Re-visioning Psychology

Boganmeldelse af Re-visioning Psychology James Hillman, Harper Perennial, 1992 (1976)

af Katrine Friis, Cand. Psych., jungiansk psykoanalytiker.

Hillmans Re-visioning Psychology er hverken særlig ny eller særlig aktuel og heller ikke letlæst, men den er god!

Den handler om meget mere, end jeg henviser til, og udvælgelsen er sket udelukkende på baggrund af egen præference – så er man advaret. Sådan set går James Hillman direkte løs på tidens største lidelse, følelsen af ikke at høre til, følelsen af at være forladt. Denne tilstand, der også er kendetegnet ved meningsløshed, kaldte man i gamle dage for sjæletab.

Jung skriver i den Røde bog: ”Jeg har mistet min sjæl.” Han satte også dato på tabet, den 4. oktober 1905. En del af læserne vil nok kende til, hvorledes Jung ud fra dette nulpunkt henvendte sig til sine egne indre billeder for at få hjælp og fik den. Han opdagede, at han kunne samtale med disse indre skikkelser, og han forstod, at den sjælelige nød, han befandt sig i, samtidig var forudsætning for den tilstand af fornyelse, han også befandt sig i. At skabe sjæl er modgift til følelsen af forladthed. Men hvor sidder sjælen? Et sted mellem ånd og krop, mellem intellekt og følelse. Den er et indre rum, den er midten, den er stedet, hvor modsætningerne kan tale sammen. Det er ikke fordi sjælen er identisk med nogen af dem, men fordi den er forbundet med dem begge og kan tale begges sprog.

Ulykken er imidlertid, at det vestlige menneske ikke længere husker, hvad sjæl er! Der er et hul (og ikke et rum) mellem ånd og det jordiske, mellem intellekt og følelse, eller som von Franz udtrykker det: Der er et hul i (Jacobs) stigen. Sjælen blev Jungs arbejdsfelt, og Hillman fulgte ham med passion. Begge ville forbinde menneskene med guderne på ny.

Men hvem er guderne i vore dage? Det er selvfølgelig arketyperne. Arketyperne er de dybeste psykiske mønstre og deres dynamiske samspil. De er sjælens rødder, det er dem der styrer vores indstilling(er) til verden og til os selv, når det hele foregår automatisk, d.v.s. ubevidst. Men går vi i clinch med dem, sådan som Jung gjorde det, så tilskynder den os til en forestillende måde at forstå på. Forestillingsevnen er i centrum. Og det er den, fordi sjælen er stedet, hvor det faktuelle og det potentielle (det der endnu ikke er) kan tænkes sammen. Når det drejer sig om sjælen, er nøgleordet forestillingsevne.

Slangen i denne have hedder bogstavelighed eller bogstavtro-hed eller antitetisk tænkning (sort/ hvid tænkning). Nu er det sådan, at kernen i vores komplekser (delpersonligheder) er arketypisk. Derfor er det også sådan, at når jeget er for stift eller for svagt eller begge dele, og derfor giver op, så kan disse komplekser overtage jegets plads.

Da er det kronede dage, for den ”fikse idé” (tvangsforestillingen, fobien, storhedsvanviddet, mindreværdet…) den har taget magten, derfor befinder vi os i psykopatologien. Men netop psykopatologien vil både Jung og Hillman rehabilitere. Hvorfor? Fordi det er det eneste sted det moderne menneske har kontakt med sine guder (arketyper)! ”Symptomerne er blevet guder!”

Først når det moderne menneske ”er gået i stykker,” erkender det, at der er noget andet i psyken end jeget. Det andet, eller ”den anden” bliver først nu tilgængelig – som problem. Men det er også heri muligheden ligger for at forstå det, problemet. Arbejdet består i at erstatte hullet (se ovenfor) med et indre rum. Herfra bliver det muligt at føre samtaler mellem både himmel og jord, såvel som om alt mellem himmel og jord! Det bliver muligt at trænge dybere ind i materien gennem en tentativ dialog, en ikke-målrettet dialog. I dette arbejde erfarer vi to væsentlige ting om sjælen: Den er autonom og den er ikke-jeg.

Det vil sige, den er noget andet i mig, og den udtrykker sig i billedsprog. Billedsproget formidles til tider af imaginære personer, og her kan vi endnu engang jævnføre med Jungs erfaringer skildret i Den røde Bog efter sjæletabet. Man kan også jævnføre med skikkelser, der optræder i egne drømme, eller vi kan tænke på Sokrates ´ daimon, Diotema. Sjælen er altså det andet eller den anden i mig, og den rummer frøene til min dybere personlighed.

Disse beboere i vores sjæl, er imidlertid blevet bekæmpet indædt af den dogmatiske kristendom, og senere også af psykiatrien (Jaspers), det er en lang historie, der ikke er plads til her, men det tragiske er, at bekæmpelsen af dem har gjort hullet i (Jacobs) stigen større og fremmet antitetisk (sort/hvid) tænkning, sammen med mange andre ulykker.

De engagerede samtaler med disse indre billeder og skikkelser kalder Hillman for personifying, som jeg vil oversætte til personificering. Personificering er en basal autentisk psykologisk aktivitet. Personificering er ikke personifikation, heller ikke antropomorfisme, ej heller animisme. Yderligere to vigtige ord indgår i Hillmans forsøg på at levendegøre menneskets forståelse af sig selv og sin verden, nemlig: pathologizing og psychologizing. Pathologizing vil jeg oversætte ved ”det konstruktive i at falde fra hinanden,” (idet det åbner mulighed for selverkendelse). Og psychologizing vil jeg oversætte ved ”at se noget gennem en bestemt idés linse,” (det betyder altså ikke at psykologisere.)

Det bærende element er her idéen i den betydning, at enhver gud (arketype) har sin egen specielle indstilling til eksistensen og sit eget sæt af idéer og sin egen atmosfære. Saturn, Puer, Apollon og Venus ser f. eks forskelligt på relationer, mens de emotioner deres idéer hver især vækker, alle er autentiske nok. En idé er således set med Hillmans øjne ikke et begreb, men et billede, og kommunikerer netop som et sådant.

Helt ude på spidsen siger han, at hvad han ønsker, og hvad der forekommer ham særdeles fornuftigt er, at flytte idéen fra funktionen tænkning over i middle-grounds, sjælens område. Således bliver det muligt at undersøge verden og dens fænomener gennem forskellige idéers perspektiv. Altså igennem forskellige arketypes perspektiv, hvad der selvsagt vil give en mere nuanceret forståelse. Det er den bærende idé i alkymien, og selvom alkymiens tid som kunst og videnskab for længst er forbi, så opererer psyken stadig ikke efter stivbenede begrebers anvisninger.

Re-visioning Psychology James Hillman, Harper Perennial, 1992 (1976)

©2017.  Katrine Friis.