Jung : En stemme fra dybet

Jung – En stemme fra dybet.
Axel Haaning.
2016, Akademisk Forlag (340 s.).
Anmeldt af Katrine Friis, Jungiansk analytiker IAAP/DSAP, Cand.psych.

Hvis man læser denne bog langsomt, så får man forbavsende hurtigt et overblik over de tre historiske epoker, som Jung gennemlevede, og som han deltog så markant i. Man får også et nuanceret og dynamisk billede af Jung selv som forfatter, såvel som indsigt i hans motivationer. Tiden og manden belyser gensidigt hinanden.

Som videnskabshistoriker har Axel Haaning for længst skrevet sig ind i den internationale
forskning, der siden 90´erne er rykket ind i de akademiske institutioner under
benævnelserne ”Jungian studies” og ”Jungian history.” En hovedperson i dette kritiske arbejde er Sono Shamdasani (udgiver af Jungs Røde Bog), professor i ”Jungian History” ved University College London. Han skriver blandt andet, at den såkaldte Freud-legende har betydet ”intet mindre end en fuldstændig fejlplacering af Jungs forfatterskab i det tyvende århundrede.” Man kan sige, at Axel Haaning præsenterer os for Jung – uden Freud.

Den første epoke af Jungs liv strækker sig fra 1888-1918. Det er ”verden af i går ” vi her møder, tiden før verden gik af lave, kejsertiden. Jung (1875-1961) går i gymnasiet i Basel, læser siden medicin i Basel og bliver derefter reservelæge under professor Eugen Bleuler på det velrenommerede psykiatriske hospital, Burghölzli, i Zürich; siden bliver han overlæge samme sted. I 1902 udkommer hans doktordisputats, i 1907 en vigtig afhandling om skizofreni. I 1906 indleder han brevveksling med Freud, fra 1910 til 1914 er han formand for Den Internationale Psykoanalytiske Forening (stiftet i 1910), og i 1912 udkommer hans første kulturhistoriske værk: Libidoens Forvandling og Symboler. Han er også privatdocent – der er fart over feltet, og æresdoktor bliver han i Amerika! Men så trækker Jung sig fra det hele. En alvorlig krise sender ham på dén indre rejse, som han beskriver og maler i Den Røde bog. Rejsen heler ham.

Anden epoke strækker sig fra Versaillestraktaten i 1919 indtil udbruddet af Anden Verdenskrig, september 1939. I 1921 udkommer Psykologiske Typer, der stadig er hans mest kendte bog. (Det skal bemærkes, at de i anmeldelsen nævnte værker på ingen måde er udtømmende, men de er væsentlige). Vi befinder os i mellemkrigstiden med dens politiske tumult. I 1938 udkommer Psykologi og Religion med underteksten: Vest og Øst. Demokratiets krise i Europa, fascismen, kommunismen, kolonimagternes ekspansion, nazismens fremkomst, disse rædsler påvirker og påskynder i høj grad Jungs senere dybtgående historiske studier, men i trediverne vender Jung sig udad, han taler direkte til offentligheden om farerne ved ensidighed og tab af sjæl. Med til historien hører også Jungs mange rejser, han var lidt af en globetrotter. Han søgte et punkt, hvorfra han kunne anskue Europa og sig selv udefra, han søgte at objektivere dem begge! Noget han først opnår, skriver Axel Haaning, da han for alvor går om bord i den hermetiske tradition, i alkymien – og da befinder han sig på tærsklen til tredje epoke.

Tredje epoke strækker sig fra Anden Verdenskrigs slutning til Jungs død i 1961. Regner vi værket Psykologi og Alkymi, der udkom i 1944, med til denne periode, så skriver Jung nu, hvor han er mellem 69 og 85 år gammel, hvad der svarer til ca. halvdelen af, hvad han har publiceret! Europas forfærdende krig og forbrydelser presser Jungs herkuleskræfter frem.

Værkerne fra Jungs unge år, såvel som fra hans modne år, er langt bedre belyst end hans alderdoms værker, der hovedsagelig består af Psykologi og Alkymi og Mysterium Coniunctionis. I det sidste værk indgår Louise von Franz´ oversættelse af denne middelaldertekst såvel som kommentarer til den.
Aurora Consurgens er et kapitel helt for sig selv, og handler vel dybest set om kærlighedens væsen.

Underbelysningen af de sene værker har Axel Haaning gjort sit til at forandre. Disse sidste værker er da også næsten ubærligt spædende, og får man en hjælpende hånd fra ham til læsningen, så bliver de endnu bedre.

Det handler om forståelsen af de ulyksalige split og hierarkier mellem natur og ånd, følelse og intellekt, kvinde og mand, der udfolder sig i den ortodokse kristne teologi, og som den moderne positivistiske naturvidenskab bevidstløst overtager. Hvordan er det muligt at hele disse dybe spalter, og hvor kommer det mangehovedet uhyre fra? Det kommer fra vores fortrængning og benægtelse af den ktoniske ånd! Goethes jordånd! Og hvad er det for én? Ja, det er Jungs mageløse opdagelse, at middelalderens naturfilosofi og naturfølelse ikke blot er et levn fra oldtiden, men er en videreudvikling af denne arv, og at vores skæbne afhænger af vores indstilling til, dialog med og respekt for denne ånd. Paracelsus, en lægefilosof og historiker som Jung selv, kaldte den for naturens lys – en bevidsthed mennesket rummer qua det, at det har en krop, et legeme. Set herfra bliver Selvet og individuationsprocessen langt mere forståelig. For mig at se, er spædbarnsforskeren Daniel Stern på samme spor, når han siger, at spædbarnets ”primær bevidsthed” består af en sammenkobling af den intentionale genstand og det vitale baggrundsindput fra kroppen i et nuværende øjeblik. Ja, han taler om kroppens kontinuerlige livsmusik!

Måske er der håb for os forhærdede nihilister! Læs bogen, læs den igen, hvis den allerede er læst, det vil også bidrage til at være bedre forberedt, når Axel Haaning udgiver sin danske oversættelse og kommentar til Aurora Consurgens.

Godt Nytår!
(c) 2019. Katrine Friis.