Depression en folkesygdom

Foredrag v. Hartmut Solmsdorff. Sygdommen depression har fået meget opmærksomhed i offentligheden, såvel hos fagfolk som hos politikerne. Der er efterhånden tale om en ”folkesygdom”, som rammer titusindvis af mennesker hvert år. Foredraget vil give et generelt overblik over sygdommen og de karakteristiske symptomer som nedtrykthed, tristhed, skyld- og skam-følelser samt søvn- og arbejdsforstyrrelser. Samtidig vil vi se på, hvordan det emotionelle felt ”tristhed” også vækker følelser som  angst, irritation og vrede. Vi vil beskæftige os med de forskellige livsaldre og livssituationer, og vi vil opdage, hvordan depression er forbundet med den enkeltes personlighed, livssituation, selvværd, sårbarheder og ambitioner. Når vi følger denne vej, vil vi  komme nærmere ind i en jungiansk forståelse af sorg, melankoli, nedtrykthed og depression, som sætter det enkelte individ i centrum, og som ser depression som en individuel værens-tilstand. Til sidst vil vi vende blikket mod depressive tilstand i den 3. alder, dvs. tiden omkring og efter pensionering, og vi vil i den sammenhæng diskutere den jungianske tilgang til begreberne mening og meningsløshed.  Der er behov for et behandlingstilbud for mennesker i den 3. alder, et tilbud som desværre ikke bliver prioriteret højt nok af  økonomiske grunde.

Hartmut Solmsdorff er mag. art., cand. mag., jungiansk analytiker  IAAP med privat praksis på Vesterbrogade i København. Tidligere underviser på CBS, KUA og andre højere læreanstalter. Yderlige informationer : www. jungiansk-terapi.dk

 

No tags for this post.