Øjet

‘Det sete afhænger af øjnene, der ser’. Det gør det, fordi vi ikke bare bruger synssansen, når vi ser, men vi bearbejder også de informationer, som vi får om den fysiske omverden, ud fra de erfaringer, vi har gjort os tidligere i livet.  Med synssansen ‘tager vi verden ind’; med bevidstheden derimod ‘ind-ser’ vi, eller forstår vi, hvordan det hænger sammen. Man kan altså både tale om et ydre og et indre syn. De fleste vil nok mene, at synssansen er den vigtigste af vore fem sanser. Udtrykket ‘øjet er sjælens spejl’ viser, hvor stor betydning, vi tillægger øjet og synet. Det peger på blikkets evne til at skabe en dyb sjælelig kontakt mellem to mennesker, der ser hinanden i øjnene.

Fra udviklingspsykologien kender vi betydningen af moderens og de nærmeste omsorgspersoners blik på barnet. Ved at spejle sig i moderens kærlige blik bliver barnet til, først som ét med moderen, senere som et selvstændigt individ. Det lærer, at det er elsket som den person, det er. Hvis moderen ikke evner at se på sit barn med et kærligt blik, kan det få alvorlig betydning for barnets udvikling. Indsigten i blikkets uheldssvangre betydning afspejler sig i udtryk som ‘onde øjne’ og ‘et dræbende blik’. I folketroen er ‘onde øjne’ udtryk for sort magi. Fra den græske mytologi ved vi, at Medusas blik kan forstene den, hun ser på (se symbolartiklen om Slangen.)

Blikket hos to elskende kan for en stund genskabe den symbiose, som vi ellers kun oplever i den helt tidlige mor-barn relation. Vi bliver til på ny i den elskedes øjne, der kaster lys på alle vore smukkeste egenskaber og forhåbninger. Vi mennesker knytter os i det hele taget til hinanden gennem blikket. Blikket reflekterer alle vores følelser, herunder også de erotiske. Det begærende blik kan inspirere til gensidig intim kontakt, men kan også være besidderisk og uønsket gøre den anden til objekt. Netop på det erotiske område kan forholdet mellem forbud og invitation balancere på en knivsæg som i en gammel vandrehistorie: En letpåklædt ung kvinde står på en stige og siger til den unge mand, der holder stigen: ”Du må ikke kigge op, ellers bliver du blind”, hvortil manden svarer: ”Jeg vover det ene øje”.

Synet er den af sanserne, der kan operere over de største afstande. Den er i modsætning til føle-, smags- og lugtesansen sammen med høresansen en fjernsans og dermed disponeret for afstand. I den distancerede storbykultur ser vi dagligt adskillige mennesker med et anonymt blik, ligesom vi selv registreres flygtigt af talrige uengagerede blikke. Mange af de mennesker, vi ser, optræder på fjernsynsskærmen eller på de sociale medier, ligesom vi selv overvåges af tidens kykloper, de enøjede overvågningskameraer, der optræder overalt i det offentlige rum. Vi tager selfies, som distribueres blandt vennerne, og som skal bekræfte os selv og de andre i, at vi tager os godt ud og er enestående succeser. Freuds neurotiske samfund i starten af forrige århundrede er blevet til et samfund præget af narcissistiske skader og personlighedsforstyrrelser.

Et ‘øjeblik’ betyder egentlig den tid, det tager at blinke med øjnene, dvs. det kortest tænkelige tidsrum. I filosofien kan øjeblikket forstås som det nu, hvor tiden er ophævet, eller hvor tiden synes at stå stille. Hos Søren Kierkegaard er øjeblikket det tidspunkt, hvor det evige og det historiske mødes, specifikt det øjeblik, da Gud bliver menneske og fødes ind i tiden.

Øjet som symbol optræder oftest som ét øje eller som et øjenpar. I myter og eventyr repræsenterer den enøjede ofte ondskab, dumhed eller snæversyn i overensstemmelse med udtrykket ‘at være enøjet’. I Grimms eventyr ”Enøje, toøje og treøje” optræder der tre søstre, som vi kender dem fra eventyret om Askepot. Den ene søster er holdt nede af (sted)moderen og de to andre søstre, men efter talrige ydmygelser ender hun med at blive ophøjet. I ”Enøje, toøje og treøje” er det pigen med de to øjne, der er heltinden, og som er ildeset af moderen og sine søskende, fordi hun ligner andre mennesker. Man kan læse eventyret på et ydre plan som en fortælling om to piger, der med deres deformiteter misunder og plager deres sunde søster, idet de kompenserer for deres handikap med en følelse af overlegenhed. Det er imidlertid også muligt at læse eventyret som én ung kvindes udviklingshistorie, hvor hun overvinder sine mindreværdige sider (søstrene), som har fået uhensigtsmæssig næring af en mor, der har set på hende med et ukærligt blik.

I mytologien finder vi f.eks. den enøjede i skikkelse af kyklopen i ”Odysséen”, der med en stor sten spærrer Odysseus og hans mænd inde i sin klippehule. Odysseus overlister ham ved at kalde sig Ingen. Odysseus og hans mænd blinder kyklopen ved at støde en glødende pæl i hans øje. Han skriger så højt af smerte, at andre kykloper iler ham til hjælp uden for klippehulen. Da de spørger ham, hvem der er efter ham, svarer han ”Ingen”, hvad der får dem til at trække sig tilbage. Det giver Odysseus og hans mænd mulighed for at komme fri ved at hænge sig fast under bugen på fårene i hulen, da kyklopen siddende ved hulens udgang et for et lukker dem ud på græs.

Odilon Redon: Kyklopen (ca.1914)

I den franske symbolist Odilon Redons billede ”Kyklopen” ser vi omvendt en kyklop, der med et blidt blik over klippekanten betrager en ung, nøgen kvinde, som ligger på en blomsterseng og vender sig bort. Det er temaet om ‘skønheden og udyret’, der viser, at det primitive, enøjede uhyre kan blive forløst ved mødet med det kvindelige. Hvis vi ser historien på et indre plan, repræsenterer den unge kvinde hans Anima eller sagt anderledes, hans hvilende, følsomme side.

Det er altså ikke altid, at et enkelt øje entydigt repræsenterer det onde eller det indskrænkede. Det kan tværtimod også stå for lys og indsigt i åndelig forstand. Således kan den kristne Gud afbildes som et øje anbragt i en trekant eller i toppen af en pyramide som symbol på den treenige Guds allestedsnærværelse og altomfattende indsigt. Billedet af Guds øje i toppen af pyramiden ses f.eks. på den amerikanske endollarseddel. Det er billedet af ‘øjet i det høje’. I mange kulturer er solen og månen blevet opfattet som Guds eller ‘himlens øjne’. I den egyptiske mytologi symboliserer månens faser himmelguden Horus’ øje, som Seth river ud (nymånen), mens Thot bagefter samler det og heler det (fuldmånen). Her bliver øjet symbol på cyklisk tid og kontinuitet. (En illustration af Horus-øjet er anvendt som vignet i starten af denne artikel).

I den nordiske mytologi optræder den vise Odin tilsvarende med kun ét øje. Det andet øje har han pantsat hos Mimer for at opnå indsigt i det, der er usynligt for det fysiske syn. Det tredje øje, der er en defekt i eventyret om ”Enøje, toøje og treøje”, symboliserer i hinduismen og buddhismen omvendt en transcendent bevidsthed. ‘Det tredje øje’ er i den tradition et andet navn for pandechakret, et af kroppens syv energicentre.

Ligesom vi mennesker som Odin kan se både med det ydre og det indre syn, kan vi også være blinde både i konkret og i overført forstand. I overført forstand taler vi om manglende ‘selvindsigt’ eller i grelle tilfælde om selvbedrag. I Ødipusmyten, som hos Freud gav navn til ødipuskomplekset, dræber Ødipus, som det er blevet spået, sin far, kong Laios, og ægter sin mor, Jokaste, uden at vide, at de er hans forældre. Da Ødipus gennem den blinde seer Teiresias langsomt erfarer, hvad han har gjort, stikker han sine øjne ud for at sone sin brøde. Hvor et moderne menneske vil opfatte Ødipus som uskyldig, fordi han ikke vidste, hvad han gjorde, er han ifølge græsk tankegang (Sofokles) skyldig i fadermord og blodskam, i kraft af at han har forbrudt sig mod de universelle love. Hans hensigt er uden betydning. Da Ødipus bliver seende, dvs. opnår ‘indsigt’ i eller bliver bevidst om sine handlinger, tager han skylden på sig og blinder sig.

I kristendommen spiller både Guds syn, ‘forsynet’, og det ydre og indre syn hos mennesket en stor rolle. Forsynstanken kommer bl.a. til udtryk i Jesu ord i Matthæusevangeliet: “Der falder ikke en spurv til jorden uden Guds vilje” (kapitel 10, vers 29). Der er imidlertid ikke tale om en indgriben, som vi mennesker kan gennemskue i situationen. Gud har tilrettelagt alt eller på forhånd ‘set’ alt på bedste vis, men vi kan i heldigste fald først se det tilbageskuende.

Det menneskelige syn, ikke mindst det forvanskede syn, hvor vi kun ser “stykkevis”, hører vi om i Lukasevangeliet i et afsnit, der handler om ikke at dømme sin næste. Her hedder det bl.a.: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øjne, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (kap.6, vers 41). Skriftstedet kan læses som en advarsel mod de projektioner, hvor vi ‘ser’ og fordømmer vores egne skyggesider hos mennesker i vores omgivelser. Den fysisk blinde kan somme tider være mere ‘seende’, dvs. ‘se’ klarere, hvad der foregår mennesker imellem, end den, der har to øjne at se med.

I kristendommens historie har synssansen i perioder haft en tvivlsom status med udgangspunkt i Det gamle Testamentes billedforbud. Man kan også henvise til Jesu ord i Det nye Testamente angående ægteskabsbrud: ”Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.” (Matthæusevangeliet kap. 5, vers 29). Synet kan med andre ord lede os i fristelse og dermed fungere som djævelens redskab, der får os til at hengive os til kødets lyster. Billedstormen under reformationen med overmalingen af de middelalderlige kalkmalerier har rod i samme skepsis over for synssansen, der kan lede i fordærv i modsætning til skriftens ord. Mange af billederne på kirkernes vægge udpensler de handlinger, der sender synderne i Helvede, men risikoen for kirken var, at kirkegængerne snarere blev tændt af at se på de syndige gerninger, end de blev ansporet til at leve et ærbart liv og undgå fortabelsen.

Francesco del Cossa: Sankta Lucia (1472-1473)

Et andet vidnesbyrd om kirkens problemer med synssansen og seksualiteten finder vi i en af legenderne om Sankta Lucia fra Sicilien, der døde for sin tro i starten af det 4. århundrede. Lucia, der fejres med en lysprocession på sin helgendag d. 13. december, blindede sig selv og sendte sine øjne til en bejler, der var ved at blive vanvittig af længsel efter hende. Han omvendte sig og blev kristen, da han så Lucias selvopofrende handling som båret af hendes stærke tro. Blindingen fik ham til at se det indre lys ligesom Lucia, hvis navn er forbundet med lys (lux). Lucia kan med sin offerhandling ses afbildet med sine øjne i hånden eller på et fad.
I drømme er det at være blind eller at blinde sig selv eller andre ofte et billede på fortrængning. Der er noget, man ikke vil se i øjnene. Hvis det er en anden end en selv, der er blind i drømmen, kan det være udtryk for, at der er noget i relationen til vedkommende, som trænger til at blive belyst. Et eksempel på det motiv finder vi også i litteraturen. I et af Karen Blixens ”Vintereventyr”, ”Peter og Rosa”, er der indlagt en lille historie med titlen ”De blå øjne”, som Blixen selv har fortalt ved forskellige lejligheder.

Den handler om en skipper i Helsingør, der lader en galionsfigur udskære, så den ligner hans kone. En dag anbringer han til hendes store fortrydelse to safirer, som han har fået af en indfødt konge på en af sine oversøiske rejser, som øjne på figuren. Natten inden skipperen skal af sted på langfart, lader konen en glarmester udskifte ædelstenene med to stykker farvet glas, så hun kan få dem til et par øreringe. Skipperen opdager det ikke, da han tager af sted næste morgen, men konen begynder langsomt at miste synet. Hun ønsker, at manden når hjem, inden hun bliver helt blind, så hun kan sætte safirerne tilbage på galionsfiguren og dermed afværge katastrofen. Men skibet kommer ikke tilbage. Konen får et brev fra konsulen i Portugal, der oplyser, at skibet er gået under med mand og mus. Det viser sig, at galionsfiguren også har mistet synet. ”Og det mest forunderlige var, skrev konsulen, at skibet ved højlys dag var løbet lige på en klippe, som stak langt op af søen.”

Hvis vi ser fortællingen som skipperens drøm, kunne man sige, at han ikke ser sin kone, som den hun er med sine selvstændige behov, men han dyrker i stedet et glansbillede af hende, en idealforestilling om Kvinden, som leder ham på afveje og fører til parforholdets forlis. Galionsfiguren har i modsætning til konen ikke sine egne behov. Hun sætter kursen lige derhen, hvor skipperen vil have hende, som han siger med udelt begejstring.

I Lars Saabye Christensens roman ”Modellen” er hovedpersonen Peter Wihl en kendt maler, der kort før en stor udstilling tre gange oplever momentant at miste synet. Det er selvfølgelig skræmmende for en kunstner, der skaber gennem det at se. Billedkunsten er den kunstart, der er mest afhængig af synssansen. Da han får at vide, at han inden for kort tid vil blive blind, indgår han i desperation en faustisk kontrakt med djævelen i skikkelse af sin gamle skolekammerat Thomas Hammer. Hammer er øjenkirurg, men har mistet sin autorisation. Under en fælles rejse til Tallinn indopererer lægen på en skjult adresse en forladt piges øjne i Peter Wihls øjenhuler. Wihl ved ikke nøjagtigt, hvad der skal foregå, men aner så meget, at han inden operationen bedøver sin samvittighed med store mængder spiritus. Trods scenens uhygge er den mest chokerende scene i romanen, da han efter hjemkomsten tvinges til at tage sine solbriller af, og hans kone og datter ser, at det ikke er hans egne øjne, der sidder i ansigtet. Kort efter dør han, da han ‘i blinde’ løber ud på vejen for at redde sin datter og bliver kørt over af en bil.

Øjnene som sjælens spejl er bærer af hele vores personlighed. Alle ser vi forskelligt, også når vi ser på det samme. Vores eget syn er umisteligt; vi kan som Peter Wihl ikke leve med en andens syn.

Kilder:
Bevingede ord (Gad 1994)
Bjerg, Svend: Synets teologi (Anis 1999)
Blixen, Karen: Vintereventyr (Gyldendal 1942) og Karen Blixen fortæller (LP, Louisiana/Gyldendal uden år)
Christensen, Lars Saabye: Modellen (Lindhardt og Ringhof 2006)
Funder, Lise: Motiver og symboler i europæisk kunst (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2004)
Grimms samlede eventyr (Nyt Nordisk Forlag 1983)
Homers Odyssé (Gyldendal 2006)
Nudansk Ordbog (Politiken 1984)
Det Nye Testamente (Det Danske Bibelselskab 1996)
”Odilon Redon. Into the Dream”, billedkommentarer (Glyptoteket okt. 2018)
Politikens filosofileksikon (Politiken 1998)
Sofokles: Ødipus (Gyldendal 1958)
Symbolleksikon ved Finn Stefánsson (Gyldendal 2009)

Om blikkets spejlingsfunktion læs Hanne Urhøjs artikel ”Arketypiske aspekter ved spejlet som symbol i ”The Phantom of the Opera”

© Thomas Nordby 2018, cand.phil. i dansk, sekretær i Jung Foreningen og redaktør på www.jungforalle.dk