prins, der rider gennem skoven og hidkaldes af hendes smukke sang. Sangstemmen henfører til hendes følelsesside, der siden skal føre hende til forløsning.

Prinsen kommer i kontakt med Rapunzel ad samme vej som heksen, ved hjælp af håret. Det vil sige, at deres kontakt fra starten er inficeret af Rapunzels forbandelse. De indleder et forhold, som fører til, at hun senere føder en dreng og en pige, men Rapunzel kommer en dag halvt ubevidst til at røbe forholdet til heksen, der som straf sender hende ud i ørkenen. Hendes ubevidste røber, at hun endnu ikke er moden til et forhold.

Den nye jordforbindelse, hun opnår, og som ud over nedstigningen billedligt fremstilles ved at hun må drage omsorg for de to børn (der balancerer det maskuline med det feminine), betyder, at hun efter lang tids ophold i ørkenen kan møde prinsen på ny og forbinde sig med ham uden for heksens indflydelse.

Heksen har kastet prinsen fra tårnets top ned i et tjørnekrat og dermed blindet ham, da hun efter at have sendt Rapunzel væk har overtaget hendes plads i tårnet, men hans blindhed bliver ved gensynet med Rapunzel kureret af hendes tårer.

Hvis vi ser prinsen som en indre animusfigur hos Rapunzel, hjælper hendes følelser hende til at se klart. Tårnet er altså i eventyret trods det udsyn og intellekt, det med sin ophøjede struktur er et billede på, også et fængsel, hvis ikke det kompenseres af et følelsesliv, der udvikles ved at hun tålmodigt tager ansvar for egen udvikling gennem en længere ørkenvandring af afsavn.

Tarotkortet Tårnet viser, her i Rider-Waite-Smith-sættet, et tårn, der bliver ramt af lynet og bryder i brand, mens fundamentet vakler. Tårnets kuppel falder. To personer styrter ned fra toppen på hver sin side af tårnet. Umiddelbart et billede på voldsom katastrofe og destruktion, eller på et psykisk plan på chok og rædsel.

Billedet af det brændende tårn, der vakler, og de faldende mennesker kan i vor tid, over hundrede år efter at kortene blev til, lede tanken hen på katastrofen med World Trade Center. Med i billedet hører imidlertid også en masse små dråbeformede gnister af ild, der falder som regn, og som kan frugtbargøre den grund, som tårnet står på, så nyt liv kan vokse frem af asken. Ildgnisterne, de såkaldte Yod-gnister, er i kabbalaen og den esoteriske tarot lysglimt af guddommelig herkomst.

Tårnet er med sit dramatiske billedsprog et af de mest udfordrende tarotkort, man kan trække, når man i dag anvender tarot til divination (spådom). Det varsler en svær tid med store og afgørende forandringer, der kan være voldsomt sjælsrystende, men som i alle krisesituationer er der også en mulighed for forvandling, hvis man altså klarer uvejret. Kortet kan være udtryk for, at et opgør med udlevede og uhensigtsmæssige mønstre er påkrævet, og på den måde kan det indvarsle en nødvendig proces, der kan føre til en frigørelse på et dybere plan.

At ’lynet slår ned’ kan medføre, at alt går op i røg og flammer, men det kan også billedligt talt være udtryk for, at noget helt nyt bryder ind og oplyser bevidstheden og således får en til at vågne op. Både i den græske og den nordiske mytologi er lynet knyttet til nogle af de mest magtfulde guder, Zeus og Thor. I det lys kan lynet ses som en guddommelig indgriben eller pludselig indsigt (’som lyn fra en klar himmel’), der gør det klart, at man må justere kursen, hvis man skal realisere sine potentialer.

I en drøm, som Jung havde om en kvindelig klient, ser vi hvordan hendes placering øverst i et tårn ’ophøjer’ hende. Hun indgød ham en følelse af tvivl til trods for hendes intelligens. Han følte, at han ramte ved siden af, når han tolkede hendes drømme, og at samtalen mellem dem blev ufrugtbar.

Da Jung havde besluttet sig for at tage det op med hende i den kommende time, drømte han natten inden, at han går på en landevej foran en stor skråning. Øverst ligger der et slot, og i det højeste tårn ser han sin klient stå på balustraden. Han må bøje hovedet bagover for at kunne se hende, så meget at han vågner med smerter i nakken.

Han slutter heraf, at når han i drømmen er nødt til at ’se op til hende’, skyldes det, at han i virkeligheden ’ser ned på hende’ ud fra princippet om drømmens kompenserende funktion. Da han fortæller hende om drømmen, får det straks en gavnlig effekt på behandlingen. (”Erindringer, drømme, tanker” s.119). Vi ser her, hvordan et drømmesymbol helt konkret kan oplyse en terapeutisk situation og give værdifuld information til analytikeren om relationen.

Tårnet – både som symbol og som konkret bygningsværk – øvede i øvrigt en stor indflydelse på Jung i hans eget liv. I ’Erindringer, drømme, tanker’ er et helt kapitel viet til den tårnbolig af sten, som Jung lod opføre i flere etaper i Bollingen ved Zürichsøens øvre bred, og som blev et refugium for ham ikke mindst i de senere år af hans liv.

I den oprindelige primitive, cirkulære tårnbolig uden indlagt vand og elektricitet fra 1923 kunne Jung udfolde et liv i afsondrethed, som var tæt på det liv, som hans forfædre havde levet. Her kunne hans ’personlighed nr. 2’, arven efter moderen, hans introversion og hans irrationelle og intuitive side, få plads. Han opfattede tårnet som et moderskød og sig selv som ”moderens urgamle søn”.

”Tårnet indgød mig følelsen af genfødsel i sten. Det forekom mig at virkeliggøre det førhen anede og give skikkelse til individuationen.” I tårnboligen og på den omkringliggende grund kunne Jung udfolde sig fysisk med sine hænder, save brænde og lave mad, fiske og hugge i sten. Tårnet blev for ham en manifestation, ”et symbol på psykisk helhed” (s.189).

Billeder:

Miniature: Johan Herman Thiele: Rundetårn (til fri brug, SMK open)

Pieter Bruegel den ældre: Babelstårnet 1563 (Public Domain, Wikimedia Commons)

Rider-Waite-Smith: Tårnet (tarot) (Public Domain, Wikimedia Commons)

Jungs tårnbolig i Bollingen (“CG Jung’s tower in Bollingen, Swiss” by
cgjung.net can be reused under the license CC BY-SA 4.0, Wikimedia Commons)

Kilder:

Bibelen (Det danske bibelselskab 2006)

The Book of Symbols (Taschen Verlag 2010)

Cirlot, J. E.: Symbolordbog (Sankt Ansgars Forlag 1993)

Funder, Lise: Motiver og symboler i europæisk kunst (Nyt Nordisk Forlag 2004)

Jung, C. G.: Erindringer, drømme, tanker (Lindhardt og Ringhof 1984)

’Tower of Jericho’ (læst på Wikipedia d.31.7.2026)

© Thomas Nordby og Jung for Alle 2026